Nu mangler vi kun de ens campinghabitter.
Han stejler, gør han, manden i mit liv, og fnyser grimt, når jeg siger sådan. Og så griner jeg. Højt. For han går lige i. Hver gang. Skønt han ved, at jeg ingen hang har til hr. og fru Tosomhed-uniformer.
Men det føles altså lidt sådan. Som at være blevet del af hr. og fru Tosomhed-segmentet (hmmm, har intet videnskabeligt belæg for, at et sådan findes. Men … min empiri siger nu, at det gør). Den udløsende faktor er, at vi er begyndt at træne sammen henne i fitnesscentret. En gang om ugen. Jo, jeg ved godt, det ikke lyder slemt (og det er det såmænd heller ikke 
), men for sådan en som mig, der altid har gjort den slags alene, er det nyt. Uvant og fremmed.
Jeg vil gerne være sammen med manden i mit liv. Rigtig gerne. Men jeg er også hunderæd for at drukne et godt ægteskab i tosomhed. Se det langsomt sygne hen, fordi vi ikke hver især får nok af adskillelsens frugtbare lys eller det vitale samvær med andre. Jeg bliver så ked af det, når jeg ser de dér ægtepar (og de behøver såmænd ikke at være særligt gamle), der er ‘vokset sammen’. Som mener det samme, stemmer det samme, kun gør ting sammen. Og har ens campinghabitter.
Og ja for pokker, jeg maler en irrelevant fanden på væggen, når jeg skælver pga. en ugentlig fælles træningsaften! Jeg ved det . Men de sammenvoksede par er vel også startet i det små … eller springer nogle mennesker bare direkte til campinghabitten og total tosomhed? Og … kan man være så heldig slet ikke at være disponeret for den slags?
Manden synes, jeg er småtosset (kan ikke udelukkes!), når jeg bevæger mig ud i sådan nogle overvejelser pga. fælles fitnessture. Og jeg forsøger også hurtigt at fortrænge dem igen. For motion er jo godt (som Madame også skrev om i går), og vi er som så mange andre slemme til ikke at få gjort noget ved det, hvis der ikke er faste tider. Så sådan én har vi haft siden nytår. Hver tirsdag efter arbejde. Mens teenageren er henne og slå på gamle mænd (sådan omtaler hun selv sin karatetræning (og øjnene stråler, når hun kommer hjem og kan berette, at hun har fældet en granvoksen mand)).
Og vi behøver jo ikke at købe campinghabitter af den årsag. Det er bare lidt skægt at skræmme med dem. Fordi det virker 
.
Åh, Bente nu sidder jeg her og klukker af grin..igen. Dit indlæg rammet lige plet midt i min tosomheds-humor. Jeg kender alt for campinghabit-segmentet. Har ofte haft mulighed for at obsevere dem i deres naturlige habitat. Når Nallefar er jeg er ude og spise ser vi dem, ‘the dining dead’ som de også kaldes. De sidder der over for hinanden i flere timer uden at tale sammen. Hvorfor?! Næ du, der er vist ikke tegn på at det er der du er på vej hen, med de tanker
Mvh Malou
Det var altså sjovt og meget tankevækkende, Bente. Ja uha, fri os for at gå i ens campinghabitter.
)
Det er så flot gjort, at I går til træning sammen. Har I ikke musik med, så man er lidt i sin egen verden? Jeg har aldrig sat min fod i et fitnesscenter – men jeg burde straks følge jeres eksempel
Mon ikke vi alle frygter campinghabitterne og alt hvad de repræsenter? Det lyder nu på ingen måde som om i er på vej i campinghabbitland selvom i træner sammen.
@Malou, Madame og Marina: Mange tak. Og nej, min frygt er såmænd heller ikke så stor
. Nogle gange er det bare ret skægt at tænke sådan nogle tanker helt til ende … og putte en masse ord på. Og så er det et segment, som fascinerer (og skræmmer!) mig.
Og nej, Madame, vi har ikke egen musik med. Jeg dur ikke til det der med musik direkte i ørerne – og manden er vist ligeglad
Sådanne frygtelige tanker kan da nok ende med at give dig grå hår, Bente
Vent med at male fanden på væggen, til at han har bestilt portrættet. De gammelkendte campinghabitter har Rimkogeren og jeg stadig flere af, tilmed to gange to ens sæt, og det fra dengang vi var aktive udi schæferhundetræningens utallige fornøjelser og slid. Rimkogeren brugte desuden klunset af og til i skoleregi, åh jo, og et par af hans lærerkollegaer, som cyklede til og fra arbejde (40-60 km) gjorde samme…
Men det er nogle år siden – tøjet er dog stadig funktionelt til almindelig hundelufteri, cykelture, havearbejde m.v.
Ordet campinghabitter brugt af dig og ovenstående skal vist desuden tolkes videre, så det gør jeg hermed. Starteligt med – også uden spor rødmen – at berette, at Rimkogeren og jeg i vores indtil nu 27 år sammen flere gange har købt ens tøj til privat brug og aldrig forbundet det med tosomhed-uniformer. Men har der været et supertilbud på en vinteranorak/-jakke, ja så slog/slår vi da til, og samme med f.eks. sweatshirts. Hvorfor pokker skulle en af os bevidst fravælge netop DET kluns, og i øvrigt vælger vi indimellem tilmed helt bevidst at tage ens på…
Rimkogeren og jeg flyttede fra Midtsjælland og her til Lolland for snart 9 år siden, og det et lille år forud for at overlæreren ville vælge efterløn. Det seneste år blev – som forventet – ret så barsk for ham. Fra i 34 år at have haft 100 meter fra bolig og hen til skole, ja så blev optiden kl.5 for i bil at nå til Maribo kl.6 og fut-futten videre frem, togskift, og bus til sidst!!!! Retur logisk nok sent ditto hans 4 dage sammenpressede arbejdsdage…
OG NU til finalen, I stakler, der ryster og bæver for en slags campingdress – frygt intet, hvis/ifald I selv og Jeres samlever er af en kreativ støbning. Rimkogeren og jeg har fra hans efterløn startede været sammen hver eneste dag døgnet rundt, stort set – nåh nej, undtaget nogle få indlæggelser af de grummere af hans, men en af de udløste faktisk indirekte rimkogeriet, og derved blev vores fællesskab ikke mindre stærk. Men vores fælles kreativiteter på mange felter, vores åbenhed overfor omverdenen, og vores hver i sær interesser udover de fælles gør absolut, at vi aldrig keder os i fællesskab – og det hvad enten vi tier eller HMMM kæfter op/taler i munden på hinanden…
Kærlige hilsener fra en “campist” , der nægter at campere *LOL*
Nåh ja, læsning bør vist vente til efter weekenden, upss og undskyld
Uh, Bente. Du rammer også et af mine ømme punkter, når du kommer ind på den der altfortærende, omklamrende tosomhed, der kvæler. Jeg kan heller ikke have den! Jeg kan få klaustrofobi bare ved tanken. Må have luft – for mig selv. Være alene. Trække vejret frit. Så er det dobbelt så dejligt at være sammen igen. Bagefter.
@anjo: Jeg indrømmer gerne, at jeg har været ganske fordomsfuld i dette indlæg
. Men som du selv skriver, så kan ordet ‘campinghabit’ tolkes. Jeg har valgt at bruge det som billede på den totale (og i mine øjne ‘usunde’) tosomhed, som jeg nødigt vil ‘synke’ i, fordi den for mig at se er alt for snæversynet.
At du og Rimkogeren kan have campingdress OG et langt, frugtbart og kreativt forhold, tvivler jeg ikke på! Fordi mennesker heldigvis er forskellige og ikke bare kan proppes i kasser – jeg hader selv at blive offer for en generalisering
.
Men tak for alle dine ord, der nuancerede billedet. Og … i øvrigt har jeg allerede de grå hår
.
- – - – -
@Sussie: Nemlig! Jeg føler også, at jævnlig adskillelse er det bedste middel til at holde et forhold frisk og spændstigt
.