Min ABBA-feber er faldet talrige grader, men straks bliver jeg inficeret med endnu en nostalgisk virus. Henne i capacs inspirerende musikunivers kunne jeg nemlig i går læse, at det er 30 år siden, Grease-filmen fik amerikansk premiere. 30 år? Nej, nej, det kan ikke passe! Det var da …
Og fluks er jeg bombet tilbage til foråret 79, kort efter min konfirmation, hvor Grease rullede ind over lille Dannevang – efter at vi havde ’varmet op’ med Saturday Night Fever over efteråret og vinteren (men der, hvor jeg færdedes, bed den sig aldrig så fast, som Grease kom til at gøre).
De 50’er-klingende numre kværnede til festerne i 7. og 8. klasse (indimellem var der også ABBA på pladespilleren 
) og blandede sig i vores modtagelige sjæle med al filmens romantik og misforståede kærlighed. Alt, hvad der rimede på hjerte og smerte, vandt genklang hos os, for hvem ved mere om hjertesorg end spritnye teenagere? Vi forstod så godt, hvordan Sandy og Danny havde det … med den helt umulige og uoverskuelige kærlighed. Som heldigvis faldt på plads til sidst.
At filmens hovedroller blev spillet af to skuespillere, som for længst havde passeret teenageudløbsdatoen (John Travolta er født i 1954, Olivia Newton-John i 1948), tog vi ikke så tungt. Identifikationen holdt.
Grease-dobbelt-lp’en står stadig på min reol – og føler sig bestemt ikke små 30 år gammel! – men da husstanden er grammofonløs, er den ikke blevet luftet i årevis (til stor og udelt begejstring for manden i mit liv … nogle gange spekulerer jeg over, hvordan det er lykkedes mig at finde en mand, som har så anderledes en musikfortid end mig? Men skidt. Han har lært mig at lytte til jazz … når bare den ikke er for traditionel ).
Måske fik Grease ikke gravet sig så dybt ned i min bevidsthed som ABBA, men nogle af sangene får stadig minder til at blomstrer og billeder af en patetisk teenager med hårbørstemikrofon frem på nethinden. I dette lille lukkede forum kan jeg jo sagtens røbe, at jeg sågar for seks-syv år siden kakaoke’ede mig gennem Hopelessly Devoted to You til en julefrokost (gudskelov kunne ingen vist bagefter huske, hvad der var sket!).
Og ja, den er drivende sukkersød og ikke noget stort nummer! Men det tager jeg ikke så tungt i sommervarmen … her oceaner af år fra teenage-sværmerierne
Tags: Fortid, Grease, Musik, romantik, Saturday Night Fever, ungdom, YouTube
Kan sagtens følge dig. Jeg ELSKER Grease.Tror jeg har set den 8-9 gange, hvis det kan gøre det.
Kan stadig huske, da jeg havde set den første gang i biffen i ‘79. Jeg var totalt vild med Danny *G* Jeg rendte konstant rundt med en badge på tøjet med John og Olivia på.
Har ikke lp’en, men cd’en. “You’re the one that I want” holder stadig suverænt!
@Esther: Velkommen til
Sådan et badge havde jeg også – tænk, det havde jeg helt glemt, indtil du huskede mig på det!
Ak ja, jeg havde den ultimativt fedeste Grease t-shirt af dem alle – hjemmelavet på sort bomuld og med Grease trykt i et tykt lag sølvglimmer henover brystet! Fantastisk (især fordi alle mine skolekammerater var grønne af misundelse). Og musikken – den holder sgu endnu! I hvert fald når gæsterne er +40? Nå ja, og så måtte jeg også lige en tur gennem ABBA-møllen forleden, stærkt påvirket af alle jer Mamma mia-begejstrede bloganmeldere. Jeg overgiver mig.