Er det at blogge gennemført narcissistisk navlepilleri? Ekstrem ekshibitionisme? Egocentrisk egotripperi?
Tja, efter den meningsudveksling, jeg lige har været en del af, at dømme, så har nogle det sådan med fænomenet. Jeg er gift med en af dem 
Okay, måske smører jeg lidt tykt på, men jeg overdriver ikke, når jeg beretter, at manden i mit liv finder blogging ganske unødvendigt og overvejende ligegyldigt. Dog synes han (måske for husfredens skyld?!), at min har en vis interesse, men “det er jo, fordi du er den, du er og har den relation til mig, du har,” forklarede han.
Et stykke hen ad vejen må jeg jo give ham ret, for jeg ved også, at der findes myriader af blogs, som jeg er flygtet fra, inden jeg har læst 20 ord, fordi de er for kedelige, ligegyldige, private på den ubehagelige måde osv. Og indrømmet, jeg havde selv længe mine reservation over for mediet, inden jeg kastede mig ud i det.
“Jamen, kan du slet ikke se, at de gode blogs er som at læse en klumme i en avis eller et magasin?” forsøgte jeg mig i mit forsvar for, at det er o.k. at hælde spandevis af ord ud i cyberspace. “Jo,” svarede han, “men dem orker jeg da også kun at læse et par stykker af om ugen.”
Og her har han måske fat i noget. Når vi i hobetal føler behov for at skrive blogs om dette og hint, stort og små, så alle (eller ingen) kan læse vores udgydelser, bliver der måske simpelthen for meget. Mit bud er, at vi så må plukke i udbuddet med hård hånd, håbe vi finder det bedste og leve med, at vi nok går glip af noget. Og jeg er i hvert fald nysgerrig og videbegærlig nok til, at jeg fortsat vil studere mine medmenneskers liv, hvis de har noget interessant at fortælle. Sæt nu jeg blev klogere …
Og måske er jeg en ekstrem narcissistisk egotripper, for jeg har nu tænkt mig at blive ved med at blogge. Eller også har jeg det bare som jeg’et i gamle Piet Heins gruk, som jeg såmænd tidligere har citeret i en nu afdød blog. Men jeg synes det passer så fortræffeligt på emnet At blogge, at det må en tur i manegen igen:
At jeg er universets midte,/ er ingen hazarderet dom./ Jeg slutter mig rent logisk til det./ For resten er jo udenom.
Hej Bente.
Det var et tankevækkende indlæg, som jeg er nødt til at kommentere. Jeg synes der er en spændende mangfoldighed af blogs og jeg læser selv mange forskellige. Nogle er bestemt mere spændende end andre, men det er jo et spørgsmål om personlige interesser og det er jo så nemt skynde sig videre, hvis man er faldet over en kedelig blog. Men jeg er faktisk meget imponeret over at der er så mange mennesker, som skriver så mange spændende, interessante og læseværdige blogs. Mange blogs har rigtig mange besøgende og det må jo betyde, at de rammer et eller andet behov.
@ Jens: Helt enig. Der er skam mange spændende blogs derude (din ser også ud til at være en af dem (selv om jeg ikke er til opera
men bøgerne er jeg også bidt af, både personligt og professionelt). Nej, det må bestemt primært handle om at skynde sig at surfe videre, hvis man rammer noget uinteressant. Det ansvar er kun ens eget 
Ja, personlige blogs er som regel temmeligt selv-centrerede projekter – og det kan jeg ikke rigtigt se noget galt i. (Selvom jeg giver dig ret i, at det ikke altid er lige interessant at følge med i. Men jeg tror, at det er god skrive- og refleksionstræning for mange og den slags, synes jeg, kan man ikke gå nok ind for.)
Jeg ser det at blogge lidt som en anden måde at føre indre (flerstemmige) monologer på. Nedskrivningen gør det muligt at bearbejde tankerne mere refleksivt, poetisk, systematisk, satirisk, eller hvad man nu har lyst til. Og det spændende ved blogformen er muligheden for dialog.
@smmi: ja, det med dialogen er uovertruffent! Og tak for kommentaren
Hej Bente.
Du har fat i del fine pointer i din blog. Efter min mening – og andres – så er mennesket i det postmoderne samfund narcissistisk på et eller andet niveau. Jeg er ikke selv bleg for at indrømme, at jeg har narcissistiske træk. Hvis man skal være lidt hård, så er de personer, der skriver om deres eget liv (de blogs du omtaler som temmelig kedelige) ikke ejer af selvkritik. De ser sig selv om verdens centrum, og overser, at de bare er 1 ud af 6,5 mia. mennesker.
Nu er det godt nok 2 år siden, du skrev denne blog, men fænomenet er blevet yderligere udbredt. Jeg har en veninde, hvis blog, jeg analyserer til et tværfagligt projekt mellem dansk og psykologi om “Det at være på”, og jeg finder en masse eksempler på overdreven mangel på selvkritik. Ole Vadum Dahl har udtalt “Han ser narcissisme som en del af en tidsånd, der er præget af forbrug, egoisme og selviscenesættelse.” Jeg kan kun være enig med ham. Mange bruger blogging til at spejle sig selv.
Tak for din kommentar, Alexander, skægt, når et tre år gammelt indlæg stadig er ‘i live’
. Det lyder som et spændende projekt, du har gang i – generelt synes jeg nu, at blogging er interessant som fænomen.
Ang. Vadum Dahls citat, så tænker jeg på, hvor gammelt det mon er. For jeg har hørt flere eksperter, der det seneste års tid har udtalt, at egoismen ikke er nær så meget i højsædet mere efter finanskrisen, og at (den gode gamle) solidaritet og andre fællesskabsbaserede dyder er i fremmarch.