Ged i den

Teenageren og jeg var alene hjemme til aftensmad i dag, så det lå lige for at servere en af de yderst sjældne kødretter her på matriklen. Så vi fik frikadeller, gjorde vi. Men på en måde, som jeg aldrig har lavet dem før: Af hakket gedekød.

Gedekødet havde fundet vej fra det økologiske Stenalt Gods på Norddjursland til Irmas frysedisk, hvor jeg indfangede det forleden. Etiketten fortalte om en smag, der skulle ligge mellem kalvekød og kyllingekød og et fedtindhold på 10-12 procent.

Smagen i mine gedefrikadeller var ganske spinkel – og for fed efter vores smag. Normalt vælger jeg mere magert kød. Det var fint at prøve gedekødet, og det smagte på ingen måde skidt, men jeg tror ikke, jeg skynder mig ud for at købe mere. Når man spiser kød til aftensmad så sjældent, som teenageren og jeg gør (max. en gang pr. måned), skal smagsoplevelsen være lige i øjet, synes jeg. Og sådan havde ingen af os det.

Har du smagt gedekød, og hvad synes du?

8 kommentarer til Ged i den
  • Jeg har før købt et kid af en kollega, der i en periode havde geder. Vi fik forskellige gryderetter ud af det og en enkelt helstegt kølle. Jeg er enig med dig i at det er meget spinkelt i smagen, men mørt og lækkert og jeg synes ikke mit kød var fedt. Men jeg vil ikke bruge tid på finde en ny leverandør – lammekød er efter min mening bedre.

  • Nej, jeg har aldrig smagt gedekød og troede egentligt at smagen ville snerpe hen i retning af lammekød. Tror jeg, efter din beskrivelse, vil springe over hvis jeg skulle falde over ged et eller andet sted :-)

  • Ged kan være rigtig, rigtig godt – men ikke som fars. Det kan efter min ringe mening kun bruges til slowfood – dvs. skåret ud og i en gryde med masser af gode ting og surrende i mange timer, inden man fortærer retten.
    Det var lidt synd, I skulle have den oplevelse, når I så sjældent får kød.

  • Nej, jeg har ikke smagt gedekød, men i går lå der kængurukød i SuperBests køledisk – det har jeg aldrig set før :-)

  • Jeg har aldrig smagt gedekød g måske jeg heller ikke lige springer ud i det efter din beretning her, så meget heller lam, som jeg elsker. :)

  • @Ditte: Interessant at høre om dine erfaringer med gedekød – i øvrigt tror jeg, at mit kød var fedt, fordi det var hakket kød. Min konklusion er også, at jeg meget hellere vil have lammekød

    @Annette: Det var nemlig, hvad jeg også troede. Havde planlagt at købe lammekød, men da gedekødet var økologisk og dansk (det hakkede frosne lam var konventionelt og fra New Zealand), faldt jeg for at prøve det ;-) .

    @Ellen: Det kunne være, jeg skulle give gedekødet en chance til, i skært version. Og så tilberede det, som du beskriver.
    P.S. Jeg har i øvrigt lige fisket dig op af spamkassen ;-)

    @Madame: Jeg er af og til stødt på kængurukød hist og pist, men jeg har ikke smagt det. Derimod har jeg spist struds et par gange, men det er lææænge siden ;-) .

    @Catarina: Jeg er også ret vild med lammekød! :-) .

  • Nej, jeg har ikke smagt gedekød og egentlig syntes jeg heller ikke det lokker særlig meget. Jeg spiser ikke meget kød, da jeg ikke kan lide smagen når det smager:) Oftest bliver det kun til oksekød. Så nej, ged der friste ikke!

  • Næ, det lyder ikke, som om du er en oplagt kandidat til at prøve gedekød, Oline ;-) .

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier