Men hvorfor føler jeg for at komme med den ’tilståelse’ lige nu, på sådan en helt almindelig oktobermandag? Jo, jeg har såmænd skiftet job igen. I dag. Eller rettere, jeg har forladt den projektlederstilling, jeg sagde ja til i marts, [...]]]> Jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg er en smule mærkelig. Faktisk slet ikke .

Men hvorfor føler jeg for at komme med den ’tilståelse’ lige nu, på sådan en helt almindelig oktobermandag? Jo, jeg har såmænd skiftet job igen. I dag. Eller rettere, jeg har forladt den projektlederstilling, jeg sagde ja til i marts, og har atter kastet mig over det selvstændige liv. Fordi jeg savnede det. Og fordi jeg var ved at blive kvalt i små fire timers transporttid … hver dag. Tro mig, jeg kommer ikke til at savne det ganske brogede bekendtskab med DSB og DSB First. Slet ikke!

Nu kan jeg nøjes med at bruge sådan cirka 15 sekunder på at komme på arbejde om morgenen, og den største risiko for forsinkelse ligger i, at der kommer en kat forbi og kræver kæl.

Webredaktricen har ligget i dvale i over et halvt år, så det kræver selvfølgelig energi m.m. at løbe virksomheden i gang igen. Men den tror jeg nu også på, at jeg har. Og så gør det jo ikke noget værre, at ‘ordrebogen’ allerede indeholder et par gode opgaver fra min ‘forsmåede’ arbejdsgiver .

Efter at have talt og talt og talt om det i over et år [...]]]> Jeg er helt småforelsket. I min nye følgesvend. Og det er rigtig godt, for vi kommer til at tilbringe mange, mange timer sammen de næste år. Og så er det jo dejligt, at det er en superlækker følgesvend. Se selv .

Efter at have talt og talt og talt om det i over et år (og lidt til) skiftede jeg nemlig model i dag. I cykel, altså .

For fire år siden købte jeg, efter råd fra en fysioterapeut, der mente, at det ville være det sundeste for min nakke, en bedstemorcykel (turistcykel kalder de den vist også hos cykelhandleren). Og for at være prisbevidst, købte jeg den i et supermarked. Jeg har aldrig været glad for den cykel!

Ud over at kvaliteten afspejlede prisen (på den dårlige måde), var cyklen tung og træls at træde (men meget stabil, når der var læs på), og køreglæden har haft trange kår. Jeg har ikke været flink til at vedligeholde cyklen (fordi jeg ikke ku’ li’ den), og siden vinterens sne og salt har den ‘hostet’ og pebet, så man skulle tro, der sad en gråspurv i klemme i kæden (Hvorfor får du ikke Møffe til at klare det? har manden i mit liv talrige gange spurgt, for han mente, at det da måtte være en katteopgave. Andre gang (når han blev træt af mit brok over jernhesten) har han udbrudt: Så køb dog en ny cykel!).

Nu gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg punkterede på baghjulet, da jeg var på vej hjem fra dyrlægetogt i mandags. Min ualmindeligt søde mand (nej, her er ingen ironi ) lappede hullet, men bagefter kunne han ikke sætte baghjulet på igen, fordi bolten, der skal holde det, var knækket. Det kunne man formentlig få repareret. Men … man kunne også lade være. Spare reparationsudgiften og … bruge pengene (sammen med en masse andre!) til en ny cykel.

Det var lige præcis, hvad jeg gjorde. Og i dag kunne jeg bringe min fine, nye følgesvend (helt uden touch af bedstemor) hjem fra cykelhandleren. Bare de par kilometer hjem var en sand fornøjelse! Hold da op, hvor glæder jeg mig til mange, mange, mange flere meget længere ture på den cykel – plus al den almindelige hverdagstransport, som sådan en kørekortløs kvinde som mig også har. Jeg skal ‘bare lige’ vænne mig til, at den nye model har rullebremser og ikke nav- og fodbremse. Håber godt nok, at jeg ikke kommer til skade, inden tilvænningen er til ende!

Men … der skal ikke være nogen tvivl! … jeg er så glad for min (nye) cykel. Der er altså ikke noget som at skifte model .

Cykler du? Og hvad for en slags cykel kører du på?

Den 1. februar fik teenageren fjernet to visdomstænder, og omkring den ene [...]]]> Klokken var halv to, da vi kom hjem i nat. Og nej, det var ikke, fordi min mors fødselsdagsmiddag på en københavnsk restaurant udviklede sig til en abefest. Næ, det var såmænd, fordi teenageren og jeg tog til ‘afterparty’ hos tandlægevagten i Hillerød.

Den 1. februar fik teenageren fjernet to visdomstænder, og omkring den ene havde der været betændelse. For nogle dage siden fik hun tandsmerter, og skærtorsdag var hun på besøg hos tandlægevagten. Vagttandlægen mente, at tyggefladen var lidt skæv, fordi tænderne havde rykket sig en smule, efter at visdomstænderne var væk. Betændelse eller andet var der ikke at spore på røntgenbillederne. Din tand ser sund og fin ud, og det er synd at rodbehandle, når du er så ung, konkluderede tandlægen og sleb tænderne lidt. Og så sendte hun teenageren hjem med besked om at spise smertestillende medicin og vende tilbage, hvis smerten fortsatte.

Det gjorde den. Med fornyet styrke. Faktisk blev langfredag i sandhed lang for teenageren. Først på eftermiddagen måtte hun atter have fat i tandlægevagten. Som kunne tilbyde hende en tid kl. 22.30.

Så ta’r jeg med til mormors fødselsdag, konkluderede mit barn og slugte et par tabletter mere. Godt havde hun det ikke, men hun hang på middagen over. Og bagefter fandt hun og jeg et S-tog, som, troede vi, kunne fragte os til Hillerød. Men, snydt igen, der skulle tre S-tog, en S-togsbus og halvanden times tålmodighed til for at komme fra Vesterport station til Hillerød ditto. Pga. sporarbejde.

Vi var kommet af sted i god tid, så klokken manglede få minutter i at være 22.30, da vi trådte ind på tandklinikken. Men her havde akutsager væltet tidsplanen, så klokken nåede at passere midnat, inden teenageren endelig lagde sig i tandlægestolen. Og fik lavet den rodbehandling, som viste sig at være eneste løsning.

Bedøvet i kinden, totalt udmattet og med en recept på penicillin i hånden (for jo, der var også betændelse) dumpede teenageren ind i bilen, som hendes stedfar venligst havde bragt til Hillerød, efter at han havde kørt resten af familien hjem. Og efter en tur på det døgnåbne apotek kunne vi så vende snuden mod Frederikssund. Klokken 1.30 trådte vi over dørtærsklen. Efter en meget lang langfredag.

Hun har det stadig skidt i dag, mit barn. Men ikke med de intense tandsmerter som de foregående dage. Nu krydser hun og vi andre bare fingre for, at penicillinen gør sit, at de smertestillende gør livet nogenlunde udholdeligt, og at der ikke sker mere i hendes mund, inden den ordinære tandlæge skal afslutte behandlingen efter påske. For det her har ikke været en særlig skæg måde for hende at holde påskeferie på .

Først var jeg uvenner med søvnen i nat. Så vågnede jeg med hudløs snotnæse og ulden hjerne. Iført eksamensforberedthed og ‘panodilkur’ blev jeg dog klar til afgang.

Men næppe var jeg kommet af sted, så hoppede kæden af det bageste tandhjul på cyklen, og jeg måtte efterlade den og løbe den sidste kilometer til [...]]]>

Først var jeg uvenner med søvnen i nat. Så vågnede jeg med hudløs snotnæse og ulden hjerne. Iført eksamensforberedthed og ‘panodilkur’ blev jeg dog klar til afgang.

Men næppe var jeg kommet af sted, så hoppede kæden af det bageste tandhjul på cyklen, og jeg måtte efterlade den og løbe den sidste kilometer til stationen for at nå S-toget.

Da der satte sig to allerede beduggede alkoholikertyper overfor mig ved Ballerup station og knappede halvliters dåseøl op (klokken var 9.50!), turde jeg ikke andet end at flytte sæde. For sådan som dagen havde set ud indtil da, var jeg overbevist om, at deres dåser ville vælte ud over mig og sende mig øldunstnende videre (var faktisk ved at tro, at i dag er en Tycho Brahes-dag – det er den dog ikke, men i går var, beretter Wikipedia).

Nogenlunde nærværende (og helt uden ølstank ) trådte jeg ind i eksamenslokalet. Og tyve minutter og en behagelig samtale senere kom jeg ud igen med et syv-tal. Med besked om, at min sundhedsinformationsvideo indholdsmæssigt mangler nerve og dynamik (enig!), men med en stor ros til mine lækre nærbilleder af madvarer (indlæggets illustration er filmens startbillede (og nej, jeg viser ikke filmen på bloggen, for den diætist, jeg har interviewet, har kun stillet op til en eksamensproduktion, ikke til en film til nettet)).

Nu er kurset overstået og helt slut, og jeg er udlært (bop, bop …) i at producere levende billeder til nettet. Mine medkursister holder afslutningsmiddag i aften, men jeg springer over. For jeg er trææææt og splattet. Og om et øjeblik falder jeg omkuld i sofaen med en kop te og et tomt blik på min næsten snefri græsplæne.

Fra på mandag skal jeg til at samle op på alle de arbejdsopgaver, der er blevet forsømt siden midten af januar. Men … det er først på mandag. Og da har jeg forhåbentlig fået sendt snot og hoste på flugt og er kommet til hægterne igen .

Det var lige det, der skulle til!

En formiddag med søvn og sløvhed og tosom brunch. Og så en tur i fitnesscentret sammen med manden i mit liv. Fordi vi trængte begge to . Og fordi vi helt ærlig ikke fandt det attraktivt at traske tur ude i det grå vejr, hvor snebygerne konstant [...]]]>

Det var lige det, der skulle til!

En formiddag med søvn og sløvhed og tosom brunch. Og så en tur i fitnesscentret sammen med manden i mit liv. Fordi vi trængte begge to . Og fordi vi helt ærlig ikke fandt det attraktivt at traske tur ude i det grå vejr, hvor snebygerne konstant kom og gik.

Nu er jeg fit for fight igen. Og klar til at tage imod teenageren, der inden længe vender hjem – efter otte kærestedage i det nordjyske. Og senere end forventet. For Aalborg Lufthavn har kæmpet med både sne og en airbus her til eftermiddag, forlyder det fra min datter, som dog er på sjællandsk jord nu.

Hverdagen står og vinker lige rundt om hjørnet nu (med mere sne! ØV!). Men jeg tror, jeg har fod på det nu, det satans liv, så lad den bare komme an. Hverdagen .

Ja, hvis man altså som jeg er kørekortløs og vil bevæge sig omkring med offentlig transport herude i den nordsjællandske provins.

17 kilometer væk fra Frederikssund station skulle jeg i dag – og busturen tog (helt planmæssigt) 58 minutter. En lille time. Til gengæld er der mindst en time mellem [...]]]> Det kræver tålmodighed, gør det.

Ja, hvis man altså som jeg er kørekortløs og vil bevæge sig omkring med offentlig transport herude i den nordsjællandske provins.

17 kilometer væk fra Frederikssund station skulle jeg i dag – og busturen tog (helt planmæssigt) 58 minutter. En lille time. Til gengæld er der mindst en time mellem busserne. Men jeg kom på en køn sightseeing gennem en hel del af det snedækkede Hornsherred – som i dagens anledning blev beriget med en lillebitte smule solskin (ærgerligt, at bussens ruder var så beskidte ).

Når jeg kører rundt derude – eller bare ser køreplaner for den sporadiske busaktivitet – tænker jeg altid: Her er kønt. Men godt, jeg ikke bor her! Jeg ville simpelthen aldrig have tålmodighed til at være offentlig trafik-bruger og bo i et landdistrikt.

Det er der vist heller ikke så mange andre, der har. De 20 sidste minutter af busturen – helt derude hvor buschaufføren spiser sin madpakke undervejs, der ligger døde grise ved skraldespanden ude ved landevejen, og gadebelysning er ikkeeksisterende – var jeg eneste buspassager. Det var, da pensionisterne og de helt unge mennesker var stået af. Folk på min alder, som bor helt derude, kører selvfølgelig i bil.

Har de så bilen/bilerne, fordi bussen kører så sjældent? Eller kører bussen så sjældent, fordi de har bil(erne)? Tja …

Men hvorfor var det så lige, at jeg turede Hornsherred tyndt i dag? Med offentlig transport. Jo, jeg var såmænd ude på optagelse. Et interview til min eksamensopgave. Man skulle jo helst ikke overdrive med den dér vinterferie, vel?

Det er svært at forestille sig lige nu – at der kommer søndag morgener, hvor kaffen igen kan indtages på terrassen med solens kærtegn på kroppen. De kommer, jeg ved det (og jeg længes!). For den forsvinder jo en dag, denne sne så langt øjet rækker.

Lige nu har jeg en følelse af, at [...]]]>

Det er svært at forestille sig lige nu – at der kommer søndag morgener, hvor kaffen igen kan indtages på terrassen med solens kærtegn på kroppen. De kommer, jeg ved det (og jeg længes!). For den forsvinder jo en dag, denne sne så langt øjet rækker.

Lige nu har jeg en følelse af, at sneen ikke kun ligger som en dyne over land og by, men også som en dyne over hverdagen. Som en ekstra komponent, vi alle må forholde os til og indordne os under.

Hver morgen står jeg tidligere op, så jeg kan tage af sted 25 minutter tidligere, end jeg plejer, og alligevel ankommer jeg først på kurset lige til tiden. Hver eftermiddag krydser jeg fingre for, at DSB har køreklare S-tog, så de kan fragte mig hjem igen – nogle dage går det bedre end andre. Hver gang jeg trækker cyklen ud af indkørslen, satser jeg på, at det ikke er i dag, jeg falder på numsen – og jeg har kørt en del omveje på det sidste for at ramme de bedst ryddede veje.

Hver gang jeg skal krydse en vej, skal jeg lede efter et hul i snedriverne eller finde den mindste, så min fødder ikke synker helt i. Hver gang det sneer lidt mere, sukker jeg og piber Her ligger nok allerede! Hver gang vi går tur i skoven eller ved fjorden, føles det, som om vi har gået turen halvanden gang, fordi sneen bremser vores skridt (men det er selvfølgelig sundt og god motion). Hver gang …

Helt ærlig … jeg er faktisk lidt træt af sneen og frosten nu!

Men det hjælper jo ikke en fis, at jeg ikke gider mere. Så jeg må vist bare glæde mig over, at til maj ligger her garanteret ikke den mindste smule sne. Og jeg kan få kaffe på terrassen .

Ha’ en god søndag. Husk, at du kan køre helt gratis med S-toget i dag. Og her kan du tjekke, om de kører .

Den kommer lige så langsomt krybende fra vest, viser DMI’s radar. Snestormen, som følges med et lavtryk. Efter at have forlystet resten af landet skulle den sidst på eftermiddagen ramme København og Nordsjælland, varsler DMI.

Det ser ud til at blive en kyndelmisse med manér. Nok ikke den koldeste dag, men en af de [...]]]>

Den kommer lige så langsomt krybende fra vest, viser DMI’s radar. Snestormen, som følges med et lavtryk. Efter at have forlystet resten af landet skulle den sidst på eftermiddagen ramme København og Nordsjælland, varsler DMI.

Det ser ud til at blive en kyndelmisse med manér. Nok ikke den koldeste dag, men en af de voldsomme. Med masser af den sne, vi slet ikke trænger til mere af.

Man sagde også, at Skt. Peter smed den varme sten i vandet denne dag, så isen kunne smelte og foråret komme, idet dagen regnes for årets koldeste, kan man bl.a. læse i Wikipedias kyndelmisseartikel.

Det lyder da som en supergod idé med sådan en omgang stenkasteri, hvis du spø’r mig .

Og så vil jeg ellers glæde mig over, at jeg ‘bare’ skal lave lektier hjemmefra i dag og ikke skal på tur med DSB. De har nemlig allerede varslet, at S-togene nok vil få problemer i eftermiddag …

Ha’ en dejlig kyndelmisse … trods alt .

Det her er Laban. Som han veltilfreds og henslængt lå i min stol lige før. Men det kunne have været mig. I hvert fald bor der også nogle velvoksne gab i mig lige nu .

Jeg havde helt glemt, hvor udmattet man bliver af at lære nyt hver dag. Af at bruge (næsten) ukendt [...]]]>

Det her er Laban. Som han veltilfreds og henslængt lå i min stol lige før. Men det kunne have været mig. I hvert fald bor der også nogle velvoksne gab i mig lige nu .

Jeg havde helt glemt, hvor udmattet man bliver af at lære nyt hver dag. Af at bruge (næsten) ukendt software. Af at bruge Mac i stedet for pc. Eller af at tilpasse sig DSB’s luner, hvor en morgen-S-togstur fra Frederikssund til Emdrup pludselig tager den dobbelt tid af normalt. Selv om vejret er smukt, og sneen faldt i går.

Der er godt nok ikke meget krudt tilbage i mig lige nu … men masser af gode gab .