Så en steghed eftermiddag er blevet tilbragt i selskab med omkring 20 andre små selvstændige samt journalist og forfatter Karen Lumholt, der skulle inspirere os til at vækste fra biks til business. Der faldt et par interessante lunser viden af om virksomhedsvækst, og resten kan vi læse os til i bogen, der fulgte sammen med ‘skoledagen’. Men … det mest interessante var nu at komme ud og netværke med en flok andre selvstændige og høre om erfaringer og udfordringer fra det brogede mikrovirksomheds-landskab.

Og så havde Lotte heldigvis vagt på La Oficina i dag, så der blev også tid til en hyggelig sludder med hende. Dejligt .

Sommerferie. Ja, men ikke til mig. Ikke lige nu i hvert fald. Selv om morgenerne kalder på langsomt kaffedrikkeri på terrassen, mens fuglene fløjter inciterende. Og aftenernes lunhed inspirerer til endeløse måltider om grillen og iskold hvidvin i glassene.

Men sommerferie det er lige præcis, hvad teenageren kan forlyste sig med nu. Efter en times årsafslutning på gymnasiet i dag. Og det er bestemt med tilfredshed, hun trasker ud af 2. g. For læseferiens slid har udstyret hende med et 10-tal og et 12-tal (i henholdsvis matematik og naturgeografi) – og begge karakterer skal på studentereksamensbeviset næste år. Så hun er stolt. Og det er moderen også . Og glad. Og det er moderen også. Også selv om jeg ikke har sommerferie endnu .

Sommer. Det er præcis, hvad der står på kalenderen fra i morgen. Men helt ærlig, jeg synes, den er lidt svær at få øje på, her ved enden af den koldeste maj i 14 år.

Jeg går da stadig med lange bukser og langærmede T-shirts, endda også en trøje nu og da. Og strømper – mig der ellers er vild med bare tæer. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været så godt påklædt på denne tid af året.

Det er da helt fint, at vejret er skidt, sagde teenageren for lidt siden. Hun er startet på læseferien og slider med forberedelse til årsprøver og to eksamener. Så hun vil helst ikke distraheres af strålende solskin .

Selv om jeg også tilbringer en stor del af min dag inde, synes jeg nu alligevel, det ville være dejligt med flere dage, hvor frokosten kunne indtages i haven, og arbejdsdagen kunne afsluttes med et lunt hvil i en havestol. Hvis jeg ønsker længe nok, mon så ikke det går i opfyldelse .

Først var jeg uvenner med søvnen i nat. Så vågnede jeg med hudløs snotnæse og ulden hjerne. Iført eksamensforberedthed og ‘panodilkur’ blev jeg dog klar til afgang.

Men næppe var jeg kommet af sted, så hoppede kæden af det bageste tandhjul på cyklen, og jeg måtte efterlade den og løbe den sidste kilometer til stationen for at nå S-toget.

Da der satte sig to allerede beduggede alkoholikertyper overfor mig ved Ballerup station og knappede halvliters dåseøl op (klokken var 9.50!), turde jeg ikke andet end at flytte sæde. For sådan som dagen havde set ud indtil da, var jeg overbevist om, at deres dåser ville vælte ud over mig og sende mig øldunstnende videre (var faktisk ved at tro, at i dag er en Tycho Brahes-dag – det er den dog ikke, men i går var, beretter Wikipedia).

Nogenlunde nærværende (og helt uden ølstank ) trådte jeg ind i eksamenslokalet. Og tyve minutter og en behagelig samtale senere kom jeg ud igen med et syv-tal. Med besked om, at min sundhedsinformationsvideo indholdsmæssigt mangler nerve og dynamik (enig!), men med en stor ros til mine lækre nærbilleder af madvarer (indlæggets illustration er filmens startbillede (og nej, jeg viser ikke filmen på bloggen, for den diætist, jeg har interviewet, har kun stillet op til en eksamensproduktion, ikke til en film til nettet)).

Nu er kurset overstået og helt slut, og jeg er udlært (bop, bop …) i at producere levende billeder til nettet. Mine medkursister holder afslutningsmiddag i aften, men jeg springer over. For jeg er trææææt og splattet. Og om et øjeblik falder jeg omkuld i sofaen med en kop te og et tomt blik på min næsten snefri græsplæne.

Fra på mandag skal jeg til at samle op på alle de arbejdsopgaver, der er blevet forsømt siden midten af januar. Men … det er først på mandag. Og da har jeg forhåbentlig fået sendt snot og hoste på flugt og er kommet til hægterne igen .

Klokken lidt over tre i eftermiddags overgav jeg mig.

De korte skriftlige overvejelser over eksamensfilmen var afsendt. Jeg havde prøvet at sætte nogle kloge og fornuftige ord på papiret til det mundtlige oplæg på fredag. Jeg havde forsøgt mig med lidt husmoderligt arbejde. Jeg havde spist lidt. Jeg havde forsøgt at sove lidt.

Men intet fungerede. Alt blev saboteret af min tunge hjerne, min hals, som insisterer på fortsat at føles som sandpapir, og den gøende hoste, der får mig til at lyde som en slidt og afdanket vagthund. For ikke at tale om resten af kroppen, som hele tiden er et skridt bagefter (ja, sådan føles det i hvert fald).

Jeg havde simpelthen brug for luft. Og for noget rart! Og noget af det rarest på sådan en tindrende solskinsdag, der dufter langt væk af forår, er en tur til fjorden.

Sneen og isen er på hastigt tilbagetog nu. Og gensynet med det glitrende vand i fjorden er en sand forårsfornøjelse. Vejret er på rette vej nu, vel er det så .

Gid jeg kunne sige det samme om min forkølelse – eller hvad pokker det er, jeg har raget til mig!

Så er det nu. Eller i hvert fald i morgen tidlig. At jeg starter på den allersidste etape af mit efteruddannelseskursus. Pokkers så hurtigt sådan en stak uger får ben at gå på!

Den sidste film skal færdiggøres og finpudses – og på fredag er der eksamen. Og jeg er øm i hele kroppen og har ondt i halsen. ØV! Satser gevaldigt på, at det hastigt går i sig selv igen … for jeg har altså slet ikke tid til at være syg lige nu .

Det ville være skønt at kunne tage den lige så meget med ro som Møffe. Men i denne uge bliver det altså ikke. Til gengæld bliver det nok i denne uge, at bloggen (endnu engang) bliver misligholdt. Men … verden derude kræver sit … og det er helt, som det skal være .

Ha’ en god uge ni – og nyd, at dagen bliver ca. fire minutter længere dagligt lige nu!

Jeg har gået og lurepasset på vejret hele vinterferien. Lurepasset og krydset fingre for, at der ville komme en smuk og uimodståelig solskinsdag. Så ville jeg drage til fjorden sammen med Journalisthøjskolens videoudstyr og indfange nogle lækre naturbilleder til at drysse ind i min eksamensfilm om sundhed.

Men for pokker, hvor er jeg blevet holdt hen. Og snydt. Den halve times solskin, Nordsjælland blev tildelt i uge 7, faldt på nøjagtigt det tidspunkt, hvor jeg sad i bussen på vej ud for at interviewe.

Hmmm …

Der var heller ingen sol i dag. Til gengæld var det allersidste udkald. Og naturbillederne ville jeg ha’. Sgu! (Nej, nej … jeg er skam ikke stædig!).

Så i grå og blæsende kulde drog jeg til fjorden. Og skød grå og kolde naturbilleder, til mine fingre blev følelsesløse af kulde (nej, man kan ikke betjene videokameraet med vanter på!). Gad vide, hvor meget color grading der skal til, for at de kommer til at ligne lækre naturbilleder?

[Fotoet er i øvrigt fra en dag, hvor der var en smule mere lys og en noget mindre grå himmel end i dag. Men lokaliteten er den rette .]

Ja, hvis man altså som jeg er kørekortløs og vil bevæge sig omkring med offentlig transport herude i den nordsjællandske provins.

17 kilometer væk fra Frederikssund station skulle jeg i dag – og busturen tog (helt planmæssigt) 58 minutter. En lille time. Til gengæld er der mindst en time mellem busserne. Men jeg kom på en køn sightseeing gennem en hel del af det snedækkede Hornsherred – som i dagens anledning blev beriget med en lillebitte smule solskin (ærgerligt, at bussens ruder var så beskidte ).

Når jeg kører rundt derude – eller bare ser køreplaner for den sporadiske busaktivitet – tænker jeg altid: Her er kønt. Men godt, jeg ikke bor her! Jeg ville simpelthen aldrig have tålmodighed til at være offentlig trafik-bruger og bo i et landdistrikt.

Det er der vist heller ikke så mange andre, der har. De 20 sidste minutter af busturen – helt derude hvor buschaufføren spiser sin madpakke undervejs, der ligger døde grise ved skraldespanden ude ved landevejen, og gadebelysning er ikkeeksisterende – var jeg eneste buspassager. Det var, da pensionisterne og de helt unge mennesker var stået af. Folk på min alder, som bor helt derude, kører selvfølgelig i bil.

Har de så bilen/bilerne, fordi bussen kører så sjældent? Eller kører bussen så sjældent, fordi de har bil(erne)? Tja …

Men hvorfor var det så lige, at jeg turede Hornsherred tyndt i dag? Med offentlig transport. Jo, jeg var såmænd ude på optagelse. Et interview til min eksamensopgave. Man skulle jo helst ikke overdrive med den dér vinterferie, vel?

Hovedpersonen i min første opgave var manden i mit liv. Og han har givet sin tilladelse til, at hele verden gerne må kunne se ham fortælle om 25 år som vegetar.

Videofilmen (den allerførste jeg har filmet, klippet og redigeret i mit liv!) havde musik på i sin første version. Men musikken er ophavsretsbeskyttet, og derfor har jeg lavet en ny, musikfri version til brug her. For som en del af bloggens læsere ved, går jeg jo om nogen højt på i, at Lov om ophavsret respekteres.

Men værsgo at kigge med – her er to minutter om vegetaren i mit liv .

Endelig er jeg landet på vinterferiens dørtærskel, kun en smule flad og brug. Men egentlig ganske tilfreds med de seneste fire ugers nye input .

Ud over at jeg liiiige skal planlægge og filme en eksamensopgave, så er der masser af albuerum i overskud i den kommende uge. Og masser af tillokkende muligheder for at komme udenfor og nyde lys og luft (og kulde og sne … hmmm) og få tanket op på den konto. Mens jeg nyder (og jeg mener: nyder), at dagen nu er blevet to timer og 26 minutter længere .

Næ, den udsigt er nu ikke så ringe – når lige, jeg er kommet mig over fredagsfladheden.

Ha’ en dejlig weekend – og vinterferie, hvis du er så heldig .