Der kom et brev med posten i dag. Det er der jo i sig selv ikke noget overraskende i. Brevet var til mig, og det er jo også helt normalt. Men … afsenderen på den flot dekorerede julekuvert sagde mig ingenting. Slet ingenting. Nysgerrig sprættede jeg kuverten op. Og så lo jeg meget højt 
.
For indeni fandt jeg en gave fra anjoe. Forleden skrev hun her på bloggen, at et af mine billeder af Laban fortjente en hæderspris. Og det var netop den, der kom her 
.
Anjoe havde ryddet ud derhjemme, og som den opmærksomme læser hun er, kunne hun huske mit nostalgiske og meget bløde punkt for ABBA og forærede mig sine bånd.
Må båndene blive slidt med ynde – og når du hører musikken, kan du tænke på den kattens Laban, der fik dig med på noderne igen , skriver anjoe.
Tak, anjoe! Jeg klukker stadig over din opfindsomhed og er rørt over gaven! Tænk, hvad blogskriveri også kan medføre. ABBA-båndene glæder jeg mig til at (gen)høre, men jeg sniger mig til at gøre det bag lukkede døre … ellers risikerer jeg vist en skilsmissebegæring .
Kuverten postedes i går eftermiddag her på Midtlolland, så levering er trods ekstra travlhed sket hurtigt…
Det glæder mig, at hædersprisen er blevet modtaget med samme glæde, som tanken bag var – nyd musikken bag lukkede døre eller med “hovedtelefoner” på for at skåne omgivelserne, men ifald du har en utrænet stemme ala min, så skal du heller ikke synge med
Problemet er jo, anjoe, at jeg elsker at synge med
. Men jeg tror, jeg vælger at styre mig!