Tandløs. Sådan er min blog vist tit. For jeg træffer nogle valg, hver gang jeg blogger. Faktisk traf jeg allerede det overordnede valg, da jeg startede bloggen her på mit eget domæne, der er døbt det samme som mig selv. Enhver kan med ganske få museklik slå mig op, med adresse og hele pibetøjet. Så den anonymitet, som mange bloggere hyller sig i, har jeg, helt frivilligt, givet afkald på.
Det betyder noget for mine indlæg.
Jeg skriver ikke om min familie (altså dem uden for husstanden). Jeg skriver ikke om teenagerens far (i hvert kun enkelte spidse opstød). Jeg skriver ikke om forholdet til mandens børn – eller hans ekskone (ingen grund til at forværre noget). Jeg skriver ikke om mit arbejde (der er ellers nok at skrive). Jeg skriver ikke om sex (der er ellers nok … nå nej, det skriver jeg jo ikke om 
). Jeg skriver kun perifert om mine venner (de har ikke bedt om at optræde her). Jeg skriver … tja, ikke om hvad som helst.
For jeg tænker, at dyneløfteri og deslige ikke skal befolke min blog. Der er en skarp grænse mellem det personlige og private … det har jeg også engang blogget om … og den grænse skal bestå her.
Nøjagtigt som grænsen har bestået, hver gang jeg har skrevet klummer i diverse sammenhænge (nogle af dem ligger såmænd stadig og flyder på nettet). Jeg er helt og aldeles til stede, når jeg skriver, og deler gerne ud af mit liv. Men også kun til en grænse. Til grænsen hvor det personlige ophører, og det private starter. Når den grænse overskrides, bliver det patetisk (og i værste fald usmageligt), hvis du spørger mig.
Men selvfølgelig er der også en risiko ved min strategi. For hvad bliver der tilbage at blogge om? Manden, teenageren, kattedyrene, haven, et par bøger, lidt kultur, lidt natur, lidt mad, et par citater og min evindelige modstander: tiden. Ualmindeligt almindeligt hverdagsliv set med min optik. Og ikke med særlig meget bid i …
Indrømmet – udleverende tekster har sin initielle tiltrækning.
Derfor bliver vi måske også bedre bloggere ved at tage den ekstra udfordring op ved at blogge og stå ved det med navn. Det er udfordringen i at gøre de tandløse emner interessante
. Hverdagen er da voldsomt interessant hvis man tager fat på de evigtgyldige emner og spørgsmål som berører os alle i hverdagen (som f.eks. grænsen mellem det private og det personlige 
).
Jeg syndes du har ret i at ting kan blive for personlige, særligt når det handler om andre mennesker, og det gælder faktisk også når man skriver om sine egne børn. Det var nogen af de overvejelser der meget længe fik mig til at tøve på grænsen til blogland. Min løsning har været at lave en positiv blog hvor jeg brokker mig så lidt som muligt, på den måde er der heller ikke så mange negative historier der kan generer dem jeg skriver om. Jeg har også valgt ikke at have portrætbilleder af børnene og det er faktisk lidt svært, fordi jeg ofte må vælge et billede der er knap så godt for at undgå at få dem afbilledet forfra.
@Therese: Ja, vel er hverdagen interessant – og det er trods alt den, vi har mest af – og jeg kæmper skam en evig blogkamp for at gøre den interessant
.
@Marina: Det er et rigtig godt udgangspunkt at være positiv (selv lever jeg ikke altid op til det). Jeg har i årevis skrevet om min datter (helt tilbage fra jeg var skribent på et af børnemagasinerne), og hun synes, det er helt skægt. Men hun tilhører jo også Facebook-generationen, som deler en hel del med ganske mange
.
God weekend til jer begge!
Man kan vel sige at blogkunst handler om, at gøre ting i ens eget liv interressant nok til, at andre kan have en oplevelse ud af at læse det ???
Og hverdagen, med alt hvad den kan byde på, er vel nok noget alle mennesker kan forholde sig til.
Hvor meget bid man vil putte i, er jo op til en selv. Hvordan man lige netop selv forholder sig til den oplevelse man lige har haft.
Jeg synes ikke der er noget galt med det du kalder tandløse blogge. Jeg kan godt lide hyggelig blogge. Blogge som fortæller en lille fin hverdagshistorie. Som oser lidt af livsglæde, eller fortæller en trist historie/oplevelse. Som beretter om noget som vi alle kan forholde os til.
Jeg vil godt indrømme at jeg ofte flygter fra de agressivt krævende blogge. Dem som køre i voldsomt højt gear, hvor kommentarerne nærmest er en slags skænderier om diverse emner, eller også en kamp om at vise de mest interessante holdninger eller hvem der har de mest smarte formuleringer.
Dem om det…
Jeg har det sådan, at der hvor det er lykkedes at gøre et blogindlæg meget personligt, uden det bliver for privat, der sidder der en person som virkelig kan skrive.
Og så bliver det også interessant for andre at læse. Og så er der bid i, selvom det kan være en nok så tandløs hverdagsagtig ting der ligger til grund.
Fortsæt endelig dine ‘tandløse’ bloggerier. Jeg hygger mig
@Qrt: Hyggeligt, at du er på banen igen
. Og … jeg skal såmænd nok blive ved med at blogge …
Et langt stykke hen ad vejen kan jeg godt følge dine tanker om de hyggelige (tandløse?) blogs. Man føler sig godt tilpas i selskab med de gode af dem og ikke som deltager i en mindre krig, hvis man bevæger sig ind i kommentarfeltet. Tonen er hård nogle steder – og det får også mig til at smutte igen.