Frastødende og fascinerende

De greb begge fat i mit hår og trak mig hen over plænen. Jeg holdt stadig øjnene lukkede. [...]
  Da jeg åbnede øjnene igen, kikkede jeg lige ned i en enorm hundelort. De holdt mit ansigt hen over den, en af dem trådte på min ryg imens. Stanken af råddenskab var ulidelig. Den var 10 centimeter fra min næse. Der var sorte hår i og klumper, der lignede majs.
  »Hvordan får vi ham til det?« spurgte Tyrenakken.
  »Det ved jeg sgu da ikke,« sagde Sofie.

Frastødende som bare pokker. Men på en fascinerende facon. Og slet ikke til at slippe. Fordi den er så godt skrevet. Og fordi den kan meget mere end at frastøde.

Det er lige præcis den roman, jeg er ved at være færdig med. Ja, det er altså Morten Ramslands Sumobrødre.

Og … forresten … jeg’et undslipper hundelortsspisningen .