Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg bor i en sammenbragt familie. Jeg blogger endda om det nu og da. Men perifært, synes jeg selv. Og ikke voldsomt dybdeborende. Dog er det åbenbart ret synligt, for nu er jeg blevet fundet hele to gange på to uger (har lige tjekket selv: i en Google-søgning på sammenbragte familier dukker min blog op allerede på side tre (ud af 9.490 hits)).
I dag fik jeg en mail fra en kvinde, som gerne ville modtage bøger fra min giveaway. Hendes mail begyndte: Jeg faldt over din blog i min for tiden halvdesperate søgen efter beretninger om sammenbragte familier og forsøget på at få det til at fungere (…)
Den halvdesperate kvinde får sine bøger, og som bonus fik hun også en mail med linket til det bedste sted, jeg selv kender for sammenskrabsfamilier: Netværket for sammenbragte familier. For når man skriver, som den halvdesperate kvinde gør, og når man trawler nettet tyndt efter løsningsmodeller, så er det, fordi man mener det. Også i den grad. Tro mig, jeg ved det, for jeg har været dér, lige på kanten af familiesammenbruddet.
Netværket for sammenbragte familier har bl.a. til formål at formidle viden og udveksle erfaringer om det at være sammenbragt familie og at synliggøre dilemmaerne i den sammenbragte familie. Der står en psykolog og en psykoterapeut, som begge har speciale i rådgivning af par i sammenbragte familier, bag netværket, som jeg selv var et aktivt medlem af, da bølgerne gik høj i dette bofællesskab (det ynder jeg at kalde familieformen – for ikke at forveksle den med kernefamilien. For en sådan bliver den sammenbragte familie aldrig – og det er et voldsomt skråplaner at prøve at gøre den til det!).
Nå, men i sidste uge fik jeg også en mail. Fra en journalist på TV2 Nyhederne, som gerne ville lave et indslag om de dilemmaer, man står i som sammenbragt familie med teenagere. Hun fik også et link til Netværket (fordi man her måske kunne hjælpe med at finde en interviewperson) og et pænt nej tak fra mig.
For her går min grænse. Jeg havde gerne stillet op til tv-indslag om andre emner, men lige præcist dette er simpelthen for prekært. Jeg kan fortælle mange ‘spændende’ historier om det sammenbragte liv, men efter at manden i mit livs børn ikke længere bor fast her, men er flyttet hjem til deres mor, og hans datter kun kommer på hver 14.dags- og feriebesøg, er der faldet så meget ro på alle parter, at det ville være både indiskret og møghamrende dumt at stille sig op på landsdækkende tv (som ekskoner og papbørn sikkert også ser) og dele ud af sine erfaringer.
Principielt er jeg en meget stor tilhænger af erfaringsudveksling (det er nok også derfor, jeg er en dedikeret blogger 
). Men jeg er også tilhænger af, at man trækker en væsentlig grænse mellem det personlige og det private (det skrev jeg for snart længe siden et uddybende indlæg om). I dette tilfælde er det personlige, at jeg bor i en sammenbragt familie, vi har haft mange konflikter, men vi er på ret køl nu. Det private er historierne om konflikterne. De historier er ikke hemmelige, og der findes en del mennesker omkring mig, der har lagt øre til dem. Men de er ikke – og skal ikke være – offentligt tilgængelige, hverken her på bloggen (hvor en del andre end ‘kommentatorerne’ læser med) eller på tv. Ligegyldigt hvor meget andre i lignende situationer ville kunne lære af dem.
Men jo, jeg bor i en sammenbragt familie. Det er ingen hemmelighed. Jeg blogger kun perifært om det. Og … min ranking på Google på emnet bliver forhåbentlig ikke bedre af dette indlæg . Gør den, så har jeg forhåbentlig givet god besked om, hvor man kan gå hen og få mere at vide og udveksle erfaringer .
.
Hvor langt går du, når du blogger? Inviterer du læseren med som voyeur på sengekanten? Med til konsultation hos psykologen? Ind i skænderiet med eks’en?
