Fra klædeskabet til nettet

Mens alle andre var af huse, kattene boblede, og en lillebitte spæd sneflok varslede et snevejr, som aldrig kom, fik jeg et flip. Et oprydningsflip. I soveværelsets skabe og skuffer, hvor mit tøj og mine sko bor.

Det sker med jævne mellemrum. Men nogen gange er jeg mere nådesløs og kras end andre. I dag var hånden hård, så ting, der tidligere har ‘overlevet’ mine udrensninger, endte enten i skraldesækken eller i den sæk, der bliver sendt til genbrug. Og så var der også lige to par sko, der endte på Den Blå Avis‘ online-markedsplads

  • mine pailletslippers, som jeg egentlig er ret glad for, men som jeg aldrig bruger (to gange på fire år er vist = aldrig), fordi de aldrig passer til min påklædning
  • og

  • de splinternye, aldrig brugte Aerosoles-sko, indkøbt i New York i oktober, inden jeg fik konstateret nedsunken forfod og blev frarådet at bruge sko med høje hæl.
  • Jeg har aldrig før prøvet at sælge sko på dba.dk, så jeg er spændt på, om det lykkes.

    Sætter du nogensinde tøj og sko til salg på nettet? Og hvad er dine erfaringer?

    9 kommentarer til Fra klædeskabet til nettet
    • Når jeg er færdig med klunset, så tror jeg ærlig talt ikke, der er andre, der vil have det. Men det kunne da godt være, at man kunne skaffe sig af med evt. fejlkøb på den måde.

    • Jeg sælger heller aldrig mit tøj på nettet, Henny, heller ikke fejlkøbene ;-) . De ender derimod i genbrugscontaineren. Og ja, favorittøjet er også slidt helt op her, når jeg er færdig med det.

    • JEg har faktisk heller aldrig prøvet at sætte noget tøj til salg. Enten er det, som dit, smidt ud eller givet til genbrug. En sjældent gang har en veninde overtaget et par stykker tekstil.

      Er spændt på at høre din erfaring. :)

    • Nej, det har jeg ikke prøvet. Mit tøj bliver som regel slidt totalt op (jeg er ikke udpræget modeslave), og mine sko bliver smidt ud.
      Eventuelle fejlkøb går til vores lokale ‘Kirkens Korshær’-forretning. Hvor jeg forresten også kan finde på at købe ting – man kan sagtens være heldig at få noget godt for latterligt små penge.

    • Nej, det har jeg aldrig prøvet, Bente – jeg plejer gerne at bruge tøj og sko op – eller at give det til genbrug. Men jeg har solgt flere andre ting via Den blå Avis og har kun gode erfaringer.

    • @Catarina: Det er da en god idé at give tøj, du ikke selv bruger, til en veninde. Desværre er der ingen af mine veninder, jeg passer tøj med ;-) .

      @Ellen: Jeg har aldrig været særlig god til at købe genbrugstøj. Men det har min datter – for så at sy det om bagefter. Skoene er i øvrigt kun blevet sat til salg, fordi de var helt (og næsten) nye. Jeg ville ikke drømme om at gøre det med brugte sko.

      @Madame: Jeg har også solgt mange ting gennem Den Blå Avis gennem årene – og i øvrigt også købt, især baby- og småbørnsudstyr, dengang min datter var lille. Min datter har såmænd også en elguitar med forstærker til salg dér for tiden – men det er der også mange andre, der har ;-) .

    • Jeg giver det meste af mit aflagte tøj til genbrug, men har særdeles gode erfaringer med DBA med andre ting.
      Håber du har held med at få solgt skoene

    • Jeg har også givet sækkevis til genbrugsbutikkerne. Har dog stadig et par yndlings-t-shirt der er 15+ år gamle.
      Jeg har ikke selv solgt på nettet, har brugt mange tanker på, at det skal jeg også engang ha’ gjort og om alle de penge, det var værd. Men de er jo brugt, så fred være med det. Til gengæld har jeg selv haft købt lidt tøj via qxl og været tilfreds det meste af tiden. Og jeg har også benyttet mig af billigt tøj i genbrugsbutikkerne.

    • @Kirsten: Tak skal du ha’ ;-) . Mine erfaringer med dba er også helt fine, men sko har jeg aldrig tidligere solgt.

      @Betina: Det lyder ligesom mig – at give en masse væk, men alligevel have ældgamle ting, som jeg ikke nænner at skille mig af med ;-) . Jeg vil gætte på, at man skal have stor tålmodighed, når man sælger på nettet, for der er meget derude – og velhavende tror jeg ikke, man bliver ;-) .

    Skriv en kommentar

      

      

      

    Det blogger jeg om …

    Tidligere skriverier