Erindringer – i tale og praksis

210214_1

Det føltes lidt pudsigt. I dag gik jeg lige fra at have talt om erindringer til at befinde mig midt i en personlig erindringsstrøm. Hvad nu? spørger du måske.

Jo, Iben Maria Zeuthen havde inviteret mig til at deltage i sit talkshow på Radio24syv, det der slet og ret hedder Ibens. Temaet for næste udsendelse er erindringer, og Iben spørger: “Hvad gør det ved menneskesind at sætte vores erindringer ind i en narrativ ramme? Er livshistorier sande og behøver de overhovedet at være det?”. I udsendelsen, som også har en række andre gæster end mig, fortæller jeg dels om kursusvirksomheden Skriv dit liv, som jeg driver sammen med 2 forfatterkollegaer, dels om erindringsskrivning og om nogle af de erindringsbøger, jeg har hjulpet helt almindelige mennesker med en ualmindelig historie med at skrive.

Da eftermiddagens optagelse var slut, og jeg atter stod ude på Vester Farimagsgade, lige der på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard, bar mine fødder mig næste helt af egen drift over til Ørstedsparkens indgang. Det er ganske sjældent, jeg kommer i Ørstedsparken, men hver gang bliver jeg sendt lige lukt tilbage til 70’erne. Til folkeskolens gymnastiktimer, dem på mellemtrinet. Fra 1.-9. klasse gik jeg på frøkens Zahles gamle skole på Nørre Vold, en af parkens helt nære naboer (og i parken er der skam også et monument (se billedet) for den gæve kvinde, der kæmpede for kvinders ret til uddannelse og oprettede sin pigeskole i 1851). Og jeg har tilbragt mange gymnastiktimer (og idrætsdage) med løb i Ørstedsparken.

Som en af de få piger i min klasse gad jeg at løbe i gymnastiktimerne. For jeg var god til det. Relativ god i hvert fald (meget bedre end til boldspil!). Da jeg som ung teenager meldte mig ind i en atletikklub for at løbe der, måtte jeg nu hurtigt sande, at jeg var middelmådig. Men medlemskabet skulle vist også mest bruges til at tænde klassens seriøse løber, som jeg var varm på. Dog blev jeg aldrig kæreste med ham – eller konkurrenceløber 😉 .

Ørstedsparkens stier snor sig stadig rundt om søen og over broen på nøjagtig samme måde, som da jeg var barn. Og måske er det derfor, at en tur ad de kendte stier får erindringsstumperne til at pible lystigt frem. Nogle steder gør det her ved mig, men det gør visse dufte, musik, billeder og ting også. Og på splitsekunder er jeg på visit i en svunden tid. Har du det også sådan?

Nå ja, og udsendelsen, jeg medvirker i, kan du høre på søndag d. 23. februar, hvis du har lyst. Det er i Ibens på Radio24syv kl. 10.05-12.00 – jeg er gæst i studiet i hele time 2. Og udsendelsen ligger på nettet bagefter.

4 comments to Erindringer – i tale og praksis

  • Øj, jeg skulle lige have læst indlægget lidt før, så kunne jeg have hørt dig – næsten – live. Nu nøjes jeg med nettet på et tidspunkt. Jeg synes, Iben er god til at få folk til at tale frit fra leveren, både dem i studiet og dem, der ringer ind. Jeg er ved at afslutte læsningen af Peter Lund Madsens “Dr. Zukaroffs testamente”, der handler om menneskets hjerne. Her skriver PLM, at verden opleves vidt forskelligt af forskellige mennesker. Så kan man overhovedet tale om en virkelighed, eller blot en oplevet virkelighed – sådan opfatter jeg i hvert fald det, han skriver. Derfor må svaret på Ibens spørgsmål vel være, at livshistorier ikke behøver være sande. Og at de kun er sande for det enkelte mennesker. Det er en spændende diskussion, og jeg glæder mig til at lytte til jeres udsendelse.

    • Nu kan du supernemt høre interviewet, Conny – lige her på min blog 🙂 . Se næste indlæg.

      I øvrigt er jeg helt enig med dig – og Madsen – i, at erindringer ikke er objektive. Selv om forskellige mennesker har oplevet den samme situation, vil de erindre den forskelligt. De vil have bidt mærke i forskellige ting, de vil vægte betydningen af dele af situationen forskelligt osv. osv. Det er netop, fordi vores hjerne digter med og skaber mening for os selv i det skete.

  • … og så lige på din fødselsdag 🙂
    Stort tillykke med begge dele 😉

Leave a Reply

  

  

  

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier