Har du været i Budapest?

Jeg har været hjemme hele sommeren, ja, altså på nær et par smut til Jylland (et til midt og et til nord). Og det har såmænd været rigtig rart, især fordi det gode vejr valgte at lægge vejen forbi det vestlige Nordsjælland, mens jeg havde ferie i juli ;-) .

Men efterhånden begynder det at kildre i udlængslen (jo jo, det kan det skam godt). For jeg kan jo temmelig godt lide at rejse.

Heldigvis er der håb forude. Om en måneds tid. Dér pakker manden i mit liv og jeg nemlig kufferten til en supersize forlænget weekend i Budapest.

Szechenyi, termisk bad i Budapest. Foto: Budapest Tourism Office

Ingen af os har nogensinde været i Budapest før. Vi er så småt begyndt at kigge os omkring efter oplevelser og steder, vi må se og opleve i den ungarske hovedstad. Turen i et termisk bad er et must ;-) . Men ellers er planerne ganske åbne.

Og nogle gange er det svært hjemmefra at vurdere, om seværdighed A er bedre at bruge sin tid (og sine penge) på end seværdighed B.

Men men men … så var det, jeg kom til at tænke på, at nogle af mine gode blogvenner garanteret har været i Budapest. Og at I måske havde lyst til at øse af jeres erfaringer med byen og dens oplevelser. Typisk er vi til kunst og kultur – og god mad ;-) . Men tænk hvis manden og jeg kunne blive inspireret til at foretage os noget helt andet, end vi plejer!

Så … har du været i Budapest? Og er der noget, du mener, vi ikke bør gå glip af, når vi rejser dertil?

6 kommentarer til Har du været i Budapest?
  • Vi besøgte byen flygtigt i 2006 under et krydstogt på Donau. Det er ikke sammenligneligt med at bo i byen, men nogle indtryk fik vi da, som man kan læse om på http://sitestory.dk/rejser/donau2006/3.htm

    Jeg drømmer stadig savlende om markedshallen!

  • Jeg kan ikke være til stor hjælp Bente. Fotomusica har billeder fra Ungarn:
    http://www.fotomusica.net/hungria/index.htm
    En anden side er tramvia.org. Den handler om billeder af offentlig transport. Man skal gå ind på siden. Så skip intro. Så klik på tram world, så europa – temmelig tungt. Der er et billede her fra hjemmesiden:

    http://www.tramvia.org/galeria/060800-europa/IMG_2648.jpg

    God tur :)

  • Jeg har aldrig været i Budapest.. men det er en af de byer jeg gerne vil opleve engang, så jeg glæder mig til at læse om jeres tur..
    Ha’ en dejlig aften.

  • @Eric: Tak skal du ha’ – jeg smutter forbi og kigger nærmere. Markedshallen – ja, selvfølgelig! Der må vi hen – jeg er vild med den slags! Og jeg kan faktisk godt huske, at jeg har læst om den ;-) .

    @Søren: Velkommen tilbage ;-) . Og mange tak for link, dem må jeg også kigge lidt nærmere på!

    @Inge: Du kan være sikker på, at der kommer noget om Budapest, når vi har været der ;-) . Jeg har hørt, at byen skulle være meget smuk!

  • Jeg har været der 2 gange og med samme oplevelse begge gange. Alt for varmt (40 grader), beskridt, umuligt at finde rundt og bare kedeligt. Vender ikke tilbage.

    Vi så ikke så meget og desværre er den sidste tur fra perioden med stress, så jeg kan ikke længere huske hvad det hedder. Ved hvordan der ser ud, men det hjælper dig ikke meget :-(

    Men jeg ønsker Jer en rigtig god tur. Tror byen kan give et andet indtryk på denne årstid og uden små børn.

  • Uha, Fru E, det lyder da ikke som nogle rare ferier! Når jeg læser din beskrivelse kommer jeg mere til at tænke på Bukarest (som jeg besøgte i 1990) end på de smukke billeder, jeg har set af Budapest. Men stress kan forvrænge meget …

    40 grader er jeg i øvrigt helt sikker på, at vi slipper for. Det samme gælder små børn :-) .

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier