Men hele tiden doseret så tilpas personligt og ikke privat og [...]]]> Nettet er min primære arbejdsplads. Det er her, jeg hjælper mine kunder med at navigere rundt og sende de rette og synlige signaler om deres virksomheder. Og det er her, jeg selv lægger masser af information om min egen virksomhed – og mig selv.

Men hele tiden doseret så tilpas personligt og ikke privat og uhæmmet dyneløftende, at alle stumper og stykker af Bente Hoffmann ikke kan samles her og give et billede, som måske ikke er det, jeg har lyst til at sende til hele verden. Sagt med andre ord: Jeg passer på min digitale identitet, både fagligt og privat.

Din digitale identitet er kort fortalt alt det, andre kan finde om dig på nettet, når de fx googler dig (og tro mig, det gør de!). Profiler i sociale medier som Facebook eller LinkedIn ligger højt i Googles søgeresultat, så de bringer dit navn i top. Og bør derfor udfyldes og plejes med omtanke.

Den digitale identitet kan også indeholde kommentarer, du har lagt i debatforaer eller på blogs, blogindlæg (selvfølgelig  – hvis du altså ikke blogger anonymt), læserbreve fra fx lokalaviser, der er online, placering på deltagerlister fra sportsbegivenheder, udtalelser i referater fra foreningen osv. osv. Fortsæt selv listen – den kan strække sig næsten ud i det uendelige.

Det siger sig selv, at du ikke kan styre alt, Google kan finde på at grave frem om dig. Men i din daglige færden på nettet er det en rigtig god idé altid at tænke over, om de spor, du efterlader dig, er nogen, du har lyst til at møde igen. Nogen, du også vil stå inde for om en måned. Et år. Fem år.

De tanker blev mere aktuelle end vanligt for mig i sidste uge.

Jeg blev ringet op i min virksomhed af direktøren for et site, som bl.a. indeholder en større samling af madopskrifter (jeg er ikke så indiskret, at jeg fortæller hvilket site – dog vil jeg sige, at jeg selv aldrig før havde hørt om det). Nu kunne han jo se, at jeg privat bl.a. bloggede om mad, sagde han, men at jeg professionelt også vidste noget om formidling. Så havde jeg ikke lyst til at udvikle nogle madopskrifter til dem og skrive om deres opskriftsamling på min blog?

Mad hører bestemt til blandt mine yndlingsemner, så det lød som en fristende opgave. Vi aftalte, at han skulle sende mig en liste med de opskrifter, de gerne ville have, og at jeg så skulle sende ham et tilbud på opgaven.

Men direktøren fik aldrig et tilbud. Derimod fik han en mail, hvor der bl.a. stod:

Jeg er slet ikke i tvivl om, at I har mange brugere, og at de kan finde nogen information på sitet. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at reklamer og salg/videregivelse af brugeroplysninger er [sitenavn].dk’s hovedformål. Sådan et site vil jeg ikke være repræsenteret på eller give omtale på min blog.

Jeg var nemlig begyndt at kigge nærmere på sitet, og jo mere jeg kiggede, jo mindre brød jeg mig om, hvad jeg så.

Min research bragte mig bl.a. hen på en side, hvor man for at få en gratis e-kogebog skulle afgive masser af oplysninger om sig selv og sine vaner. Og … da jeg kiggede i betingelserne (dem med meget småt), kunne jeg læse, at man ved at acceptere dem accepterede, at bl.a. postordrevirksomheden Homeenter måtte sende en diverse tilbud (hvis du så Kontant på DR1 den 14. september, ved du, hvorfor bl.a. denne virksomhed får de røde lamper til at blinke ekstra hos mig).

Måske synes du, at jeg er paranoid. Men jeg vil simpelthen ikke forbindes med et site, hvis grundlag jeg ikke kan stå inde for. Jeg hverken kan eller vil anbefale noget, jeg selv stiller kritiske spørgsmålstegn ved. Den slags giver nogle grimme ridser i lakken på min troværdighed – og på min digitale identitet. Og dem vil jeg gerne være foruden!

Tænker du over, hvad og hvor du skriver på nettet? Og i hvilke foraer du er repræsenteret? Kort sagt: Passer du på din digitale identitet?

Der er vist ingen, som jævnligt besøger min blog, der har overset, at jeg er begejstret for at strø om mig med fotos. Men de samme mennesker har formentlig også bemærket, at nærmest alle motiver ligger inden for meget få kategorier: Natur, have, mad og katte (og en enkelt afstikker til rejsemål eller kunst [...]]]>

Der er vist ingen, som jævnligt besøger min blog, der har overset, at jeg er begejstret for at strø om mig med fotos. Men de samme mennesker har formentlig også bemærket, at nærmest alle motiver ligger inden for meget få kategorier: Natur, have, mad og katte (og en enkelt afstikker til rejsemål eller kunst nu og da). Jeg ta’r såmænd også billeder af mennesker, men det er oftest i den private afdeling, og derfor ender de meget, meget sjældent på bloggen.

Men på weekendens fotokursus fik jeg rig lejlighed til at tage portrætter m.m. Bl.a. af mennesker i bevægelse, seriøs bevægelse (nærmest totalt ukendt fotoland for mig!). For den stegende hede lørdag eftermiddag tilbragte jeg – og de øvrige kursister – sammen med Anders og Alex. To superseje, superudholdende parkour-udøvere, hvis eneste opgave denne eftermiddag var at gentage og gentage deres halsbrækkende øvelser, indtil alle fotograferne (næsten) havde fyldt sd-kortene .

Nyd dem lige. Det er godt nok et par fyre med total kropskontrol!

He he … bemærk lige, at jeg fik sneget en mængde hyldeblomster med ind på dette foto .

Advarsel dette bliver ikke de eneste fotos fra fotoweekenden, der kommer på bloggen .

Sikker Internet Dag er et initiativ under EU’s Safer Internet Plus Programme, og den afholdes over hele verden. Dagen sætter fokus på beskyttelsen af børn og unge online, og årets tema er Tænk før du uploader.

Hvor går grænsen for, hvad og hvor meget man [...]]]> Det er Sikker Internet Dag i dag. Vidste du det?

Sikker Internet Dag er et initiativ under EU’s Safer Internet Plus Programme, og den afholdes over hele verden. Dagen sætter fokus på beskyttelsen af børn og unge online, og årets tema er Tænk før du uploader.

Hvor går grænsen for, hvad og hvor meget man deler med vennerne og andre på nettet? Er de sjove billeder fra festen stadig lige så sjove at have liggende ’derude’ på internettet i morgen eller om et halvt år? Sikker Internet Dag 2010 handler om at tænke sig om, inden man lægger billeder eller anden information om sig selv eller andre ud på nettet, står der på sikkerinternetdag.dk.

Pudsigt nok talte vi for kort tid siden om netop dette med manden i mit livs 15-årige datter, som (selvfølgelig) er på Facebook og alle de andre steder, vi andre bevidst ikke kommer. Snakken gik blandt andet på, at det jo ikke er sikkert, man selv styrer fx hvilke billeder af en, der florerer på nettet. Også selv om det ifølge Persondataloven er forbudt at offentliggøre portrætter af andre uden at spørge dem først.

Mandens datter mente ikke, at der var et problem for hende her. Man kan jo se, når andre tagget en på Facebook-billeder, påpegede hun. Og så gled snakken over på andre ting.

Men emnet havde åbenbart optaget hende og gjort hende nysgerrig, for da hun næste gang var hos os, fortalte hun, at hun havde googlet billeder af sig selv – og intet fundet. Derefter kiggede hun skælmsk på mig. Jeg søgte også på dig, sagde hun. Der er altså mange billeder på Google af dig!

Mange er overdrevet . Men hun har da ret, mandens datter, nogle er der. Men ikke nogen, jeg ikke vil stå ved, og ikke nogen, jeg ikke kender til. Og hun må hjertens gerne grine lidt af mig, når hun opdager den slags. Især hvis det samtidigt betyder, at vi har en dialog om adfærd på nettet, og den får hende til at tænke sig (endnu mere) om .

Taler du med dine børn – eller børn i det hele taget – om deres færden på nettet? Om hvad man må, og hvad man skal passe på?

Emnet er bl.a. interessant, fordi det er svært at forklare ikkebloggere, hvorfor det er så attraktivt at blogge. Hvorfor man prioriterer [...]]]> Lige så længe denne blog har eksisteret, har jeg jævnligt blogget lidt metaagtigt … om at blogge. Fordi jeg synes, emnet er møginteressant! Derfor læser jeg også ofte med interesse Thereses speciale-blog Om blogs.

Emnet er bl.a. interessant, fordi det er svært at forklare ikkebloggere, hvorfor det er så attraktivt at blogge. Hvorfor man prioriterer at nå det i en hverdag, hvor der i forvejen er for få timer. Hvorfor det er interessant at kaste sine egne (nu og da navlepillende) skriverier i grams på nettet.

For mit helt personlige vedkommende handler blogging om kærligheden til ord, trangen til at producere tekster, nysgerrighed i forhold til andre mennesker og måske en smule ekshibitionisme .

Men hvem ved, måske er det der bloggeri også farligt …

Med andre ord: Blogger du om det meget private, eller holder du dig til personlige betragtninger og beretninger om livet og verden omkring dig?

Der er en hårfin balance mellem [...]]]> Hvor langt går du, når du blogger?  Inviterer du læseren med som voyeur på sengekanten? Med til konsultation hos psykologen? Ind i skænderiet med eks’en?

Med andre ord: Blogger du om det meget private, eller holder du dig til personlige betragtninger og beretninger om livet og verden omkring dig?

Der er en hårfin balance mellem personligt og privat – og for ikke at gøre det lettere, er der også en balje subjektivitet blandet ind i den skelnen: Hvad din nabo opfatter som privat, gør du måske ikke.

Der er masser af eksempler på personlige tekster, som ikke er private (= dyneløftende). Klummer i blade og aviser er fx de klare eksempler. Lidt firkantet sagt er forskellen på de to typer tekster, at den personlige tekst nok indeholder et ‘jeg’, og at dette ‘jeg’ deler ud af sit liv og sine erfaringer, men bestemt ikke af alt. Den private tekst derimod dykker helt ned i det mest intimes godtepose og fortæller løs, også om det, der burde være forblevet … privat.

Mange blogs skrives af anonyme (det kan der skrives et helt blogindlæg om – men det må blive en anden gang), men det er ikke en garanti for, at skribenten ikke bliver genkendt af … venner, ekskærester, kollegaer, chefen osv. Men vil du fortælle det samme i anonym som i genkendelig skikkelse? Kan dine tekster få nogen konsekvenser, hvis din anonymitet bliver brudt? Tænker du overhovedet på, at der ikke er en garanti for, at du ikke bliver genkendt?
 
Når vi bevæger os ud i det offentlige rum med vores privatliv på skrift – det være sig i blogs, bøger, artikler, debatindlæg, klummer osv. – mener jeg, at vi skal tænke rigtig grundigt over den hårfine balance mellem personligt og privat. Der er bare nogle ting i vores liv, som andre – og især vildfremmede mennesker (som andre bloggere) – ikke behøver at vide noget om. Åbenhed kan blive for intim!

Men på den anden side kan vi også bruge åbenheden til noget: For hvis vi fortæller ærligt om intimsfærens tilskikkelser, bliver de samme erfaringer ikke nødt til at blive gjort igen og igen. Det var man allerede bevidst om i den spæde kvindebevægelse i 1800-tallets slutning, og meget senere systematiserede rødstrømperne åbenheden om kvindelivet gennem bl.a. basisgrupper og bekendelseslitteratur.

For mig at se handler det om at finde en balance – og at øve en smule selvjustits. Men også om at kaste et par kritiske øjne på sit blogindlæg, inden man trykker på Udgiv. Måske skal nogle af spørgsmålene lyde: Er det vigtigt for mig, at alverden kan læse dette? Har dette relevans for andre end mig og måske nogle få mennesker omkring mig? Hvordan vil jeg reagere, hvis min kollega i morgen fortæller mig, at hun har læst min blog? Keder jeg folk med det, jeg skiver (ja ja, jeg ved, at man bare kan surfe væk!)? Kan jeg støde nogen ved det, jeg skriver? Som bekendt er intet menneske en ø – det er vi heller ikke, når vi skriver om vores privatliv (medmindre vi er eremitter) – så når vi vælger at sætte ord på vores tanker, følelser, oplevelser osv. og placere dem i cyberspace, er vi forpligtet til at tænke os om et par gange mere, end hvis ordene landede i dagbogen i nederste kommodeskuffe. Også for vores egen skyld …

Inspirationen til ovenstående er i øvrigt kommet af et indlæg på Om blogs, som har affødt en interessant meningsudveksling. Det er bestemt værd at læse med …

Lad os håbe, at [...]]]> Dit mindste klik bliver overvåget og registreret skriver politiken.dk i dag og fortæller om det britiske firma Phorms markedsføringsværktøj, der via adgang til historikken i ens browser sørger for, at man får vist helt målrettede reklamer på de netsider, man besøger. Hvis altså ens internetudbyder har solgt adgangen til ens data!

Lad os håbe, at de britiske protester er store nok til, at den form for markedsføring aldrig når frem til det danske marked! Desværre er det nok blot et naivt håb …