Dessertmenneske, det tror jeg aldrig, jeg bliver. Ikke at jeg ikke bryder mig om søde sager (for det gør jeg skam – i (for) høj grad), men når det handler om måltider, så er jeg meget mere til egentlig mad end det søde. Skal jeg fx vælge to retter på en restaurant, er der garanti for, at det bliver en forret og en hovedret.
Ikke desto mindre har jeg her til aften lavet dessert. En parfait, der netop nu er ved at finde sin faste konsistens i fryseren. Der lå en rest pistaciemarcipan på øverste hylde i køleskabet, og lidt længere nede var der blevet pasteuriserede æggeblommer i overskud. Så vejen til den hjemmegjorte is var lige, da først piskefløde var bragt til huse.
Manden i mit liv mener ikke, at han nogensinde før i vores næsten syvårige bekendtskab er blevet beværtet med min parfait. Og måske har han ret. Jævnlig isproduktion hørte vist et tidligere liv (eller ægteskab – men det føles nu også som et helt andet liv!) til. Et liv, hvor jeg (bl.a.) var hønseholder og egenleverandør af en del af råmaterialet.
Mødregruppen på besøg i hønsegården, maj 1994. Og ja, det er mig og min lillebitte unge til venstre 
Hønseholder? Ja, tænk. I dag forstår jeg det næsten ikke (især ikke, når jeg tænker på alt arbejdet. Eller på de høns, jeg gennem årene har været nødt til at tage livet af. Uf!). Men teenagerens far og jeg hoppede altså med på vognen dengang i de sene 80′ere, hvor det var o.k. at være lidt landlige, selv om man boede i udkanten af hovedstaden. Og vi var vedholdende, for der residerede såmænd høns i haven helt frem til år 2000, da vi så småt begyndte at pakke ægteskabet sammen.
Ja, sådan kom tankerne altså på afveje af memory lane, bare fordi jeg har fabrikeret is. Det blev ikke spor bedre, da jeg smugsmagte; der dukkede med ét diverse fortidige middagsselskaber frem af hukommelsen. Men dem skal jeg nok lade være med at underholde med her .
Hvad med dig? Hvordan har du det med dessert – og minder?
1) dessert…..nej hellere en god forret
2)minder….vores høns hed Trine, Trine, Cecilie, Cecilie og Sara og Sara…hanen Martin….Det var min ældste der valgte navne til hønerne og i Børnehaven var det så Trine, Cecilie og Sara der var de piger han legede med og Martin var bedstekammeraten…derfor måttte hønsene jo hedde disse navne.
Hanen Martin fik dog en krum skæbne. Hovedet af…for han angreb …
Tak fordi du satte mindet i gang.
Om vi har høns i dag? Nej…men det har vores bagbo og lyden af høns er nu hyggelig
Sikke en dejlig historie, Bente!
Jo, desserter og minder spørger du – jeg er vokset op i et hjem med en mor, der var husholdningslærer, så jeg har lært at lave desserter fra jeg var ganske lille, og især husker jeg citronfromage – det var hyggeligt at være i køkkenet med min mor. Nu er det andre typer dessert, jeg gør det i, fx bagt æblekage med kanel og hakkede nødder.
Jeg vil altså også prøve at holde høns en dag ..
Enig, Anne. Lyden af høns er hyggelig. Vi havde ingen hane dengang, primært fordi det var behæftet med en del restriktioner i Københavnsområdet (mørkelagt hønsehus, begrænset ‘udgang’ osv.). Og desuden er hønerne ret gode til selv at lave en rangorden, uden maskulin indblanden
.
Citronfromage. Uha nej, Madame, den skal der jo husblas i! Beklager, det er en af de ingredienser, jeg aldrig er blevet gode venner med – og derfor aldrig bruger. Men … jeg er heller ikke vokset op med fagkundskaben lige ved hånden
.
Som dig og Anne foretrækker jeg en forret frem for dessert – men modsat Jer er jeg ikke til lyden af høns; er indehaver af en superhørelse, hvormed hønsesnak bliver en slags hjernetortur på samme vis som masser af andre lyde. Hanegal bør ikke tillades førend efter klokken syv morgen, og så skal den tidligt se dyner med dun i…
Jeg er gode venner med husblas! Laver en mesterlig sky, der smager af noget
Jeg har også en fornemmelse af flere liv, perioder, som er så forskellige, at det er som at have levet flere gange! Men det er vist måden at man undgår faren for at stå som 62-årig og sige “hvor blev livet af?”
Uhhh, anjoe, det lyder, som om du er super lydfølsom! Og ja, så er høns garanteret grusomme at lytte på
. I Københavns Kommune må haner først komme ud kl. otte, så de er vel uden for dynerisiko dér …
Hey, det var da en interessant vinkel på det, Donald. Vi, der ‘lever flere liv’ har simpelthen flere liv/mere liv eller …?
.
Og … velkommen til
At holde høns har aldrig rigtig sagt mig noget, men jeg tror, mine unger ville have syntes det var sjovt.
Da jeg var barn og boede midt inde i København, var der ikke rigtig plads og da jeg flyttede til Brøndby Strand, med Sussie som overbo, blev det til os som høns
Mindes da min kusine og jeg var med min morfar ude på en gård og hente en høne “til suppegryden”. Gårdmanden tog den udvalgte høne, holdt den i fødderne og bankede dens hoved ind i husmuren, trådte hovedet af, smed hovedet ind i kartoffelbedet og sagde “Så kan i samle den op ovre på gårdapladsen, når I skal hjem”. Den var løbet hovedløs den vej.
Ja det var minder
Det var da noget af en historie, Kari! Selv har jeg aldrig villet afprøve det der med, om en høne kan løbe uden hoved, der går en af mine grænser vist. Men de bevæger sig ganske rigtigt et halvt minuts tid efter ‘halshugningen’.