Det er ikke den værste måde at tilbringe en almindelig, sløv mandag aften på. Med at få syn for sagen og lade sig synke ned i den meget omtalte ABBA-musicalfilm. Som jeg skrev om forleden, var forventningerne ikke skruet i vejret, efter jeg havde læst min avis. Dog var de steget en smule, efter at jeg læste capacs positive omtale. Og … som gammel ABBA-fan måtte jeg bare af sted 
Uden manden i mit liv. Han hader musicals, og han hader ABBA – ved egentlig ikke, hvad der har første-hade-pladsen? Hjemme blev han i hvert fald, og det var vist godt, for han ville have følt sig pint til det yderste! Men teenageren ledsagede sin mor – ligesom et hav af andre teenagepiger, der var taget i biffen sammen med deres mødre … hmmm …
Og selv om filmen har den mest vakkelvorne handling, jeg længe har set, er helt utroværdig i sin tidsangivelse, er befolket med klicheer og en dosis følelsesporno, introducerer Pierce Brosnan som sanger (nej, Bettina Heltberg, det klarer han sgu ikke! Men charme sig igennem kan han ganske rigtigt) og er en halv time for lang, så var den alligevel et dejligt bekendtskab. For filmen er lavet uden den selvhøjtidelighed, der ville have gjort den patetisk, med et fedt glimt i øjet og masser af humor. Og … så er der jo alle de der ældgamle ABBA-sange. Tænk, nogle af dem havde jeg helt glemt!
Jeg havde ikke aktivt valgt at se den, sagde teenageren bagefter, men måtte dog indrømme, at hun havde følt sig godt underholdt. Og så var det jo uovertruffent, at hendes mor helt havde undladt at være pinlig og synge med … men tro mig, det holdt hårdt!
Politikens anmeldelse var dårlig, Weekendavisens ganske meget bedre og mere i tråd med den film, jeg lige har set. Jeg kan kun tilslutte mig Bo Green Jensen, når han skriver:
Det er ikke verdensomstyrtende drama, men Mamma Mia! er blevet en eftertænksom og vellykket filmmusical, som forstår at udnytte formens love og regler. Den står og falder med sine sange, som næppe har fungeret bedre i nogen sammenhæng. Det skulle da lige være på lydsporet til vore liv, hvor den ærlige tilskuer vil erkende, at forbavsende mange sekvenser har været ledsaget af ABBAS musik.
Ja, den er ætset fast dybt indeni – og når den klinger i ørene, myldrer minderne frem. Og det er nu ikke så ringe endda …
Okay okay… Du er jo ikke den første, jeg hører om, der har ladet sig rive med af de medrivende sange. Har en kollega, som kom svævende på en gul-blå ABBA-sky mandag morgen, efter at hun havde været inde at se filmen søndag. Men mon ikke den bliver vist på TV en eller gang, inden der er gået et år eller to…? (PS. Tror nu ikke, jeg havde klaret at holde sangstemmen i ro en hel ABBA-film, flot klaret!)
Mange tak, Sussie. Men jeg turde ikke andet … du ved, teenageren går jo til karate …
Jeg fik en mail i går fra en mand, som havde læst dette indlæg. Og jeg synes, I andre skal have lov at læse med (jeg har spurgt ham om lov):
“Hej Bente
Jeg er helt enig i din anmeldelse af film. Jeg er så modsat din mand fan af både ABBA og musicals, og nej jeg er ikke bøsse *GG*. Dog har jeg en alder, hvor jeg stadig kan huske, da de var på toppen (er 36 år). Specielt gjorde Agnetha et vist indtryk *G*
Men havde også en nærmest surrealistisk oplevelse, da jeg så den i Palads. Enkelte kærestepar, masser af kvinder/piger, mig og så 2 bøsser. Ja, du er ikke den eneste der har siddet i sådan en biograf. Men alt andet lige er der altså en film, jeg blev i godt humør af.
Som du skriver ganske rigtigt, er Pierce Brosnan ikke muscial-emne – han lyder MEGET underlig, når han “synger”. Han skal vist bare holde sig til alm. roller – og gjorde det også ganske godt som James Bond.
Nok for nu.
Jeg håber, du får en god sommerferie med din familie
med venlig hilsen
Henrik, musicalfan”
… for al retfærdigheds skyld fortalte jeg så Henrik følgende:
“Der var nu også et par helt almindelige hetero-mænd i min lokale biograf i går – men de var i selskab med koner, kærester osv. Vi kan vist ikke komme udenom, at det er en film med en særlig kvinde-appeal
“
Ja, den er nemlig god – en film man bliver rigtig glad i maven over
- jeg så den med en ven (mand! heteroseksuel! ung!)
Kunne lide at læse om dit større grineflip Politiken-mæssigt, og så din egen oplevelse foran filmlærredet, tak!
I min storkapitalistiske tid købtes tre LP’er og fire kassettebånd med ABBA, og alt er stadig i mit eje, men ikke særlig flittigt spillet. Det ændrer intet ved, at der er nogle få numre, der bare er SÅ GODE
Jeg fravælger filmen – men finder lige noget af det gamle frem, ik’?
@Anna: Velkommen til … he he … ja, der er åbenbart heteromænd, som ikke er bange for ABBA
@anjoe: God fornøjelse med de gamle lp’er m.m. Desværre (“heldigvis” ville manden sige!) har vi ikke længere en pladespiller, så mine lp’er kan ikke bruges til noget. Og det gamle Arrival-kassettebånd har det skidt. Øv!
Faldt tilfældigt over din side. Kan da lige sende dig lidt genkig-:)
http://www.mammamiafilmen.se/