Den sikre vej til intellektuel forarmelse

Termometret siger 27,8 grader i skyggen. Men på min nyanskaffede flyde ud-solstol (manden i mit liv har ellers undret sig over, hvad jeg skal med sådan en, for han mener ikke, jeg kan finde ud af at slappe af …) i skyggen under parasollen er det lige til at holde ud. Med vinden kølende og kælende omkring den varme krop og blafrende i Politiken.

Hjernegymnastik siger den seksspaltede rubrik på 2. sektions forside, hvor Christian Graugaard er boganmelder og bl.a. skriver:

I bogen ’Kropskultur’ leverer den hollandske biolog Midas Dekkers en veloplagt og dybt provokatorisk bredside mod vor tids enerverende »sportsidioti«, som ikke alene bortøder kostbar fritid foran flimmerkasse og pc, men også – som et altædende monster i neonfarvet træningstøj – har infiltreret det moderne menneskes hverdag og rum med sine fordummende vrangforestillinger om ’det gode liv’. Ideen om den sunde sjæl i det sunde legeme er – argumenterer Dekkers – i bedste fald en smuk kulturel illusion, og de tusindvis af timer, som hver eneste dag spenderes prustende og storsvedende på joggingruter og i halogenbelyste fitnesscentre, kunne investeres langt mere konstruktivt i hjernegymnastik og befrugtende samvær med ens medmennesker. At sport skulle være godt for noget er ganske enkelt en myte.

Kropskulturs hovedpointe er åbenbart, at det moderne mennesker i sin jagt på den veltrænede krop forsømmer hjernen, med fordummelse til følge, og desuden påfører sig selv diverse skader, fordi kroppen udsættes for fysisk udfoldelse i en grad og form, som den ikke er skabt til. Dette fører igen til store udgifter for samfundet.

Set i lyset af den hast, hvormed kiloene formerer sig på danskerne og andre vesterlændinge, er det næppe anbefalelsesværdigt at fraråde motion. Men på den anden side kan jeg nu et langt stykke hen ad vejen godt følge den hollandske biologs tanker om, at vi er tæt på ”statsautoriseret sportshysteri”. Graugaard skriver:

Med både kulturhistoriske og fysiologiske argumenter gøres der op med sportens privilegerede særstatus, og selv om bogen er snakkende og svært tendentiøs, er man i det store og hele godt underholdt af dens idiosynkratiske påstande og hypoteser.

Jeg tror lige, jeg springer løbeturen over i aften og i stedet kaster mig over en tankeaktiverende roman. Bare for en sikkerheds skyld