Fagforening eller ej

Jeg kommer fra et hjem uden fagforeningsmedlemskaber. Den slags er noget overflødigt, venstreorienteret pamperpjat, mente min far. En lidt pudsig holdning fra en mand, som, hvis han havde skullet melde sig ind et sted, ville være endt i Finansforbundet.

A-kasse var heller ikke noget, han var medlem af, for som ansat i den finansielle sektor havde man jo verdens tryggeste job. Den holdning ændrede han dog, også inden det blev for sent. For jo, man kan godt blive fyret fra et forsikringsselskab, måtte han sande. At min mor hverken havde fagforenings- eller a-kassemedlemskab skyldtes, at hun i mange år var hjemmegående. Da hun kom tilbage på arbejdsmarkedet, meldte hun sig i a-kasse. Men (selvfølgelig) ikke i fagforening.

Det er altså ikke hjemmefra, at jeg har medbragt selvfølgeligheden for at være fagligt organiseret. Men jeg har ikke desto mindre været det det meste af mit voksne liv. Allerede som universitetsstuderende meldte jeg mig ind i den fagforening, jeg stadig er medlem af, nemlig DM – Dansk Magisterforening. Det var en god måde at få øget viden om den del af arbejdsmarkedet, jeg var ved at uddanne mig til, syntes jeg.

På det ideologiske plan er jeg en stærk tilhænger af fagforeninger. Fordi jeg mener, at vi kommer meget længere, når vi står sammen og har et fælles talerør, fx når det handler om ligestilling, løn, arbejdsmiljø eller ytringsfrihed på arbejdspladsen. Man kunne mene, at jeg som selvstændig kunne være ligeglad med dette. Men det er jeg ikke. Og selv om min fagforening ikke er eksperter i at håndtere freelancere og selvstændige, så føler jeg et større (ånds)fællesskab med medlemmerne her, end jeg ville i en fagforening, hvor fællesnævneren er selvstændighed frem for fag.

I gennem de små 20 år jeg har været medlem af DM, har jeg kun to gange haft brug for juridisk konsulentbistand. Til gengæld benytter jeg mig ofte af medlemstilbud i form af fx fyraftensmøder, seminarer og kulturelle tilbud. Nå jo, hele husstandens forsikringer til fornuftige priser har jeg jo også qua mit medlemskab ;-) . Så alt i alt mener jeg, at mit kontingent er givet godt ud.

Og hvorfor så al den snak om fagforeninger? Jo, jeg blev såmænd inspireret til den, fordi jeg faktisk var henne i min fagforening i går. Til et inspirerende fyraftensmøde med titlen Filosofer over dit arbejdsliv (med Thomas Ryan Jensen her fra). Det har jeg bestemt tænkt mig at gøre. Filosofere, altså ;-) .

Er du medlem af en fagforening? Og hvis du er, bruger du så dens tilbud om rådgivning, medlemsmøder osv.?

9 kommentarer til Fagforening eller ej
  • Jeg er medlem af en a-kasse. Jeg har været medlem af HK i over 40 år, og meldte mig ud fra 1. januar 2010 – fordi jeg er snart færdig med arbejdsmarkedet.
    Jeg har kun i få tilfælde brugt HKs kursustilbud.

  • Jeg er medlem af Uddannelsesforbundet, der før hed LVU, der før hed DAUF, men det er samme outfit. Jeg har aldrig haft et ordentligt arbejde uden at være ordentligt organiseret. Det er uhyre vigtigt, at man har den ramme at agere i, når der er ting, man ikke er ubetinget enig med ledelsen i. Vi har tidligere haft en tillidsrepræsentant på vores arbejdsplads, det har vi desværre ikke mere på grund af ligegyldigt ævl og kævl, men selv i den situation er det altså godt at have fagforeningen med ved bordet, når ting og sager skal aftales.

  • @Kirsten: Jeg kan godt se, at der ikke er megen idé i et fagforeningsmedlemskab, når du snart er færdig på arbejdsmarkedet ;-) .

    @Henny: Hele tillidsmandssystemet er til gengæld noget, jeg aldrig rigtig har været i berøring med. Jeg ta’r hatten af for de mennesker, der orker at påtage sig rollen – men den kan vel også blive for broget, hvis der er kævl.

  • Jonna

    Jeg har som dig været medlem hele mit liv, men lærte det hjemme fra.Men nu hvor jeg er efterlønner er jeg det stadig. Har været en stor del af mit liv, været tillidsrepestant i mange år og deltage i masse af kuruser på vores dejlige skoler, så gar holt ferie med famillien på LO skolen det nød vi alle.

  • jeg har været medlem siden jeg startede i lære, men jeg må indrømme at jeg aldrig har benyttede mig af nogle af deres tilbud. Måske det med tiden ændre sig. :)

  • Jeg har altid været medlem både af et fagforbund og en a-kasse…men står nu i den situation at jeg overvejer at melde mig ud af A-kassen..hvorfor? fordi! jeg tidligere har erfaret at DANMARK tror jeg snyder…Min mand var og bliver igen selvstændig og her er det så at systemet tror, at jeg i en arbejdsløshedssituation bare arbejder i hans butik. “desværre” har vi samme uddannelse og selvom jeg de seneste 8 år ikke har brugt min optikeruddannelse…tjaa så mistror systemet hellere end forstår….så jeg håber godt nok ikke på mange besparelser inden for det offentlige system…for hvem vil ansætte en optikker med en ubrugt uddannelse og hvem i det offentlige vil ansætte en “ufaglært” :-)
    Nå det går forhåbentligt ikke så galt …men jeg bryder mig ikke om den mistænkeliggørelse man oplever i vores ellers velfungerende system !!
    ¨
    så A-kassen hænger i en tynd tråd, men ikke fagforbundet :-)

  • @Jonna: Jeg kan sørme godt forstå, at det er svært for dig at give slip på fagbevægelsen, når den har fyldt så meget i dit liv!

    @Catarina: Nu ved jeg jo ikke, hvilke tilbud din fagforening har – men jeg har i hvert fald været glad for at benytte dem i min :-) .

    @Anne: A-kasse-systemet er strammet mere og mere, og mistilliden er blevet større og større gennem de senere år, så uden at kende jeres situation forstår jeg godt dine overvejelser. Hvis du ikke ved, om a-kassen rent faktisk er et sikkerhedsnet, hvis du skulle få brug for den, så skal den måske skrottes.

  • ja jeg er enig Bente…men er stadig af den overbevisning at den kan hjælpe :-*)
    Så indtil videre har jeg forfattet et brev til Hk og håber på et ærligt svar :-)
    For samtidig ved jeg jo også godt med min forstand, at der findes brodne kar, som jo klart udnytter vores system og det er godt nok heller ikke i orden .

    God pinse og ikke mere fagforeningssnak fra min kanal…dit indlæg i dag, var bare lige pludselig så aktuelt for mig ( da brevet til HK er forfattet i dag :-) )

  • Det der kender jeg godt, Anne, at et eller andet indlæg rammer lige ned dér, hvor man selv har noget på spil ;-) . Håber du får et seriøst svar fra HK!
    Og … god pinse ;-) .

Skriv en kommentar

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier