Udsigt til ned til 15 graders frost i nat og syv-ti stykker af slagsen i morgen. Uff! Er der noget at sige til, at jeg drømmer om varme? Og så er det ikke engang mere end en måneds tid siden, jeg fik en hel del af den. Varme, altså. [...]]]>

Juleaftensdag 2011. Railay Beach, Thailand

Udsigt til ned til 15 graders frost i nat og syv-ti stykker af slagsen i morgen. Uff! Er der noget at sige til, at jeg drømmer om varme? Og så er det ikke engang mere end en måneds tid siden, jeg fik en hel del af den. Varme, altså. For vi pjækkede simpelthen fra julen, teenageren, manden i mit liv, hans datter og jeg, og rejste til Thailand.

Men hold op, det føles allerede som for meget, meget længe siden. Der er vist sket lidt for meget, siden vi vendte hjem igen den 29. december. Og nej, det var bestemt ikke god timing at rejse der, sådan lige på kanten af en flytning. Men vi satsede, da vi i slutningen af marts planlagde rejsen (har aldrig nogensinde i mit liv prøvet at booke en ferie i så god tid!), på at der ikke ville være sådan et sammenfald mellem hussalg og juleferie. Et forkert sats, viste det sig .

Men det var ikke forkert at rejse! Julen står ikke højt på hverken min eller mandens favoritliste, og det var heller ikke svært at lokke vores døtre til at droppe den, da vi tilbød en tur til Thailand. Det var uimodståeligt at møde sol, masser af lys og 30 graders varme … men det var seriøst syret at opleve, hvordan julen også har sneget sig ind i det buddhistiske samfund, ikke kun for turisternes skyld. Og jo, man kan let få nok af thailandske coverversioner af klassiske julesange! Vi mødte sågar en julemand juleaften, da vi var flygtet fra vores hotels overgearede julearrangement – han var i gang med at dele reklameflyers ud for en club .

Det er først nu – måske i et naivt forsøg på at jage kulden på flugt – at jeg har fået tid til at grave i mine billeder fra juleferien i Thailand. Jeg kan vist lige så godt med det samme advare om, at der nok kommer et par stykker mere på bloggen .

Det er godt nok sjældent, det sker – for ikke at sige, at det aldrig er sket før. At jeg har cyklet rundt i tæt tåge ude på markvejene ved 10-tiden en søndag morgen. Søndag morgener rimer nu engang mere på avis, kaffe og langsomhed oppe i mit hoved. Men ejendomsmægleren havde meldt sin [...]]]>

Det er godt nok sjældent, det sker – for ikke at sige, at det aldrig er sket før. At jeg har cyklet rundt i tæt tåge ude på markvejene ved 10-tiden en søndag morgen. Søndag morgener rimer nu engang mere på avis, kaffe og langsomhed oppe i mit hoved. Men ejendomsmægleren havde meldt sin ankomst sammen med et (af de få) par, som gerne ville have en fremvisning af vores hus, og teenageren, manden i mit liv og hans datter havde andre planer, så jeg måtte forføje mig alene.

Men der er nu også noget fascinerende over sådan et næsten spøgelsesagtigt, vatagtigt landskab, hvor sigtbarheden er lille, og fugten lægger sig tungt om kvinde og cykel. Selv der, hvor der kun er omkring 100 meter ned til fjorden, kunne jeg næsten ikke skimte den. Så cyklen og jeg måtte lige slå et smut ned om ‘vores’ strand på vejen hjem for nu også at være sikker på, at den stadig var der, fjorden. Og mens jeg stod der og gloede og nød den fuglefløjtskrydrede stilhed, sparkede solen de første lag tåge væk, og jeg kunne se flere hundrede meter ud over vandet. Dejligt og smukt!

Kameraet havde fået lov at blive hjemme, for jeg er ikke gode venner med tågefotografering. Så i stedet er her et lille kig på nogle af de sidste af mine brombær .

Der var nogle stykker af de næsten ærmeløse i strygestakken. Gider jeg? spurgte jeg mig selv og tænkte, at det nok bare ville ende med, at bluserne ubrugte blev pakket vintervæk og så ville dukke krøllede frem til næste forår. Ligegyldigt om de havde været i nærkontakt med strygejernet eller ej.

Men i et [...]]]>

Der var nogle stykker af de næsten ærmeløse i strygestakken. Gider jeg? spurgte jeg mig selv og tænkte, at det nok bare ville ende med, at bluserne ubrugte blev pakket vintervæk og så ville dukke krøllede frem til næste forår. Ligegyldigt om de havde været i nærkontakt med strygejernet eller ej.

Men i et pludseligt anfald af optimisme – måske affødt af al det solskin, denne første efterårsdag har budt på – hankede jeg alligevel op i strygejernet og gav de ærmeløse det glatte lag. For sæt nu, vi får en uimodståelig indian summer. Ønsketænkning? Måske. Men nu er jeg i hvert fald parat .

Allerede da jeg meget tidligt i morges lå med snuden under dynen og hørte lyn, torden og skybrud [...]]]> Vi havde en aftale i dag, manden i mit liv, vores kameraer og jeg. Og det var endda en af de helt gratis aftaler. Vi var nemlig blevet de heldige ejere af fribilletter til Roskilde Airshow 2011.

Allerede da jeg meget tidligt i morges lå med snuden under dynen og hørte lyn, torden og skybrud over Frederikssund, tænkte jeg, at det sådan set godt måtte forflytte sig. Hurtigt.

Formiddagen oprandt – og et nyt uvejr med regn i læssevis kom væltende. Vi nåede lige at tale om, at der sikkert allerede var ret klamt og smattet nede på Lufthavnsvej. Så ringede telefonen. Og vi fik en førstehåndsberetning fra den gavmilde billetgiver om, at vores forestillingsevne ikke havde slået fejl, og at de første biler var kørt fast i mudret på parkeringsarealet.

Regnen fortsatte. Og fortsatte. Og fortsatte.

Nu er den stoppet. Men Roskilde Airshow er også aflyst for i dag. Det forlyder, at der er ved at blive kørt flis på græsarealerne. Og at søndagens program bliver fløjet. Måske tager vi på tur i morgen, manden, kameraerne og jeg.

Gad vide, hvor mine gummistøvler er?

Den sidste sommerferiedag for manden i mit liv, det er lige præcis, hvad i dag var (selv snupper jeg et par stykker mere, fordi jeg jo lagde ud med at arbejde i starten af min ferie). Nøjagtigt lige så grå og lige så våd som de fleste af de foregående dage var [...]]]>

Den sidste sommerferiedag for manden i mit liv, det er lige præcis, hvad i dag var (selv snupper jeg et par stykker mere, fordi jeg jo lagde ud med at arbejde i starten af min ferie). Nøjagtigt lige så grå og lige så våd som de fleste af de foregående dage var denne såkaldte sommerdag også. Så når nu vi ikke kunne slange os på terrassen (ja, det kunne vi jo ret beset godt – men vi ville ikke ) eller lave andre rare udendørsting, ja, så kunne vi jo lige så godt snuppe en solid tur i fitnesscentret, hygge os i tosomhed og få en (meget) lille smule praktisk fra hånden.

Da regnen langt hen på eftermiddagen fik lyst til at sætte sig på pause, fik jeg stor lyst til en tur i haven. For at få friske blomster til vaserne (når vi ikke kan sidde ude og nyde dem, ja, så må vi jo have blomsterne indenfor) og for at få våde blomster i kameraet. For nok er regnen irriterende (og det er den!), men dens spor klæ’r nu mine blomster ret godt .

P.S. Og så har jeg endnu en gang fundet ud af, hvor godt det er at have gode blogvenner! Hvis det ikke havde været for Madame, havde jeg overset Stines blogtræf den 7. august. Og det ville have været en skam. For der kommer mange for mig kendte bloggere, både nogen jeg har mødt (flere gange) før, og nogen jeg aldrig har mødt. Men det glæder jeg mig til at gøre nu! Og så er det vist også ved at være på tide, at jeg atter kommer til blogtræf – det er næsten et år siden sidst. Det er jo helt til at få abstinenser af .

Måske ses vi den 7. august på Frilandsmuseet?

Første stop [...]]]> Vi er ved at lære det, manden i mit liv og jeg: Hvis vi vil have en aftale med begge vores døtre på én gang, så skal den bookes og planlægges. Så det havde vi gjort i går, hvor vi inviterede de to teenagere med på en dag som turister i hovedstaden.

Første stop var Carlsbergs besøgscenter, som har til huse i det originale Carlsberg Bryggeri grundlagt af J.C. Jacobsen i 1847. Vi voksne har begge i en fjern fortid (vist som børn) været på omvisning på Carlsberg, dengang man kunne se produktionen. Men ingen af os havde set besøgscentret. Bagefter måtte vi konstatere, at det heller ikke var det helt store, vi var gået glip af.

Det var skægt at se verdens største flaskesamling, som p.t. tæller 20.703 ølflasker, at klappe bryggerheste (sådan noget vokser teenageren og jeg aldrig fra ) og kigge på gamle ølbiler (mit barn besteg beredvilligt en). Men Carlsbergs historieformidling er gammeldags og uinspirerende med tekstfyldte plancher krydret med små filmklip. Og når man kommer til de gamle maskiner m.m., er informationen helt ufuldstændig, nærmest ikkeeksisterende. Men skidt pyt, vi var nogenlunde i læ for regnen i halvanden times tid for i alt 245 kroner – og det inkluderede to øl eller vand pr. snude.

På Carlsbergs gamle område ligger der efterhånden mange spændende steder, og vi havde besluttet os for at besøge et af dem, nemlig Fotografisk Center. Her er der p.t. en udstilling med Richard Winthers fotos og hjemmebyggede kameraer, men … indrømmet … man skal vist være mere fotonørd, end nogen af os er, for at finde den udstilling meget spændende. Kuriøs og hurtigt overset er mit bedste bud på en bedømmelse.

Ude i regnen igen måtte vi lige omkring Elefantporten. Og som de turister, vi jo havde sat os for at være, måtte vi selvfølgelig have et fotostop .

Inden jagten på en omgang frokost gik ind. Vi endte på Vesterbrogade. Mellem farverige sofaer, kulørt kunst og … Vespa’er. Vespa Riders hedder caféen, som åbenbart er åbnet her i foråret (brug evt. dette link til at se billeder fra caféen). Der var ikke et øje ud over os på caféen, men betjeningshastigheden var en snegl værdig. Den unge mand blev dog tilgivet, da han efter 20-25 minutter serverede nogle lækre sandwich.

Når man gik ned til toilettet i kælderen hos Vespa Riders, kunne man lige overveje, om man skulle shoppe en Vespa eller lidt tilbehør .

Ud til Søndermarken og op ad Valby Bakke. Sådan fortsatte turen. For nu skulle vi se på mere kunst.

På plænen med springvandet, lige overfor Frederiksberg Slot og Zoos indgang, ligger indgangen, eller jeg skulle vist nærmere skrive nedgangen, til Cisternerne.

Jørgen Haugen Sørensens værk 'Smuk død'. Foto lånt fra Cisternes hjemmeside

Cisternerne er i dag Museet for Moderne Glaskunst, men fra 1859 til 1981 rummede de tre i alt 4400 m² store cisternerum 16.000.000 liter vand til den københavnske vandforsyning.

Cisternerummene er storslåede i deres højloftede, grotteagtighed. Med drypsten hængende fra loftet og vand sivende ind både hist og her (gummistøvler ville slet ikke være et forkert fodtøj til et vådt besøg her under jorden!). Og … ikke med skyggen af dagslys – det første og eneste kunstmuseum i Europa hvor solen ikke når ind, som der står på museets hjemmeside.

Museet i Cisternerne har været åbent i 10 år, men af en eller anden årsag har vi altså ikke fået øje på det før nu. Og det var godt, vi gjorde, for bare rummet i sig selv er besøget værd. At der derudover p.t. er en udstilling med en af mine yndlingsbilledhuggere, Jørgen Haugen Sørensen, samt en permanent samling af glaskunst af bl.a. Carl-Henning Pedersen, Peter Brandes og Leif Sylvester, gjorde ikke oplevelsen mindre.

Da vi var helt inde i det bagerste cisternerum, allerlængst væk fra udgangen, måtte pigerne og jeg med skrækblandet fascination lige lege lidt med tanken om, hvad der ville ske, hvis vandet pludselig fossede ind. Hvor hurtigt ville man mon kunne komme ud? Hmmm … måske er der trods alt konsumeret for mange skrækfilm gennem årene .

Regnen havde nu sluppet sit tag i København helt og blot efterladt en grå himmel. Så vi besluttede at køre til Christianshavn.

To go-kaffe på kanalkanten sammen med Lagkagehusets muffins rustede os godt til næste oplevelse: En gåtur op ad 400 trin.

Vi ville nemlig til tops i Vor Frelser Kirkes spiraltårn. Noget, som ingen af os nogensinde havde gjort før. Der var kø helt oppe ved tårnets top, for alle de andre turister (som bestemt ikke var danske) skulle også helt derop, hvor den udvendige trappe bliver helt smal, og man kan røre kuplens fod.

Sådan 400 smalle, skæve og snoede trin giver sved på panden. Og sammen med alle dagens øvrige oplevelser gjorde de os nøjagtigt lige så trætte, som vi er, når vi er turister henne i andre lande .

Men det var nu hyggeligt at plukke en håndfuld af alle Københavns tilbud og få en af de sjældne dage sammen med vores døtre. Selv om det hele havde været endnu bedre, hvis solen havde skinnet. Bare lidt .

Er det bare mig? Eller er der også andre derude, som drømmer om meget mere sol og meget mindre regn. Ja, jeg spørger bare …

Bygerne blev bare ved med at kaste sig ind over Frederikssund i går, nogle af dem med så voldsom styrke, at jeg var ualmindelig glad for, at jeg ingen udendørsærinder havde (men nu havde jeg jo også travlt med at finjustere bloggen ). Sådan blev det ved fra før middag og til langt hen [...]]]>

Bygerne blev bare ved med at kaste sig ind over Frederikssund i går, nogle af dem med så voldsom styrke, at jeg var ualmindelig glad for, at jeg ingen udendørsærinder havde (men nu havde jeg jo også travlt med at finjustere bloggen ). Sådan blev det ved fra før middag og til langt hen på eftermiddagen.

Men så havde det regnet af, og den dejligste solskinsaften tonede frem. Så dejlig, at manden i mit liv og jeg kunne indtage vores tosomme middagsmad på terrassen (vores børn havde forladt os til fordel for arbejde og venner). Og bagefter gå en af de alt for sjældne aftenture til fjorden (heldigvis kom kameraet med). Sådan nogle små perler putter jeg nu med ret stor fornøjelse ind i ferien .

Den var svær at vende vænne (mange tak til min trofaste korrekturlæser ) sig til, kulden, som drev ind over os i denne uge. Men heldigvis havde jeg ikke sendt handskerne og strømperne i sommerhi endnu. Heldigvis gik det ikke lige så slemt for sig heromkring som det, jeg oplevede, da jeg vågnede tirsdag [...]]]>

Den var svær at vende vænne (mange tak til min trofaste korrekturlæser ) sig til, kulden, som drev ind over os i denne uge. Men heldigvis havde jeg ikke sendt handskerne og strømperne i sommerhi endnu. Heldigvis gik det ikke lige så slemt for sig heromkring som det, jeg oplevede, da jeg vågnede tirsdag morgen i Stockholm: det sneede (dog har jeg hørt, at nordjyderne også fik et kortvarigt hvidt gensyn). Og heldigvis ser det ud til, at varmen gør comeback nu.

Men én god ting medførte kulden nu: alle mine tulipaner bremsede deres vækstkurve (eller hvad det nu ellers er, sådan nogle tulipaner har). Så selv om jeg ikke har haft tid til at tage ét eneste skridt ud i haven i løbet af ugen, var der stadig masser at nyde (også gennem linsen), da jeg luskede en runde lige før. Mens jeg indåndede den skønne, lette duft af tiltrængt weekend .

Ha’ en dejlig solskinsweekend .