Arbejdsfordelingen mellem manden i mit liv og mig var helt klar på denne lørdag. Først hjalp vi hinanden med at sove længe og spise sen morgenmad – men det blev altså også temmelig sent i går, for vi fulgte en forrygende Chris Minh Doky-koncert lige nedenfor scenen på Plænen i Tivoli, og den var [...]]]>

Arbejdsfordelingen mellem manden i mit liv og mig var helt klar på denne lørdag. Først hjalp vi hinanden med at sove længe og spise sen morgenmad – men det blev altså også temmelig sent i går, for vi fulgte en forrygende Chris Minh Doky-koncert lige nedenfor scenen på Plænen i Tivoli, og den var først lige slut, da rådhusklokkerne bimlede midnat.

Derefter stod den på mere jazzfestival til manden i selskab med en kammerat og på rengøring (vi har åbent hus igen i morgen (det er helt fantastisk så rent ens hjem er, når det er til salg )), indkøb og havearbejde til mig. Og den arbejdsfordeling var jeg nu ikke utilfreds med, for det hele kunne foregå i præcis det tempo, der passer mig  – og helt i ensomhed. Og så har jeg det jo som en fisk i vandet .

Sådan en dag, hvor tankerne bare kan sendes på flugt, mens hænder m.m. er arbejdsomme, er den rene balsam for sjælen. Men der kom nu et enkelt skår i begejstringen, da jeg før tænkte, at nu fortjente jeg bestemt at slå numsen i solstolen, lade aftenen og de fjerne lyde fra det lokale vikingespil indsvøbe mig, placere den bærbare på skødet, nyde et køligt glas chardonnay og tage på blogrundfart. For med ét og fascinerende uhyggeligt at se på som en scene i en Harry Potter-film kom kulsorte skyer drivende, akkompagneret af buldrende torden, der kom tættere og tættere på. Lige p.t. øser det ned og tordner.

Så farvel terrassesommeraften! Heldigvis kunne den hurtigt konverteres til et besøg i sofaen. Og dagen har stadig været helt fin. Arbejdsom og fredelig og helt tilfredsstillende .

I dette lukkede forum tør jeg godt indrømme, at jeg i sådan cirka 25 år [...]]]> Det er den lokale Lokalavisens skyld! Ja, det var i hvert dem, der i vinter havde solgt en annonce så stor, at selv jeg fik øje på den. En annonce for, at Danmarks kedeligste orkester ville give koncert i Frederiksværk.

I dette lukkede forum tør jeg godt indrømme, at jeg i sådan cirka 25 år har haft et svagt punkt for Steffen & Co. (mest teksterne), og der står skam også et par eller fem af deres album på min reol. Men jeg havde faktisk aldrig nogensinde hørt det ældgamle band live.

Manden i mit liv er mest til tv●2 i den allertidligste version med fantastiske Toyotaer og den der perfekt skabte verden. Men alligevel lykkedes det at lokke ham til at drage med de 19 kilometer fra vores bopæl til Gjethuset, hvor koncerten fandt sted. I går aftes.

Koncerten var superprofessionel, grænsende til det glatte. Varen blev leveret, med både noget af det splinternye (som jeg slet ikke kendte) og noget af det ualmindeligt velkendte. Salen med 1.100 mennesker kogte, og der blev skrålet med på de duggede ruder, be babalula’erne, turen til Rio og de andre travere. Faktisk følte jeg næsten, at jeg var kommet med til havefest i provinsen .

Det var skægt nok at opleve, men på vej hjem i bilen kunne jeg også berolige manden med, at jeg ikke ville blive forfalden til at gå til sådan nogle koncerter. Faktisk holder jeg ved nærmere eftertanke meget mere af at få tv●2 serveret i fred og ro hjemme på vores eget anlæg .

P.S. Opvarmningen til tv●2 var Marie Key, som jeg ikke kan mindes, at jeg tidligere er stødt på. Og det er en skam. For hun er en skøn underspillet ung kvinde med masser af humor og selvironi. Og dejlige underfundige tekster.

Man skulle tro, at ferietid var lig med god tid til at blogge. Men … snydt igen! I hvert fald her og nu hos mig. Siden jeg vendte hjem fra Skanderborg sent søndag, har bloggeriet nærmest hele tiden været den aktivitet, der er blevet kastet bagerst i køen. Også de dage, hvor jeg har [...]]]>

Man skulle tro, at ferietid var lig med god tid til at blogge. Men … snydt igen! I hvert fald her og nu hos mig. Siden jeg vendte hjem fra Skanderborg sent søndag, har bloggeriet nærmest hele tiden været den aktivitet, der er blevet kastet bagerst i køen. Også de dage, hvor jeg har været hjemme. Jeg synes godt nok, jeg er ved at være ret uopdateret på, hvad der sker ude hos jer andre i blogland (gudskelov har jeg okay styr på, hvad der sker her hos mig selv ).

Det må jeg se at råde bod på i dag!

For i dag skal være en af de der helt uimodståelige dage, totalt fri for planer (altså ud over det der bloggeri … og lidt havenusseri … og lidt vasketøj … og en masse socialt samvær … og masser af sommerferielangsomhed ).

Men det var i går bestemt ikke. Sammen med teenageren og manden i mit liv tog jeg på ‘udflugt’ til København. Først var vi på besøg hos mine forældre, så gik der shopping light (vi havde jo manden med ) og middagsindtagelse i den, og til sidst endte vi på Den Blå Hund på Frederiksberg. Her spiller Katrine Madsen og band nemlig hver aften under Copenhagen Jazz Festival – og hende ville vi nødigt gå glip af! Kender du ikke Katrine Madsens bløde, lækre jazz, så prøv at høre et par smagsprøver via linket til hendes hjemmeside herover.

Så jo, vi var lidt flade, da vi ‘landede’ på matriklen klokken kvart i et i nat. Men det havde været en dejlig dag. Det er jeg nu sikker på, at denne planløse af slagsen også bli’r .

Håber, du også har udsigt til en dejlig sommertorsdag!

Diskussioner har bølget frem og tilbage de seneste dage. Helt fredeligt og meget stilfærdigt. For det hele er foregået inde i hovedet på mig selv. Og der har kun været én til at tage stilling. Stilling til, om det nu også er nu, jeg skal i gang med at blogge igen.

Men det skal [...]]]>

Diskussioner har bølget frem og tilbage de seneste dage. Helt fredeligt og meget stilfærdigt. For det hele er foregået inde i hovedet på mig selv. Og der har kun været én til at tage stilling. Stilling til, om det nu også er nu, jeg skal i gang med at blogge igen.

Men det skal jeg! For skrivekløen klør. Og blogbehovet blusser.

Så bloggen får en chance. Men i lavt gear. For der er jo også liiige alle de andre ting, jeg skal og vil. Både i arbejds- og fritidslivet.

Jeg hedder Bente, og jeg er kulturoman. Ja, sådan følte jeg nærmest for at udbryde, da jeg kastede et blik på de seneste ugers kulturforbrug. For jeg har været

• i JazzHouse til Cæcilie Norby-koncert
• i Gasværket og se Macbeth
• hos boghandleren og købe Ramslands Sumobrødre (som jeg også så småt er startet på)
• på Ordrupgaard og se Emil Nolde-udstilling
• i biografen og se An Education
• på Gl. Holtegaard og se Allan Ottes fascinerende ulykkesmalerier
• deltager i et gensyn med von Triers Antichrist.

Og tænk, det føltes ikke som en eneste kulturoplevelse for meget. Så er der da vist tale om afhængighed, er der ikke? Men det er bestemt en afhængighed, jeg vedkender mig. Også i den grad. Musik, teater, billedkunst, litteratur og film er livskrydderier, jeg slet ikke kan undvære!

Nå ja, så har jeg altså også brugt lidt tid på det seneste på at ligge på knæ for alle mine tulipaner og indfange et par snapshots af dem. Men … mon ikke du har bemærket det .

Han havde truet med det gennem et stykke tid, manden i mit liv. At han ville skille sig af med sin grammofon, som ikke har været tilsluttet anlægget i flere år. Og alle lp’erne skulle også forlade husstanden og flytte ind i et antikvariat. Havde han længe sagt.

I sidste uge gjorde han ord [...]]]>

Han havde truet med det gennem et stykke tid, manden i mit liv. At han ville skille sig af med sin grammofon, som ikke har været tilsluttet anlægget i flere år. Og alle lp’erne skulle også forlade husstanden og flytte ind i et antikvariat. Havde han længe sagt.

I sidste uge gjorde han ord til handling. Og stillede så det uundgåelige spørgsmål: Skal jeg også sælge dine lp’er?

Jeg valgte at overhøre den sprøde forventning i mandens stemme. For jeg har jo aldrig været i tvivl om, at han hellere end gerne ville slippe for at bo under tag med (jeg nævner i flæng) ABBA, Pia Raug, Grease- og Saturday Night Fever-soundtrackene, Randy Crawford og – ja, lad os også bare snuppe TV2, Andrew Lloyd Webber, Simon and Garfunkel og Supertramp med. Sammen med Bonnie Tyler, Ray Parker Junior, Gnags og Beatles. Og … så taler vi slet ikke om mappen med mystiske singler .

Ikke en eneste af mine lp’er har været afspillet efter 2001. Dengang blev jeg skilt, og min elendige radio-båndoptager-grammofon-sampak endte samtidig i en affaldscontainer. Og, indrømmet, jeg har sjældent savnet genhøret med lp’erne. Så mit ’ja’ til mandens spørgsmål lå egentlig lige på tungespidsen.

Men pludselig tog nostalgien over!

• Jamen! Den her var min allerførst lp (ABBA Greatest Hits, 1975). Da jeg købte den i 1976, måtte jeg slet ikke selv afspille den, fordi mine forældre var bange for, at jeg ville komme til at ødelægge deres grammofon.
• Den her var bare med til alle festerne i 7. og 8. klasse (Grease-soundtracket, 1978). Alt, hvad der rimede på hjerte og smerte, gik rent ind, for hvem ved mere om hjertesorg end spritnye teenagere?
• Den her kom med hjem, da jeg var på sprogkursus i Brighton i 1980 (Breakfast in America med Supertramp). Jeg anede ikke, hvad det var for noget musik – men min ‘roommate’ sagde, den var god. Og så købte jeg den og var solgt.
• Den her købte jeg i London sammen med min søster. Vi havde lige set Evita og måtte eje musikken. Det var en uge, før jeg blev 18 (og hun var 14), og vi var alene på storbyferie.
• Og den her …

Og sådan blev jeg ved, mens ja’et krøb længere og længere ind i munden for hvert minde, jeg hev frem. Faktisk var jeg lige ved at sige Nej, du må ikke sælge mine lp’er! Men så overrumplede et (sjældent) anfald af fornuft mig. For hvad skulle jeg dog med lp’erne (minder eller ej), når grammofonen var væk?

Okay, sukkede jeg, sælg dem bare. Men … jeg skal altså ha’ et billede, inden du pakker dem sammen! Og så slæbte jeg lp’erne ud i entréen, smed mig på gulvet og begyndte at fotografere. Uden tanke for at jeg meget kort efter selv ville ende som motiv. For det var altså bare for morsomt med mig dér. Syntes teenageren og manden. Tja …

Både grammofon og lp’er (ikke kun mine) er solgt nu. Men … he he … ved du, hvad jeg har lavet, mens jeg har skrevet det her indlæg? Rigtigt gættet! Jeg har lyttet til masser af ’mine’ gamle sange på nettet. Bag lukkede døre på mit kontor. Jeg skulle jo nødigt risikere, at manden får den idé også at forsøge at sælge mig .

Forleden aften så vi Barfly, dvd [...]]]> Jeg er ved at læse Strømmen, Agnes Henningsens roman fra 1899, den første efter debuten samme år. På min mobiltelefon hører jeg Karen Blixen. Skæbne-Anekdoter fra 1958, den sidste samling, der udkom i baronessens levetid. Stilfuldt indlæst af Chili Turell og downloaded ganske gratis på DR engang i efteråret.

Forleden aften så vi Barfly, dvd venligst udlånt af det lokale bibliotek. Det var i 1987, Mickey Rourke spillede forfatteren Charles Bukowskis fordrukne alter ego – og nej, gensynet holdt ikke, hvis du spørger mig. Men jeg havde lyst til at se filmen igen.

Lige nu fylder Simon and Garfunkel min stue med The Concert in Central Park – optaget i september 1981 og udgivet i starten af 1982. Lp’en har været i mit eje næsten lige så længe – men det er nu en cd, jeg lytter til nu .

Nogen gange synes jeg, det er helt uovertruffent at trække stikket ud af nutiden og glemme alt om aktualitet, når jeg forbruger kultur. Bare at stå nysgerrigt på hovedet i det, der var, og grave det frem, jeg har lyst til. Der er en dejlig langsomhed i at hoppe ud af den heftige, kontinuerlige kulturstrøm og for en stund opgive at følge med. Bagefter får jeg stor lyst til at være up to date igen .

Hvordan har du det? Får du også nu og da lyst til at læse gamle bøger, se bedagede film og høre støvet musik?

Men nyd Katrine Madsen – og nyd din fredag aften .

Det er egentlig lidt pudsigt. Igen og igen, år efter år, ja, nærmest vintermåned efter vintermåned falder jeg for at købe hyacinter. Fordi de er smukke og forårsagtige.

Men jeg bryder mig faktisk meget lidt om deres stærke, skarpe duft. Det ‘glemmer’ jeg bare, hver gang trangen til at hjembringe dem kommer over mig [...]]]>

Det er egentlig lidt pudsigt. Igen og igen, år efter år, ja, nærmest vintermåned efter vintermåned falder jeg for at købe hyacinter. Fordi de er smukke og forårsagtige.

Men jeg bryder mig faktisk meget lidt om deres stærke, skarpe duft. Det ‘glemmer’ jeg bare, hver gang trangen til at hjembringe dem kommer over mig .

Jeg tror, det hele er gamle Ludvigs skyld! Siden jeg var en stor pige, har jeg elsket hans strofer om den forårskulrede, forelskede kvinde, der bare må kysse hvert et lille blad på hyacinterne, mens solen kigger med.

Måske er det identifikation, der får mig til at købe hyacinter? Måske vil jeg bare saligt kunne nynne Min ven, nu glemmer vi, at det er vinter!, mens jeg kigger på mine hyacinter?

Måske skulle jeg bare lade være med at spekulere så meget over det .

Og så nyde synet. Med den smukke, iskolde, frostklare solskinsdag udenfor som baggrund. For det er da kun en tumpe, der i dag kan glemme, at det er vinter .