Nogle dage bliver jeg endnu gladere end andre for, at tv-kiggeri fylder meget, meget lidt i mit liv. I dag var en af de dage. For i en notits refererer Politiken et australsk [...]]]> Det er ikke bare tiden, man slår ihjel, når man sætter sig
foran kukkassen derhjemme. Det er også en selv.

Nogle dage bliver jeg endnu gladere end andre for, at tv-kiggeri fylder meget, meget lidt i mit liv. I dag var en af de dage. For i en notits refererer Politiken et australsk forskningsresultat, der tyder på, at tv-kiggeri er lige så farligt som rygning og fedme, fordi man er fysisk inaktiv, mens man svælger i blålysets input. Historien melder ikke noget om, om det også er sundhedsskadeligt at kede sig så meget, som sendefladen ofte indbyder til .

Tænk, hvorfor får det mig mon til at tænke på, hvad jeg hørte i en bus i Helsinge i dag?

Der sidder en ca. 15 årig dreng i bussen, da to [...]]]> Han morer sig højlydt lige nu, ham manden i mit liv. For DR1 er så søde at underholde ham med en omgang Ørkenens Sønner.

Tænk, hvorfor får det mig mon til at tænke på, hvad jeg hørte i en bus i Helsinge i dag?

Der sidder en ca. 15 årig dreng i bussen, da to jævnaldrende stiger på.
   Hey, hvad laver du? spørger den ene.
   Ham, der allerede sad i bussen, svarer undvigende. Gider tydeligvis ikke de andre.
   Hvilket straks får den spørgende til at udbryde: Du ligner en, der spiller pik!

Plat og pubertært.

Og ja, du har gættet rigtigt, jeg kan ikke li’ Ørkenens Sønner .

Kan du?

Sidste søndag brugte jeg en lille time af min dyrebare tid på at krumme mine tæer så heftigt, at min velvoksne str. 40 nær var blevet en str. 37. Fordi DR har skabt en stereotyp [...]]]> Jeg ved godt, hvad jeg ikke skal lave klokken 20 i dag!
Jeg skal ikke se Lykke på DR1.

Sidste søndag brugte jeg en lille time af min dyrebare tid på at krumme mine tæer så heftigt, at min velvoksne str. 40 nær var blevet en str. 37. Fordi DR har skabt en stereotyp serie, som er spækket med karikerede personer og scener, hvor de fleste er forudsigelige som primtal under 100, for nu at stjæle Henrik Palles sigende formulering.

Der er delte meninger blandt dagbladenes tv-anmeldere om Lykke. Og det er fint nok. Men jeg ved, hvad jeg mener: Den sjaskede kop te har jeg fået en gang for meget!

Følger du med i Lykke?

Puha, sådan et par timer gi’r da ren tv-forstoppelse!

Nu er jeg først træt – skønt jeg stadig ligger langt under gennemsnitsdanskerens gennemsnitlige tv-forbrug (på 3 timer 39 minutter [...]]]> Hammerslag, Spise med Price, TV-AVISEN og Kontant. Jeg var så træt, at jeg faldt omkuld i sofaen her til aften og bare kørte det hele ind.

Puha, sådan et par timer gi’r da ren tv-forstoppelse!

Nu er jeg først træt – skønt jeg stadig ligger langt under gennemsnitsdanskerens gennemsnitlige tv-forbrug (på 3 timer 39 minutter pr. dag for alle på tre år og derover (1. kvartal 2010)). Hvordan holder folk dog til at se så meget tv? Og … hvor får de tiden fra?

Tja, der er meget, jeg ikke forstår .

Men her til aften har der ikke været andet at gøre end at trække indenfor, mens [...]]]> I går aftes sad jeg ude ved denne tid og spejdede efter de stjerneskud, Ellen havde berettet om – okay, indrømmet, på et tidspunkt blev det indersiden af øjenlågene, jeg kiggede på. Og stjerneskud så jeg ingen af .

Men her til aften har der ikke været andet at gøre end at trække indenfor, mens megaregnvejret kaster sig ned over Sjælland, og især voldsomt her nordpå. Og hvad er mere oplagt på sådan en plaskende lørdag aften end at se Barnaby i tv og være lige så taknemmelig som Henny over, at man ikke bor på noget nær verdens mest kriminalitetsplagede sted?

To meget forskellige aftner, men med hver deres charme .

Det eneste tidspunkt, hvor morgen-tv er inden for min hørevidde, er, når jeg ikke kan slippe af sted med at slukke [...]]]> 199.000 danskere ser Go’morgen Danmark hver morgen, stod der i Politiken forleden. 199.000? Næsten 200.000? Og seerne følger i gennemsnit med i en time henne på TV2. En time? Nej, jeg fatter det ikke!

Det eneste tidspunkt, hvor morgen-tv er inden for min hørevidde, er, når jeg ikke kan slippe af sted med at slukke for det i fitnesscentret. Og helt ærlig, det, jeg hører, giver mig ikke lyst til mere.

Jeg har det fint med min radio om morgenen. Indstillet på P1, så der er andet end tomme kalorier at komme efter. Men, sig mig lige, hvordan får folk dog klemt tv-kiggeri ind i morgenrutinerne? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men … det er måske bare mig …?

Ser du Go’morgen Danmark?

Sådan var det den februaraften, da jeg og en række andre madbloggere (og andre mennesker) deltog som gæster [...]]]> Lugten af mad sad i tøjet og kildrede næsen hele vejen hjem til den opvarmede andendagslasagne. Men det var også den mad, der var at komme efter – ud over et godt langtidshævet brød med sej krumme.

Sådan var det den februaraften, da jeg og en række andre madbloggere (og andre mennesker) deltog som gæster i optagelserne til den danske udgave af Hell’s Kitchen, Helvedes Køkken, som havde premiere på TV2 her til aften.

Arrangementet er gratis – både mad og drikke er på vores regning. Du skal dog være forberedt på, at du alligevel kan komme til at gå sulten hjem. Det er nemlig ikke garanteret at køkkenet præsterer alle dage og chefkokken kan til hver tid beslutte at lukke køkkenet, advarede deltagermailen. Og sådan kom det til at gå.

Efter hård kamp i studierestaurantens køkken, tårer og tænders gnidsel (og vist også en del sved) – og retter der røg direkte i skraldespanden (det rene madspild, men effektfuldt på tv) – smed chefkok Wassim Hallal forklædet i ringen og lukkede køkkenet. Og sendte dermed ca. 60 sultne gæster hjem med vin og brød i maven. Intet andet.

For et øjeblik siden kunne man så se netop denne februaraften i sit tv, plus hele optakten til Helvedes Køkken. Klippet så hastigt, at kun superzappergenerationen kan være begejstret for det. Og klippet til et program så tamt, fordomsfuldt og forudsigeligt, at jeg i hvert fald ikke behøver at se flere afsnit. Selv om jeg finder mad meget interessant.

Det var faktisk ret befriende at slå over på DR1 lige før og se de sidste minutter af Spise med Price, som har den charme, humor og selvironi, som Helvedes Køkken ikke kunne drømme om at vise skyggen af. Men … overordnet er min konklusion nu, at mad hører til i køkkenet, ikke i fjernsynet!

Men selv hvis [...]]]> Tv-kiggeri fylder meget lidt i mit liv. Ja, i hele husstandens liv. Det er i hvert fald ikke os, der løfter danskernes gennemsnitlige daglige tv-forbrug et godt stykke op over tre timer. Der er masser af andre interessante ting, vi hellere vil foretage os end at stirre inaktivt ind i skærmens blålys.

Men selv hvis jeg nu havde været aktiv tv-kigger, er der en programrække, jeg aldrig ville have åbnet for: Kongehuset indefra på DR1. Engang producerede Anders Agger skæve og seværdige indslag og udsendelser, men nu har han åbenbart bevæget sig ud i et knæfald for vores forældede monarkiet. Måske nærmest en række pr-programmer, der skal kalke den krakelerede popularitet over.

“Kongehuset indefra” er dermed en åbenhjertig dokumentar, der giver et moderne indblik i kongehusets arbejde og overvejelser om, hvordan man fastholder kongehusets popularitet.
(fra DR’s hjemmeside)

Jeg er republikaner, og jeg mener, at vi bør afskaffe monarkiet – hellere før end senere. Fordi det er en forældet institution, som er helt ude af trit med et moderne samfund. Og fordi nedarvet magt og nedarvede privilegier er uforenelige med et demokrati. Jeg anerkender helt andre menneskers ret til at tænke og mene anderledes jeg. Men jeg har utrolig svært ved at forstå, hvordan en public service-kanal som DR kan stå bag og bruge licensmidler på en udsendelsesrække, som (så vidt jeg har læst mig til) er totalt ukritisk og nærmest propagandaagtig. 

Lisbeth Bech Poulsen fra Den Republikanske Grundlovsbevægelse formulerer det sådan her i et indlæg på bevægelsens hjemmeside.

Kongehuset er lige dele Billed Blads-beundring, prinsesse-drømme og misforstået tradition. Det var også engang en tradition at hverken kvinder, fattige eller  tjenestefolk måtte stemme. De traditioner gik vi da heldigvis bort fra for at lade demokratiet komme til sin ret. På samme måde er kongehuset et fortidslevn og en skamplet på et moderne demokrati.

Så hvorfor denne underdanighed og ukritiske beundring for mennesker, der netop bare er mennesker som du og jeg? Det er mig en gåde. Hvad er det der ophøjer disse mennesker andet end fælles DNA med tidligere tiders diktatorer?

DR skal ikke agitere for en afskaffelse af monarkiet. Det er ikke deres rolle. Men det er bestemt heller ikke en public service-kanals rolle at agere ukritisk spytslikker og propagandamaskine for det modsatte. Men måske ramte Informations Kim Bach DR’s overvejelser allerbedst, da han forleden skrev, at de mange ‘Royality Shows’ [giver] højere og bredere segmenterede seertal end Paradise Hotel med videre.

Jeg har ikke ved selvsyn studeret programrækkens første program. Men for en gangs skyld forbeholder jeg mig ret til at mene noget om noget, jeg ikke har førstehåndskendskab til eller viden om (det sker sjældent ). Og nej, jeg har heller ikke planer om at se programmet på nettet eller anden del på skærmen i aften – for jeg vil gerne passe på mit blodtryk. Og lave noget mere interessant end at studere utidigt knæfald.

Men da jeg stod i Irmas kø her til aften og fik øje på dagens hovedhistorie på forsiden af Tante Berlingers formiddagsavis, måtte jeg alligevel ryste på hovedet.

Tak fordi du slog far ihjel, stod der med store typer.

I sig [...]]]> Jeg har ikke fidus til B.T. Har aldrig haft det. Vil aldrig få det.

Men da jeg stod i Irmas kø her til aften og fik øje på dagens hovedhistorie på forsiden af Tante Berlingers formiddagsavis, måtte jeg alligevel ryste på hovedet.

Tak fordi du slog far ihjel, stod der med store typer.

I sig selv en helt klassisk B.T.-forside-rubrik. Fangende og med dramatik. Men … rubrikken refererede til en sag fra 1992. Nemlig Joan Sørensens, som jeg omtalte forleden. Tv-udsendelsen om Joans drab på sin mand – i 1992 – er lige løbet over skærmen på DR1. Nøgtern og sobert fortalt.

Men … helt ærligt … B.T. må mene, der ikke er sket meget af betydning i verden (eller bare lille Dannevang), hvis man ud af døgnets nyhedsstrøm vælger at gøre en tv-udsendelse om en 17 år gammel forbrydelse til dagens hovedhistorie (uden i øvrigt på forsiden at nævne, at det er en tv-udsendelse, man refererer til).

Eller mener B.T. virkelig, at tv er det vigtigste i læsernes liv? Og at historier med tv-relation derfor er de vigtigste?

Jeg fristes til at tro det … mens jeg fortsat ryster på hovedet.

Det er Joan Sørensen, blev der sagt, da jeg svarede, og da kvinden skulle til at forklare sig nærmere, stoppede jeg hende straks. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem personen i den anden ende af forbindelsen er. Selv om [...]]]> Det var en helt almindelig aften for få uger siden. Telefonen ringede.

Det er Joan Sørensen, blev der sagt, da jeg svarede, og da kvinden skulle til at forklare sig nærmere, stoppede jeg hende straks. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem personen i den anden ende af forbindelsen er. Selv om der er gået næsten 10 år.

For 10 år siden interviewede jeg Joan i timevis. Mange gange. Og bagefter skrev jeg bogen om begivenheden, der i 1992 ændrede hendes liv.

Kun ved at dræbe sin mand, kunne Joan blive fri… stod der på bogens omslag. Og det var netop, hvad hun gjorde. Dræbte sin voldelige mand, da han efter 17 års ydmygende ægteskab truede med at dræbe deres fælles datter.

Efter ni måneders fængsel slap Joan for yderligere straf. Et nævningeting fandt hendes handlemåde velbegrundet og forståelig og tog straffelovens paragraf 85, stk. 2, der meget sjældent bruges og handler om særligt formildende omstændigheder ved en forbrydelse, i brug.

Men det er jo en gammel historie. Hvorfor var Joan pludselig i røret så mange år senere? Jo, hun ville såmænd fortælle mig, at hendes (og hendes datters) historie nu er blevet en af DR’s Sager der nager. En mor slår ihjel hedder udsendelsen, og den sendes på DR1 på torsdag den 25. februar klokken 20.

Og jo, jeg skal da bestemt kigge med. Fordi Joan er en rigtig god fortæller. Fordi historien er grum. Og fordi den hører til blandt de særegne i dansk retshistorie. Og så er jeg nysgerrig efter at se, hvordan DR fortæller historien.