Hos Willumsen i Frederikssund

"En bjergbestigerske", 1904. Foto: J.F. Willumsens Museum

Han var udøvende kunstner i over 70 af sit livs 94 år. J.F. Willumsen (1863-1958). Han var maler, tegner, grafiker, keramiker, billedhugger, arkitekt og fotograf. Og bare fire kilometer fra min hoveddør ligger museet, som er helliget hans kunst.

Museet åbnede i 1957, og dets placering i Frederikssund skyldtes ikke, at Willumsen havde en nær tilknytning til byen (dog stammede hans fars familie fra egnen), men derimod at staten samt Københavns Kommune havde afvist at opføre et museum. Så det blev i stedet Frederikssund, der fik chancen og kom til at huse hele Willumsens samling, som han i 1947 havde skænket staten.

Inden jeg flyttede til Frederikssund for fem år siden, havde jeg aldrig besøgt J.F. Willumsens Museum. Men det har jeg i den grad rådet bod på siden. Og i dag gjorde jeg det endnu en gang. For lige p.t. er der ekstra meget at komme efter. Willumsens meget kendte maleri, En bjergbestigerske, er nemlig på besøg. I ikke mindre end to versioner.

Den bjergbestigerske, man typisk kender, er hende, der til daglig hænger på Statens Museum for Kunst. Men hun er nummer 2, malet i 1912. Da ejeren af den første En bjergbestigerske (1904), G.A. Hagemann, tøvede med at låne maleriet ud til en udstilling i USA, tog Willumsen en rask beslutning.

… (han) malede et nyt billede, ”idet jeg denne Gang magtede det, jeg ikke formaaede at gøre ved det første Forsøg. Det blev stærkere i Linje og Farve, rigere i sin Virkning og fik mere Natur og Sandhed.”
Sådan står der på museets hjemmeside.

Lige p.t. hænger begge malerier side om side i Frederikssund.  Og det er første gang nogensinde, at de har været udstillet sammen. Som en pendant til det kvindelige ikon i dansk kunsthistorie udstiller museet også de to varianter af Willumsens En fysiker. Se alle fire malerier her, og læs mere om udstillingen Close-up.

Willumsens Museum er ikke stort og uoverskueligt. Det er behageligt (ikke mindst pga. den udvidede, lyse bygning, der åbnede i 2005) og fyldt med kunst, der pirker til nysgerrigheden. Nu har jeg været der seks-syv gange de forgangne fem år – og jeg får nye oplevelser med mig hver gang. Også i gensynet med den faste samling. Og at se ‘ikonerne’ i dag var en dejlig bonus på en regnvåd dag ;-) .

I øvrigt er der gratis adgang på J.F. Willumsens Museum lørdag d. 29. maj i anledning af Oplev Danmark – Turismens dag (som jeg også tidligere har skrevet om). Måske har du lyst til en udflugt?

5 kommentarer til Hos Willumsen i Frederikssund
  • Det var sjovt, Bente. Jeg har netop tænkt på, at jeg snart ville ud og se Willumsensamlingen på herregården Odden, hvor de har over 1000 skitser og andre forarbejder, og også noget keramik af Willumsen. Bjergbestigersken er jo et skønt billede, næsten uanset hvilken smag man ellers har ud i de dele.

  • Da jeg i sin tid tog billedkunst var vi på et kunstmuseum ( i Ålbogr?) hvor Bjergbestigersken hang. Vi skulle forsøge at efterligne linjerne i det, og jeg kan stadig huske hvordan vi blev undervist i hvorfor det er sådan et godt billede. Det er smukt!

  • @Henny: Det sted havde jeg helt glemt! Vi har flere gange talt om at tage hen og se den Willumsen-samling – det er ikke så langt væk, når vi besøger min svigermor ved Frederikshavn – men vi har aldrig fået det gjort. Tak for ‘reminderen’ ;-) .

    @Anne T.: Ja, det er smukt! Jeg aner ikke, om En bjergbestigerske har været udlånt til kunstmuseet i Aalborg. Måske. Til hverdag hænger 1912-udgaven i hvert fald på Statens Museum for Kunst, og 1904-udgaven hænger på Hagemanns Kollegium.

  • Jeg er så ked af, at jeg aldrig har set Willumsen-museet. Det har stået højt på min ønskeseddel i mange år, men det bliver aldrig til noget. Kunne man ikke arrangere noget kulturel blogtræf til sommer, med picnic i haven bagefter???? Ja, det er da bare et foreslag! ;)

  • Det er da en super idé, Jens! Lad os arbejde for sådan et kulturelt blogtræf fx til august. Og … jeg lægger gerne have til :-) .

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier