Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har købt et ugeblad. Eller nej, det er ikke sandt. Sidste gang var i oktober, lige inden teenageren og jeg fløj til New York. Da dumpede Alt for damerne ned i min håndbagage, fordi ugeblade af en eller anden årsag har klæbet sig uadskilleligt sammen med lange flyture henne i min bevidsthed.
Men derudover kan jeg ikke huske det.
Engang (for mange år siden) købte jeg Alt for damerne med jævne mellemrum. Og af og til et eller andet andet dame- eller boligmagasin – for nysgerrighedens og afvekslingens skyld (sladderbladene er aldrig kommet indenfor mine døre). Fordi jeg syntes, det var hyggeligt. Nogen gange endda inspirerende læsning (de to gange, jeg har været forlagsansat i Egmont-koncernen, har jeg endda fået Alt for damerne gratis hver uge, sammen med tre andre ugeblade og Anders And-bladet – så når man altså mætningspunktet!). Senere har jeg købt det, fordi jeg har ladet mig indfange af det lokkende, glitrende omslag og drømmen om lækkert tidsfordriv.
Men efterhånden som niveauet af skuffelse oversteg indfrielsen af forventningen, har jeg ladet Alt for damerne og de andre dameblade forblive på butikkernes hylder.
Jeg er jo ligeglad med indholdet. Faktisk irriterer det mig ofte. For jeg gider ikke damebladenes fokus mere. Jeg bliver ikke den mindste smule mere lykkelig eller tilfreds af at blive inspireret til at købe mere. Hverken tøj eller sko eller makeup eller boligting. Faktisk er jeg ret træt af jagten på ting. Og jeg bliver fx mere irriteret end inspireret af at se reportager fra perfekte hjem, som er stylet til ære for fotografen, og hvor alt, der ikke passer ind, er gemt af vejen i en container ude på vejen. Sammen med alle rester af personlighed.
Jeg er træt af at læse interviews med kvinder, kendte som ukendte, der klarer hvad som helst i stiv arm, og som yderst sjældent får stillet bare et kritisk spørgsmål til deres selviscenesatte superwoman-liv. Jeg bliver trist af at læse såkaldt oplysende artikler om fx kost eller psykologi. For informationsniveauet er så lavt, at jeg ærgrer mig over, at jeg har givet penge for bladet, når jeg kunne været blevet langt klogere ved helt gratis at låne en bog om emnet på biblioteket.
Damebladene sælger drømme. Og drømme skal der til. Men ærlig talt, så ligner de her drømme mere mareridt i min optik. Fordi damebladene bliver ved med at fodre forestillingen om, at der findes perfekte kvinder med perfekte liv. At det er muligt at nå dertil, hvis bare man køber det rigtige tøj og den rigtige mascara og får den rigtige frisure. Hvis bare man får det rigtige job og den rigtige målrettede karriere. Hvis bare man finder den rigtige mand og får det rigtige hjem, hvor man kan servere de helt rigtige parmiddage og opfostre de helt perfekte børn – på den rigtige måde.
Et stykke hen ad vejen hoppede jeg på limpinden, da jeg var yngre. Men jo ældre jeg er blevet, jo mere ligeglad er jeg med forestillingen om det perfekte liv. Fordi den er en illusion. Og hvem pokker gider at spilde sit kostbare liv på at jagte en illusion? Og endda give penge for ugeblade, der hylder illusionen? Ikke mig!
I øvrigt er jeg så uperfekt, at jeg blæste på nullermændene og støvet og ukrudtet og skrev dette indlæg i stedet for at gøre rent og luge 
.
Køber du ugeblade (eller læser du dem kun hos frisøren )? Og hvad synes du om ugeblade og deres indhold?
.
– nej, det er løgn, men det lyder nu meget godt 
Nok er vi hverken kongetro eller troende. Faktisk overhovedet slet ikke. Men vi er heller ikke kultur- og historieignoranter.
.
