Arkiv for kategorien ‘Tv’

Aftenbeskæftigelser

lørdag, 14. august 2010

I går aftes sad jeg ude ved denne tid og spejdede efter de stjerneskud, Ellen havde berettet om – okay, indrømmet, på et tidspunkt blev det indersiden af øjenlågene, jeg kiggede på. Og stjerneskud så jeg ingen af ;-) .

Men her til aften har der ikke været andet at gøre end at trække indenfor, mens megaregnvejret kaster sig ned over Sjælland, og især voldsomt her nordpå. Og hvad er mere oplagt på sådan en plaskende lørdag aften end at se Barnaby i tv og være lige så taknemmelig som Henny over, at man ikke bor på noget nær verdens mest kriminalitetsplagede sted?

To meget forskellige aftner, men med hver deres charme ;-) .

Vild med morgen-tv

tirsdag, 6. april 2010

199.000 danskere ser Go’morgen Danmark hver morgen, stod der i Politiken forleden. 199.000? Næsten 200.000? Og seerne følger i gennemsnit med i en time henne på TV2. En time? Nej, jeg fatter det ikke!

Det eneste tidspunkt, hvor morgen-tv er inden for min hørevidde, er, når jeg ikke kan slippe af sted med at slukke for det i fitnesscentret. Og helt ærlig, det, jeg hører, giver mig ikke lyst til mere.

Jeg har det fint med min radio om morgenen. Indstillet på P1, så der er andet end tomme kalorier at komme efter. Men, sig mig lige, hvordan får folk dog klemt tv-kiggeri ind i morgenrutinerne? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men … det er måske bare mig …?

Ser du Go’morgen Danmark?

Vin og brød i Helvedes Køkken

tirsdag, 16. marts 2010

koekkenLugten af mad sad i tøjet og kildrede næsen hele vejen hjem til den opvarmede andendagslasagne. Men det var også den mad, der var at komme efter – ud over et godt langtidshævet brød med sej krumme.

Sådan var det den februaraften, da jeg og en række andre madbloggere (og andre mennesker) deltog som gæster i optagelserne til den danske udgave af Hell’s Kitchen, Helvedes Køkken, som havde premiere på TV2 her til aften.

Arrangementet er gratis – både mad og drikke er på vores regning. Du skal dog være forberedt på, at du alligevel kan komme til at gå sulten hjem. Det er nemlig ikke garanteret at køkkenet præsterer alle dage og chefkokken kan til hver tid beslutte at lukke køkkenet, advarede deltagermailen. Og sådan kom det til at gå.

Efter hård kamp i studierestaurantens køkken, tårer og tænders gnidsel (og vist også en del sved) – og retter der røg direkte i skraldespanden (det rene madspild, men effektfuldt på tv) – smed chefkok Wassim Hallal forklædet i ringen og lukkede køkkenet. Og sendte dermed ca. 60 sultne gæster hjem med vin og brød i maven. Intet andet.

For et øjeblik siden kunne man så se netop denne februaraften i sit tv, plus hele optakten til Helvedes Køkken. Klippet så hastigt, at kun superzappergenerationen kan være begejstret for det. Og klippet til et program så tamt, fordomsfuldt og forudsigeligt, at jeg i hvert fald ikke behøver at se flere afsnit. Selv om jeg finder mad meget interessant.

Det var faktisk ret befriende at slå over på DR1 lige før og se de sidste minutter af Spise med Price, som har den charme, humor og selvironi, som Helvedes Køkken ikke kunne drømme om at vise skyggen af. Men … overordnet er min konklusion nu, at mad hører til i køkkenet, ikke i fjernsynet!

Knæfald for monarkiet

torsdag, 11. marts 2010

Tv-kiggeri fylder meget lidt i mit liv. Ja, i hele husstandens liv. Det er i hvert fald ikke os, der løfter danskernes gennemsnitlige daglige tv-forbrug et godt stykke op over tre timer. Der er masser af andre interessante ting, vi hellere vil foretage os end at stirre inaktivt ind i skærmens blålys.

Men selv hvis jeg nu havde været aktiv tv-kigger, er der en programrække, jeg aldrig ville have åbnet for: Kongehuset indefra på DR1. Engang producerede Anders Agger skæve og seværdige indslag og udsendelser, men nu har han åbenbart bevæget sig ud i et knæfald for vores forældede monarkiet. Måske nærmest en række pr-programmer, der skal kalke den krakelerede popularitet over.

“Kongehuset indefra” er dermed en åbenhjertig dokumentar, der giver et moderne indblik i kongehusets arbejde og overvejelser om, hvordan man fastholder kongehusets popularitet.
(fra DR’s hjemmeside)

Jeg er republikaner, og jeg mener, at vi bør afskaffe monarkiet – hellere før end senere. Fordi det er en forældet institution, som er helt ude af trit med et moderne samfund. Og fordi nedarvet magt og nedarvede privilegier er uforenelige med et demokrati. Jeg anerkender helt andre menneskers ret til at tænke og mene anderledes jeg. Men jeg har utrolig svært ved at forstå, hvordan en public service-kanal som DR kan stå bag og bruge licensmidler på en udsendelsesrække, som (så vidt jeg har læst mig til) er totalt ukritisk og nærmest propagandaagtig. 

Lisbeth Bech Poulsen fra Den Republikanske Grundlovsbevægelse formulerer det sådan her i et indlæg på bevægelsens hjemmeside.

Kongehuset er lige dele Billed Blads-beundring, prinsesse-drømme og misforstået tradition. Det var også engang en tradition at hverken kvinder, fattige eller  tjenestefolk måtte stemme. De traditioner gik vi da heldigvis bort fra for at lade demokratiet komme til sin ret. På samme måde er kongehuset et fortidslevn og en skamplet på et moderne demokrati.

Så hvorfor denne underdanighed og ukritiske beundring for mennesker, der netop bare er mennesker som du og jeg? Det er mig en gåde. Hvad er det der ophøjer disse mennesker andet end fælles DNA med tidligere tiders diktatorer?

DR skal ikke agitere for en afskaffelse af monarkiet. Det er ikke deres rolle. Men det er bestemt heller ikke en public service-kanals rolle at agere ukritisk spytslikker og propagandamaskine for det modsatte. Men måske ramte Informations Kim Bach DR’s overvejelser allerbedst, da han forleden skrev, at de mange ‘Royality Shows’ [giver] højere og bredere segmenterede seertal end Paradise Hotel med videre.

Jeg har ikke ved selvsyn studeret programrækkens første program. Men for en gangs skyld forbeholder jeg mig ret til at mene noget om noget, jeg ikke har førstehåndskendskab til eller viden om (det sker sjældent ;-) ). Og nej, jeg har heller ikke planer om at se programmet på nettet eller anden del på skærmen i aften – for jeg vil gerne passe på mit blodtryk. Og lave noget mere interessant end at studere utidigt knæfald.

Mener B.T., at tv er det vigtigste i læsernes liv?

torsdag, 25. februar 2010

Jeg har ikke fidus til B.T. Har aldrig haft det. Vil aldrig få det.

Men da jeg stod i Irmas kø her til aften og fik øje på dagens hovedhistorie på forsiden af Tante Berlingers formiddagsavis, måtte jeg alligevel ryste på hovedet.

Tak fordi du slog far ihjel, stod der med store typer.

I sig selv en helt klassisk B.T.-forside-rubrik. Fangende og med dramatik. Men … rubrikken refererede til en sag fra 1992. Nemlig Joan Sørensens, som jeg omtalte forleden. Tv-udsendelsen om Joans drab på sin mand – i 1992 – er lige løbet over skærmen på DR1. Nøgtern og sobert fortalt.

Men … helt ærligt … B.T. må mene, der ikke er sket meget af betydning i verden (eller bare lille Dannevang), hvis man ud af døgnets nyhedsstrøm vælger at gøre en tv-udsendelse om en 17 år gammel forbrydelse til dagens hovedhistorie (uden i øvrigt på forsiden at nævne, at det er en tv-udsendelse, man refererer til).

Eller mener B.T. virkelig, at tv er det vigtigste i læsernes liv? Og at historier med tv-relation derfor er de vigtigste?

Jeg fristes til at tro det … mens jeg fortsat ryster på hovedet.

Mord på programmet

mandag, 22. februar 2010

Joan Sørensen og Bente Hoffmann: Fanget af frygt Det var en helt almindelig aften for få uger siden. Telefonen ringede.

Det er Joan Sørensen, blev der sagt, da jeg svarede, og da kvinden skulle til at forklare sig nærmere, stoppede jeg hende straks. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvem personen i den anden ende af forbindelsen er. Selv om der er gået næsten 10 år.

For 10 år siden interviewede jeg Joan i timevis. Mange gange. Og bagefter skrev jeg bogen om begivenheden, der i 1992 ændrede hendes liv.

Kun ved at dræbe sin mand, kunne Joan blive fri… stod der på bogens omslag. Og det var netop, hvad hun gjorde. Dræbte sin voldelige mand, da han efter 17 års ydmygende ægteskab truede med at dræbe deres fælles datter.

Efter ni måneders fængsel slap Joan for yderligere straf. Et nævningeting fandt hendes handlemåde velbegrundet og forståelig og tog straffelovens paragraf 85, stk. 2, der meget sjældent bruges og handler om særligt formildende omstændigheder ved en forbrydelse, i brug.

Men det er jo en gammel historie. Hvorfor var Joan pludselig i røret så mange år senere? Jo, hun ville såmænd fortælle mig, at hendes (og hendes datters) historie nu er blevet en af DR’s Sager der nager. En mor slår ihjel hedder udsendelsen, og den sendes på DR1 på torsdag den 25. februar klokken 20.

Og jo, jeg skal da bestemt kigge med. Fordi Joan er en rigtig god fortæller. Fordi historien er grum. Og fordi den hører til blandt de særegne i dansk retshistorie. Og så er jeg nysgerrig efter at se, hvordan DR fortæller historien.

Standby

tirsdag, 2. februar 2010

020210_2

Bloggingen her er lidt spredt fægtning for tiden. Fordi jeg egentlig ikke har tid. Og så alligevel ikke kan holde fingrene væk. Det er noget rod ;-) .

Derfor har jeg besluttet, at bloggeriet ryger på standby resten af ugen. Både her hos mig og henne hos jer. Og at alt det dér udenfor skærmen får min udelte opmærksomhed. Mit efteruddannelseskursus for eksempel, inkl. en ny omgang videooptagelse og redigering. Eller turen til tv-optagelse i morgen aften (hvor Klidmoster Malou også kommer – glæder mig til gensyn ;-) ).

Jeg har en del bolde i luften nu. Og jeg kan mærke, at der skal mere ro på, hvis jeg ikke skal tabe nogen af dem. Så hyg jer, mens jeg jonglerer med resten af mit liv :D .

Køkkenhelvede

lørdag, 23. januar 2010

hellskitchenDet her har jeg godt nok aldrig gjort før! Men en gang skal vel også være den første ;-)

Her i foråret sender TV2 en dansk udgave af Hell’s Kitchen, kokkerealityshowet, som først blev kendt med Gordon Ramsay i indpisker- og revserrollen.

Den danske udgave får den unge chefkok Wassim Hallal som frontfigur, og p.t. søger TV2 dygtige kokke, der tør deltage i programmet. Og så søger de gæster, som vil smage på den mad, kokkene laver, og som ikke er bange for at sige deres mening om maden.

Og ja, det er her, jeg synes, jeg kommer ind i billedet ;-) .

I går læste jeg nemlig henne på Madblogs.dk (som for et stykke tid siden puttede mig på deres liste over danske madbloggere), at Madblogs.dk vil i samarbejde med TV2 gerne invitere en gruppe danske madbloggere ind som gæster i den danske udgave af Hells Kitchen.

Den opfordring kunne jeg ikke stå for! Så jeg tilmeldte mig. Og den 3. februar skal jeg deltage i optagelsen. Med ret til at blogge om det – efter programmets premiere.

Der er stadig flere pladser, hvis du er madblogger og føler dig fristet. Læs mere og tilmeld dig på Madblogs.dk.

Som skrevet har jeg aldrig prøvet den slags før. Men jeg er sikker på, at det bliver en oplevelse … på den ene eller anden led :-) .

Rygterne kan søreme noget

mandag, 18. januar 2010

Målgruppemedlem for P3 Guld er jeg jo på ingen måde. Og nej, jeg så heller ikke prisuddelingen forleden i kukkassen. Ikke desto mindre ved jeg, hvem året vinder er (takket være 21 SØNDAG ;-) ). Og det er jeg faktisk ret begejstret for at vide. For jeg er faldet pladask for The Rumour Said Fire‘s lyd. Prøv at høre med her:

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

De fire beskedne og underspillede jyske og fynske fyre kan bare noget helt specielt og ikke særligt tidstypisk! Der er simpelthen et strejft af fortid og Simon and Garfunkel over et nummer som The Balcony, fyldt med solskinskys.

The Rumour Said Fire‘s side på myspace.com kan du høre et par numre mere, hvis du har lyst. Måske er du blevet lige så begejstret for deres akustiske musik, som jeg er ;-) . I øvrigt har jeg også her fundet en forklaring på bandets navn:

’Rygtet sagde ild’ handler om den tidsperiode eller det levede liv mellem et rygte opstår og det enten be- eller afkræftes.

Jeg havde ikke hørt nogen rygter om bandet – selv om de har optrådt siden 2008 (men nu hører jeg også sjældent P3 o.lign.). Men nu har jeg hørt nyheden om en vinder. Og jeg kan li’, hvad jeg hører!

[I øvrigt kan du læse mere om bandet i denne artikel i Politiken.]

I’ll hate her if you want me to

søndag, 3. januar 2010

Jeg faldt i, da DR 1 i går sendte Stepmom. Selv om filmen er middelmådig Hollywood-metervare, selv om jeg har set den før, og selv om gensynet betød, at jeg kom alt for sent i seng.

Men der er altså et eller andet i den der stedmorhistorie, der alligevel fik mig til at hænge på. Identifikation, måske. Af en eller anden slags. For jeg tror ikke, der er mange kvinder, som har eller har haft liv og følelser placeret i en sammenbragt familie, der ikke kan genkende et eller andet i filmens første del – inden alt ender i tragisk, idyllisk sødsuppe. Fx sammenstød med stedbørn, fordi man har andre normer og holdninger, end de er vant til. For ikke at tale om konfrontationer med den biologiske mor, der føler sin morrolle truet.

I’ll hate her if you want me to, siger den syv-otte-årige dreng i filmen på et tidspunkt til sin mor. Lige efter at han har fortalt, at han faktisk synes, at faderens nye kæreste er sød. Men loyaliteten over for moderen er størst.

Replikken viser også den magt, en biologiske mor (og for den sags skyld også en biologisk far) har. En magt til at påvirke sine børn i præcis den retning, hun (eller han) ønsker. En magt til at splitte og skabe uro – eller til at samle og skabe fred. En magt, som jeg talrige gange – både på nært og fjernere hold – har set brugt og misbrugt af fraskilte forældre.

Meget ville være vundet ude i de små sammenbragte hjem (og skilsmissefrekvensen ville måske falde), hvis børn og deres endeløse loyalitet ikke blev brugt af deres biologiske forældre til at føre korstog mod ekspartnere og deres nye ægtefæller. Og mange stedmødre (og -fædre) ville ånde lettet op.

Tja, så mange tanker blot fordi jeg sad oppe og så film den halve nat ;-) .