Et dybtfølt farvel

130410_1

Han havde truet med det gennem et stykke tid, manden i mit liv. At han ville skille sig af med sin grammofon, som ikke har været tilsluttet anlægget i flere år. Og alle lp’erne skulle også forlade husstanden og flytte ind i et antikvariat. Havde han længe sagt.

I sidste uge gjorde han ord til handling. Og stillede så det uundgåelige spørgsmål: Skal jeg også sælge dine lp’er?

Jeg valgte at overhøre den sprøde forventning i mandens stemme. For jeg har jo aldrig været i tvivl om, at han hellere end gerne ville slippe for at bo under tag med (jeg nævner i flæng) ABBA, Pia Raug, Grease- og Saturday Night Fever-soundtrackene, Randy Crawford og – ja, lad os også bare snuppe TV2, Andrew Lloyd Webber, Simon and Garfunkel og Supertramp med. Sammen med Bonnie Tyler, Ray Parker Junior, Gnags og Beatles. Og … så taler vi slet ikke om mappen med mystiske singler ;-).

Ikke en eneste af mine lp’er har været afspillet efter 2001. Dengang blev jeg skilt, og min elendige radio-båndoptager-grammofon-sampak endte samtidig i en affaldscontainer. Og, indrømmet, jeg har sjældent savnet genhøret med lp’erne. Så mit ’ja’ til mandens spørgsmål lå egentlig lige på tungespidsen.

Men pludselig tog nostalgien over!

  • Jamen! Den her var min allerførst lp (ABBA Greatest Hits, 1975). Da jeg købte den i 1976, måtte jeg slet ikke selv afspille den, fordi mine forældre var bange for, at jeg ville komme til at ødelægge deres grammofon.
  • Den her var bare med til alle festerne i 7. og 8. klasse (Grease-soundtracket, 1978). Alt, hvad der rimede på hjerte og smerte, gik rent ind, for hvem ved mere om hjertesorg end spritnye teenagere?
  • Den her kom med hjem, da jeg var på sprogkursus i Brighton i 1980 (Breakfast in America med Supertramp). Jeg anede ikke, hvad det var for noget musik – men min ‘roommate’ sagde, den var god. Og så købte jeg den og var solgt.
  • Den her købte jeg i London sammen med min søster. Vi havde lige set Evita og måtte eje musikken. Det var en uge, før jeg blev 18 (og hun var 14), og vi var alene på storbyferie.
  • Og den her …

Og sådan blev jeg ved, mens ja’et krøb længere og længere ind i munden for hvert minde, jeg hev frem. Faktisk var jeg lige ved at sige Nej, du må ikke sælge mine lp’er! Men så overrumplede et (sjældent) anfald af fornuft mig. For hvad skulle jeg dog med lp’erne (minder eller ej), når grammofonen var væk?

Okay, sukkede jeg, sælg dem bare. Men … jeg skal altså ha’ et billede, inden du pakker dem sammen! Og så slæbte jeg lp’erne ud i entréen, smed mig på gulvet og begyndte at fotografere. Uden tanke for at jeg meget kort efter selv ville ende som motiv. For det var altså bare for morsomt med mig dér. Syntes teenageren og manden. Tja …

130410_2

Både grammofon og lp’er (ikke kun mine) er solgt nu. Men … he he … ved du, hvad jeg har lavet, mens jeg har skrevet det her indlæg? Rigtigt gættet! Jeg har lyttet til masser af ’mine’ gamle sange på nettet. Bag lukkede døre på mit kontor. Jeg skulle jo nødigt risikere, at manden får den idé også at forsøge at sælge mig :D.

11 comments to Et dybtfølt farvel

  • Hi hi den samling af lp’er ligner temmelig meget den jeg havde får år siden. Den er også for længst blevet solgt, det er mandens dog ikke, men her er der en ældste søn, som synes det er vildt hyggeligt at hører lp’er så grammofonen står sat til mit det gamle anlæg på ældstes værelse. 😉

  • Jamen, det er jo faktisk hyggeligt (eller er det bare nostalgisk?!) at høre lp’er, Catarina ;-). Jeg synes, at det morsomme er, at når jeg hører en cd med musik, jeg har haft på lp, så ved jeg præcis, hvornår pladen skulle vendes – med det er nu okay, at den ikke skal det nu ;-).

  • Vi solgte også vores lpér for 4-5 år siden…det var alle pengene værd, at se køberen stå og glæde sig over sit køb…har vi savnet dem? nej, egentlig ikke..for enten er de genkøbt i cd-form eller også høres de på nettet 🙂
    Men det var ikke en nem beslutning …dengang 🙂

  • Måske havde det været sværre for nogle år siden da ingen gad høre LP mere. Nu er det tjekket og så er der nogen der bliver glade når man giver dem videre. Skønt billed iøvrigt der hvor I fotograferer hinanden og LPerne.

  • Milde himmel, kom Rimkogeren med sådan et forslag, var det skilsmisse på stedet. Mine LPer er en slags dagbog, og i øvrigt gør min alder, at en del af musikken aldrig er udgivet efterfølgende på CD. Men kærligheden til disse mange skønne skiver gør jo så, at vores bolig rummer 2 velfungerende pladespillere 😀

  • Lene

    Kære Bente, jeg er helt sikker på at manden er klogere end at han vil prøve at komme af med dig 😉

  • Hvor er det et skønt billede, hvor I fotograferer hinanden… men hvem har så taget billedet på bloggen???

    Jeg er fuldstændig enig med “manden i dit liv”; den slags skal ud!!! Ting man ikke bruger bliver bare en belastning. Det skal væk. Men derudover, så blev jeg da også helt nostalgisk over alle de titler du nævner… bare Bonnie Tyler…. suk! Sikke mange minder! 😀

  • Der er rimeligt mange af de LP’er, du nævner, som jeg også havde (har). Mine står bare stadig nede i kælderen, for jeg kan ikke nænne at skille mig af med dem.

    Jeg har nu leget med ideen om at tage dem med over til England, hvor der rent faktisk står en pladespiller i stuen – men min rare mand synes, at jeg er skør. “De bliver bare ødelagt” – og ja, sikkert; dem der lejer huset er ikke altid lige hensynsfulde.

    Men på den anden side: Så bliver de da brugt! 🙂

  • @Anne: Nej, det er vist mest lige i øjeblikket, det er ’slemt’ ;-). Manden kørte i øvrigt alle vores til et pladeantikvariat i Lyngby, så det var mere business end glæde.

    @Marina: Tja, prisen, manden fik for lp’erne, afspejler nu ikke, at det er tjekket at høre dem. Men skidt med det ;-). Ja, jeg er også ret vild med billedet – derimod undlod jeg at lægge et af dem af mig selv på – det var meget skæggere med manden og teenageren!

    @anjoe: Ja, det må da være en nødvendighed med de pladespillere :-). Og i øvrigt kan jeg godt følge dig i det med ‘dagbogen’ – men nu har jeg altså givet afkald på min ;-).

    @Lene: Jeg håber da, at du har ret, kære svigerinde :-).

    @Jens: Det er da mig, der har taget billedet! Det er altså min datter og ikke mig, der er på det (men … jeg skal nok lade være med at røbe, at du tog fejl :D).
    Det er da rigtig nok, ting man ikke bruger skal ud – det er bare ikke altid så nemt.

    Og værsgo – her er lidt liv til mindekassen :-).

    @Mia: Den der fornemmelse kender jeg godt! Den med ikke at nænne at skille sig af med ting. Men … det føles nu okay at gøre det ;-).
    Egentlig synes jeg, at det lyder som en god idé at tage dine lp’er med til England – sæt nu I får nogle endnu mere begejstrede lejere, når de finder ‘guldet’!

  • Sødt billede af jer to 🙂
    Jeg fik ikke kigget ind til dig før nu og har det lidt underligt med, at jeg lige har udgivet et indlæg, der matcher dit i mistænkelig høj grad.
    Det er på ingen på efterabning – hvad var det så lige, der gjorde, at vores tankebaner har været næsten parallelle?
    Nogen gange skal man ikke tænke for meget over den slags hændelser, vel?
    Jeg håber du kommer over nostalgisalget uden ar på sjælen. 😀

  • Det er altså ikke mig på billedet, Ellen – det er min datter (men jeg sladrer ikke til hende :-)).
    Nu har jeg ikke lige været forbi hos dig (kommer senere), så jeg ved ikke, hvad jeg taler om – men hvis jeg kender dig ret, så aber du kun efter med inspirationsangivelse. Så selvfølgelig ved jeg, at vi bare (af uransagelige årsager) har tænkt lignende tanker ;-).

Leave a Reply

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier