Bentes blog » Netværk

Google+ … tja …

Bente — Thu, 22 Sep 2011 06:39:04 +0000

Nettet og omegn og ikke mindst alt det, man kan foretage sig dér både som privatperson og virksomhed, har efterhånden i en del år været mit arbejdsområde (og min hobby ). Så gennem et stykke tid har jeg tænkt, at jeg egentlig burde være på Google+ for på førstehånd at vide, hvad netværket kan. Men ønsket har altså ikke været stærkt nok til, at jeg lagde kræfter i at skaffe mig en invitation.

I går fik jeg så øje på den, den blå pil på Google, der lystigt annoncerer, at Google+ er nu åbent for alle! Nå, men så er det vel nu, jeg skal på, tænkte jeg og smuttede indenfor.

Ved ihærdig søgen er det lykkedes mig at finde 14 mennesker, jeg kender – heraf er de otte blogvenner . Langt de fleste af mine venner og bekendte er simpelthen ikke på Google+, kan jeg konstatere. Og det ser godt nok heller ikke ud, som om der sker det store her.

Men … det er er måske lidt ligesom med LinkedIn. Da jeg kom på i 2004, føltes det også ret ensomt, og der gik år, før folk begyndte at vælte ind for at oprette deres professionelle visitkort her. Et visitkort, som i øvrigt ranker ret højt i Google-søgninger på ens navn.

Imponeret af Google+ er jeg ikke. Og jeg føler heller ikke, at jeg er gået glip af noget ved ikke at have været på Google+ fra starten. Men nu har jeg altså en profil … selv om jeg ikke helt ved, hvad jeg skal bruge den til .

Er du på Google+? Og hvad bruger du netværket til?

I skole i sommervarmen

Bente — Tue, 29 Jun 2010 19:01:38 +0000

Første gange jeg var på La Oficina på Frederiksberg var til mit allerførste blogtræf sidste forår. I dag var jeg der igen. Men anledningen var en helt anden. Jeg skulle nemlig i skole. Sommerskole for selvstændige.

Så en steghed eftermiddag er blevet tilbragt i selskab med omkring 20 andre små selvstændige samt journalist og forfatter Karen Lumholt, der skulle inspirere os til at vækste fra biks til business. Der faldt et par interessante lunser viden af om virksomhedsvækst, og resten kan vi læse os til i bogen, der fulgte sammen med ‘skoledagen’. Men … det mest interessante var nu at komme ud og netværke med en flok andre selvstændige og høre om erfaringer og udfordringer fra det brogede mikrovirksomheds-landskab.

Og så havde Lotte heldigvis vagt på La Oficina i dag, så der blev også tid til en hyggelig sludder med hende. Dejligt .

Et af de elektroniske visitkort

Bente — Fri, 18 Jun 2010 09:08:26 +0000

Jeg fik et flip i går aftes, og så fik min profil på netværket LinkedIn den helt store overhaling. Noget, jeg faktisk længe har syntes, den trængte til. Men … ja, profilen var altså kommet bag i køen .

Jeg er ikke på Facebook (og jeg har talrige gange blogget om hvorfor), men det betyder ikke, at jeg ikke tror på netværkstanken. Faktisk slet ikke. Jeg er en stærk tilhænger af at danne netværk. På LinkedIn har jeg gjort det siden 2004.

LinkedIn er min udvidede adressebog. Jeg har nogle få venner i mit netværk dér, ellers er jeg primært forbundet med kunder, samarbejdspartnere, gamle kollegaer og mennesker, jeg kender fra fysiske netværk.

Jeg connect‘er kun på LinkedIn med mennesker, jeg rent faktisk kender. Derfor rydder jeg også nu og da op i mine connections og sletter dem, jeg fx kun har kendt perifært og har tabt forbindelsen så meget med, at jeg end ikke ville genkende dem på gaden. Mit mål er nemlig kvalitet fremfor kvantitet i mit netværk (sådan har alle det ikke, kan jeg se rundt omkring). I øvrigt sender jeg aldrig en af de engelsksprogede standardinvitationer til personer, jeg gerne vil have i mit netværk; jeg skriver altid min egen personlige. For godt nok er det her nettet, men der må nu gerne være et personligt touch, synes jeg.

Min LinkedIn-profil er et professionelt elektronisk visitkort på nettet, ligesom fx mit firmas hjemmeside er. Men ud over at jeg lige har renoveret profilen, og at der jævnligt kommer nye connections til mit netværk, bruger jeg faktisk kun LinkedIn som ‘adressebog’. Selv om jeg ved, at det kan bruges til meget andet, fx deltagelse i grupper om diverse emner, brancher osv. Jo, jeg er faktisk med i én gruppe – men al aktivitet dér er stendød. Og jeg bliver ikke den, der yder førstehjælp.

Jeg kender en del, der bruger LinkedIn lige så sporadisk, som jeg gør. Og jeg taler også nogen gange med nogen af dem om, om vi mon går glip af noget. Om vi ikke udnytter netværkets potentiale. Men indtil videre er det blevet ved snakken. Måske fordi døgnet (stadig) kun har 24 timer. Og fordi der er grænser for, hvor mange af dem jeg vil tilbringe online .

Er du på LinkedIn? Og hvordan bruger du netværket?

Sukkersød lindring

Bente — Sun, 11 Apr 2010 18:36:53 +0000

Egentlig er min fagforening ikke særlig god til at håndtere freelancende og selvstændige medlemmer. Men de seneste cirka fem år har deres sektion for os frie ugler dog været ret velfungerende. Pga. en engageret bestyrelse, som bl.a. arrangerer medlemsmøder og -seminarer, så vi får mulighed for et reelt netværk.

I fredags var der sådan et medlemsmøde. Og ud over at jeg fik en masse god faglig snak, hørte jeg også om et produkt, som totalt var forbigået min opmærksomhed: Plastret, som lindrer smerten og ubehaget ved bi- og hvepsestik. Produktet er opfundet af et af sektionens medlemmer. Og det kom på markedet i 2009.

Bee-Patch hedder plastret. Og det er inspireret af en ældgammel Dus med dyrene-udsendelse, hvor Poul Thomsen lod sig stikke af en hveps og fjernede giften med en sukkerknald.

Plastret virker ligesom en sukkerknald. Inde i plastret er der en patenteret sukkermembran. Når man bliver stukket, fjerner man evt. brodden, lægger en dråbe vand eller spyt på stikstedet og placerer plastret ovenpå stikket. Ved hjælp af osmose trækkes giften ud af huden op i plastret. (…). Ved at fjerne giften, fjerner man også smerte og hævelse. Det kan man bl.a. læse på Bee-Patchs hjemmeside.

Jeg (og alle de andre deltagere på mødet) fik en æske plastre med hjem. Og jeg tøver ikke med at fortælle om produktet som tak. For nok er det et gammelt huskeråd, at man kan trække giften ud af et hvepse- eller bistik med en sukkerknald. Men den metode indebærer den risiko, at sukkeret tiltrækker andre hvepse eller bier. Det sker ikke med plastret, hvor sukkeret er indkapslet.

Det er da ret smart. Synes du ikke? Og havde du i øvrigt hørt om Bee-Patch-plastret før?

Sammenbragte familier

Bente — Fri, 28 Aug 2009 17:29:03 +0000

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg bor i en sammenbragt familie. Jeg blogger endda om det nu og da. Men perifært, synes jeg selv. Og ikke voldsomt dybdeborende. Dog er det åbenbart ret synligt, for nu er jeg blevet fundet hele to gange på to uger (har lige tjekket selv: i en Google-søgning på sammenbragte familier dukker min blog op allerede på side tre (ud af 9.490 hits)).

I dag fik jeg en mail fra en kvinde, som gerne ville modtage bøger fra min giveaway. Hendes mail begyndte: Jeg faldt over din blog i min for tiden halvdesperate søgen efter beretninger om sammenbragte familier og forsøget på at få det til at fungere (…)

Den halvdesperate kvinde får sine bøger, og som bonus fik hun også en mail med linket til det bedste sted, jeg selv kender for sammenskrabsfamilier: Netværket for sammenbragte familier. For når man skriver, som den halvdesperate kvinde gør, og når man trawler nettet tyndt efter løsningsmodeller, så er det, fordi man mener det. Også i den grad. Tro mig, jeg ved det, for jeg har været dér, lige på kanten af familiesammenbruddet.

Netværket for sammenbragte familier har bl.a. til formål at formidle viden og udveksle erfaringer om det at være sammenbragt familie og at synliggøre dilemmaerne i den sammenbragte familie. Der står en psykolog og en psykoterapeut, som begge har speciale i rådgivning af par i sammenbragte familier, bag netværket, som jeg selv var et aktivt medlem af, da bølgerne gik høj i dette bofællesskab (det ynder jeg at kalde familieformen – for ikke at forveksle den med kernefamilien. For en sådan bliver den sammenbragte familie aldrig – og det er et voldsomt skråplaner at prøve at gøre den til det!).

Nå, men i sidste uge fik jeg også en mail. Fra en journalist på TV2 Nyhederne, som gerne ville lave et indslag om de dilemmaer, man står i som sammenbragt familie med teenagere. Hun fik også et link til Netværket (fordi man her måske kunne hjælpe med at finde en interviewperson) og et pænt nej tak fra mig.

For her går min grænse. Jeg havde gerne stillet op til tv-indslag om andre emner, men lige præcist dette er simpelthen for prekært. Jeg kan fortælle mange ‘spændende’ historier om det sammenbragte liv, men efter at manden i mit livs børn ikke længere bor fast her, men er flyttet hjem til deres mor, og hans datter kun kommer på hver 14.dags- og feriebesøg, er der faldet så meget ro på alle parter, at det ville være både indiskret og møghamrende dumt at stille sig op på landsdækkende tv (som ekskoner og papbørn sikkert også ser) og dele ud af sine erfaringer.

Principielt er jeg en meget stor tilhænger af erfaringsudveksling (det er nok også derfor, jeg er en dedikeret blogger ). Men jeg er også tilhænger af, at man trækker en væsentlig grænse mellem det personlige og det private (det skrev jeg for snart længe siden et uddybende indlæg om). I dette tilfælde er det personlige, at jeg bor i en sammenbragt familie, vi har haft mange konflikter, men vi er på ret køl nu. Det private er historierne om konflikterne. De historier er ikke hemmelige, og der findes en del mennesker omkring mig, der har lagt øre til dem. Men de er ikke – og skal ikke være – offentligt tilgængelige, hverken her på bloggen (hvor en del andre end ‘kommentatorerne’ læser med) eller på tv. Ligegyldigt hvor meget andre i lignende situationer ville kunne lære af dem.

Men jo, jeg bor i en sammenbragt familie. Det er ingen hemmelighed. Jeg blogger kun perifært om det. Og … min ranking på Google på emnet bliver forhåbentlig ikke bedre af dette indlæg . Gør den, så har jeg forhåbentlig givet god besked om, hvor man kan gå hen og få mere at vide og udveksle erfaringer .

Jeg er ikke venner med Facebook

Bente — Wed, 22 Apr 2009 07:29:11 +0000

Jeg er ikke venner med Facebook (hvilket jeg også jævnligt har ytret mig om her på bloggen). Ikke fordi jeg har noget imod netværk (slet ikke!). Ikke fordi jeg ingen venner har (slet ikke!). Ikke fordi jeg har noget imod at støde på min fortid (slet ikke … men, helt ærlig, der er jo en årsag til, at mange af bekendtskaberne gled ud).

Nej, jeg har derimod rigtig, rigtig meget imod Facebooks forretningsmetoder. Den måde de overtager retten til at bruge de billeder og tekster, medlemmerne lægger på (nu påstår de dog selv, at dette ikke er tilfældet). Og ikke mindst den måde de videresælger medlemmernes (og medlemmernes venners) oplysninger til virksomheder, som bruger det til målrettet reklame. Vel at mærke uden at medlemmerne er blevet spurgt først. Vi er ude i overtrædelse af både markedsføringsloven og loven om dataregistrering, når vi taler om Fjæsbogen. Forbrugerrådet har råbt vagt i gevær længe. Datatilsynet tøver.

Derfor var Kontakts udsendelse på DR1 i går også rigtig vand på min mølle. Og i øvrigt temmelig skræmmende – heldigt, at jeg ikke har en profil! Hvis du ikke så udsendelsen, så hiv 20 minutter ud og bliv oplyst om Facebooks sande ansigt her.

Udsendelsen fortæller også om, hvor svært det er at slette sin profil igen. Den oplevelse havde jeg selv for et års tid siden, hvor jeg tilbragte tre uger på Fjæsbogen, inden jeg fik nok. Dengang lykkedes det mig kun at finde profildeaktiverings-funktionen. Men jeg er heldigvis blevet klogere siden, så nu er min profil helt pist (ud over altså den der kopi, som Fjæsbogen beholder!). Hvis du også har ledt forgæves efter profilslettefunktionen, så er din søgen nu slut. Brug linket, og du er der (har du allerede deaktiveret din profil, bliver du nødt til at aktivere den igen, før den kan slettes).

Danmark er det land i verden, hvor den største del af befolkningen (procentvis) er medlemmer af Facebook. Er vi bare et modigt folkefærd? Eller ved de fleste ikke, hvad de går ind til? Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at jeg aldrig har fortrudt, at jeg nedlagde min profil. Og som tiden går, får jeg flere og flere argumenter imod Fjæsbogen.

Hvad med dig? Hvordan har du det med Facebook?

Dedikerede bloggere

Bente — Sun, 29 Mar 2009 11:51:20 +0000

Jamen altså. Det var jo næsten som at være i mødregruppe igen. Jeg mener, hvem andre end mødre, især de nybagte, kan klare mosten med endeløs babysnak og stakkevis af babyerfaringsudvekslinger?

Og hvor vil jeg så hen med det?

Til blogtræf, såmænd .

For hvem andre end bloggere, især de dedikerede, kan klare mosten med endeløs blogsnak og stakkevis af blogerfaringsudvekslinger?

Og hvor var det skønt!

Dér i spændende rammer på La Oficina (tak, Lotte, for at ‘lægge hus til’) blev der sat ansigter og levende ord på nogle af alle de dejlige mennesker, jeg nærmest dagligt træffer i blogland. Og her mødte jeg nogle, jeg slet ikke kendte i forvejen, men som jeg bestemt bliver nødt til at læse med hos fremover.

Fælles for os alle er, at vi tager det at blogge alvorligt og mener noget med det. Derfor blev hele blogsnakken også så befriende fritaget for al den undren, som tit blander sig, når jeg taler om emnet med ikkebloggere. Og der er da ikke noget så dejligt som at tilbringe en aften sammen med ligesindede (og masser af dejlig mad)!

Tak for i går, alle sammen! Glæder mig til næste blogtræf .

På vej til blogtræf

Bente — Sat, 28 Mar 2009 09:57:38 +0000

Der er blogtræf, det er spændende, og det er i dag!

Feta-courgettetærten til buffeten er klar. Og det er jeg også.

For pokker, det bliver sjovt at møde nogle af alle menneskene bag alle ordene på alle bloggene. Heldigvis er det at blogge mere end at sidde og slå i tasterne …

Netværksmisbrug

Bente — Wed, 05 Nov 2008 21:40:25 +0000

Jeg er netværker om en hals. Og min tro er klippefast på værdien af at pleje og udvikle sit netværk, både fagligt og privat.

Men … jeg hader, når folk udnytter netværk!

Det var præcis, hvad jeg oplevede i dag.

En af mine kollegaer havde fundet mig på LinkedIn og havde sendt mig en invitation. Dejligt, den tog jeg selvfølgelig positivt imod. Men … under to timer efter jeg var connected med min kollega, kom hun og fortalte, at hun lige havde fået en henvendelse fra en af mine andre LinkedIn-kontakter. Vedkommende, der er selvstændig, kunne rigtig godt tænke sig at løse opgaver for vores virksomhed, kunne min kollega fortælle. Næsten simultant med mailen til min kollega, havde vedkommende sendt mig en mail, som sammenkogt indeholdt én besked (der var totalt filtreret for høflighedsfraser o.lign.): Jeg har ikke nok at lave, hjælp mig!

Kontakten er meget perifær, en person, jeg få gange har mødt i et netværk af freelancere og selvstændige, jeg tidligere har deltaget i. Og jeg aner intet om personens faglige kompetencer. Derfor kunne jeg heller ikke drømme om at anbefale vedkommende til nogen – det gør jeg aldrig med personer, hvis kompetencer jeg ikke har førstehåndskendskab til. Det vil i min begrebsverden falde direkte tilbage på mig, hvis den anbefalede ikke kan ‘levere varen’. Og den slags føler jeg ikke for at plette mit professionelle omdømme og ry med (en væsentlig lærdom fra et mangeårigt liv som selvstændig!).

Men øv, hvor føler jeg mig ubehageligt til mode og gået alt for nær, når andre mennesker på den måde stiller sig på nakken af mit netværk og prøver at trække på det (endda uden at spørge mig først) udelukkende for egen vindings skyld.

God netværksetik handler bl.a. om at tænke ud over what’s in it for me – når mennesker formår det, bliver netværksdannelse et fænomenalt værktøj! Når ikke, kommer det alt for let til at ligne udnyttelse og giver en ram smag i munden … i hvert fald på mig …

Giver det mening udenfor skærmen?

Bente — Mon, 28 Jul 2008 14:42:18 +0000

Du vil elske den, grinede teenageren og kort efter dumpede der et link ned i min indbakke. To minutter og otte sekunder om, hvordan det ville være, hvis folk opførte sig på samme måde i den virkelige virkelighed, som de gør på Facebook.

Og hun havde ret, min unge. Jeg morede mig dejligt. Håber du gør det samme!

P.S. Min mening om Facebook har jeg jo luftet et par gange her på bloggen (og tænk, nu er jeg ansat i en koncern, der bruger Fjæsbogen i dele af deres rekruttering … skræmmende (som teenageren ville sige)). Jeg er bestemt ikke blevet mildere stemt over for fænomenet, efter jeg for et par uger siden læste en artikel i Politiken om, hvordan stifteren Mark Zuckerberg snuppede idéen til netværket fra nogle medstuderende på Harvard, der havde bedt om hans hjælp til at programmere deres site.

P.P.S. Ved du i øvrigt, hvordan internettet fungerer? Hvis ikke, så kig med her … og lær noget nyt