I starten af maj fortalte jeg en lille historie om Projekt dahliabed her på bloggen. Dengang så det omtalte, fremgravede, nyryddede bed sådan her ud.

Og … yes! … projektet er lykkedes til fulde. Lige nu ser der nemlig sådan her ud på samme sted!

Og så er det ikke engang det eneste sted, jeg dyrker dahliaer i haven (min nyanskaffelse er der fx ikke blevet plads til her).
Der er masser af (have)mennesker, som synes, at dahliaer er besværlige, fordi knoldene skal graves op, når frosten kommer. Sådan har jeg det ikke. Jeg ofrer gerne en halv eftermiddag om efteråret på at grave knolde op og vinterpakke dem og en halv eftermiddag mere i maj på at lægge dem i jorden igen. Det er et meget lille besvær, synes jeg, når jeg ser på den blomstrende belønning fra juli til oktober.
Og det allerbedste er, at det ikke behøver at koste andet end arbejdet. I år har jeg ofret to nye knolde (til den samlede sum af 40 kroner). Alle de øvrige er ‘genbrug’.

Og nogle af blomsterne ender selvfølgelig indenfor. Her i mine ‘dyre’ Ikea-vaser, som har kostet mig hele 12 kroner … for alle tre.
Tja, det er nærmest økonomisk klogt at dyrke dahliaer … og sådan noget bør man da tænke på i disse tider
.




Hvor er det dog blevet ualmindeligt smukt. Det må være en stor nydelse at gå tur i haven og se på alle disse skønne farver
Kære Bente
Dine Dahliaer er rigtig smukke og farvestrålende.
Jeg har ikke selv denne populære haveplante i min kolonihave, da jeg ikke kan opbevare dem frostfrit. Engang imellem har jeg købt og udplantet blomstrende dahliaer, dog ikke i denne sommersæson.
Det er dejligt at se dit blomstedbed.
Det er rigtig flot og også et godt bud på den i lang tid blomstrende have. Jeg vil bestemt overveje at anskaffe nogle knolde til næste år.
Hvor smukt – og det vækker gode minder. Da jeg var barn havde vi et kæmpeområde (du ved hukommelsesforskydelse) i baghaven med georginer, som min far kaldte dem. Det var fantastisk at fortabe sig i det bed i øjenhøjde med brumbasserne, når man selv ikke var meget højere en planterne.
@Jeannette: Tak! Ja, det er en fryd for øjet – ingen tvivl om det
.
@bente: Tak skal du ha’. Hvis du har et kælderrum til din lejlighed, kan dahliaknoldene sagtens opbevares der. Sådan gjorde jeg, inden jeg igen flyttede i hus.
@Henny: Tak. Og som skrevet tidligere: du siger bare til, så sender jeg gerne et par knolde til Hjørring – mine formerer sig fint, og jeg ender med pladsmangel
.
@Suzanne: Det lyder som et dejligt minde! Selv har jeg først fået øjnene op for dahliaerne (min mor siger også georginer) som voksen, faktisk inden for de sidste fem-seks år.
Jeg tror ikke mit temperament er til grav ned og tag op blomster, men jeg kan gdt se at dit bed der super flot med de mange forskellige udgaver af dahlia’en.
Og dine vaser er alle pengene værd. Vi har dem fra Ældstes konfirmation, hvor de stod med 2 gerbera i ned af bordene.
Hvor er de dog smukke, Bente! Jeg kan godt forstå din glæde ved daliaer. De minder mig om min barndoms have, hvor min far dyrkede masser af georginer, som man kaldte dem dengang.
Helt ærligt, Bente, tror du ikke, at en samtale med en økonom vil være på sin plads. Du klatter jo pengene bort… 12 kroner for 3 vaser, uhørt *LOL*
billigt, altså!
@Septemberliv: Hvis du ved, at du ikke gider det, så er jeg helt enig i, at du skal lade være
. Og ja, vaserne er rigtig gode til prisen!
@Madame: Tak
. De hedder stadig også georginer, det afhænger vist bare lidt af temperament. Camilla Plum mener fx, at dahlia lyder som navnet på et trusseindlæg
.
@anjoe: Ja, jeg ved godt, at det er det rene overforbrug. Men tro mig, jeg arbejder virkelig på at prøve at spare
.
Hvor er dit bed dog smukt. Er det støbt? med sten i cement?
Det kunne være spændene hvis du fortalte hvordan I fik det lavet. Jeg vil gerne give mig i kast med diverse haveprojekter men f.eks cement/beton arbejde tør jeg ikke rigtig. Men det kunne jo være at det var meget simpelt???
fortæl fortæl!!
Tak, Havehyrde. Ja, det er sten i cement, men det er nogle tidligere ejere, der har lavet bedet (som en del af et anlæg med sø, vandløb osv.). Jeg har blot repareret det af muren, der var gået i stykker. Og … jeg skulle hilse at sige, at det ikke er nemt at lave den slags mure – men … nu er mine håndværksmæssige talenter også ret små. Gode råd tror jeg ikke, du skal søge hos mig … beklager
.