Og ja, nu kan du med ualmindelig god ret begynde at spørge, hvad pokker det er, jeg ævler om .

Svaret er: min blog.

Mandag aften var [...]]]> Det burde bare ikke kunne ske. Og så skete det altså alligevel. Det, der irriterer mig allermest, er, at jeg ikke aner, hvordan det skete og hvorfor.

Og ja, nu kan du med ualmindelig god ret begynde at spørge, hvad pokker det er, jeg ævler om .

Svaret er: min blog.

Mandag aften var den bærbare og jeg krøbet sammen i sofaen for at snuppe en blogrundfart. På et tidspunkt skal jeg lige forbi min egen blog, fordi jeg kan se, der er kommet en ny kommentar.

I det øjeblik Bentes blog toner frem på skærmen, vræler jeg What? med en styrke, så manden i mit liv og hans roman er ved at falde ned af den anden sofa.

‘Nogen’ har simpelthen fjernet alle de indstillingen (og det er mange!), jeg har lavet i Atahualpa-temaet for at få det til at se ud, præcis som jeg synes, det skal se ud. Der er kun det hvide, stiblede grundtema (se billedet) tilbage på min blog. Fuck! (jo, sådan må man gerne sige, når den slags sker ).

Har du taget en backup, efter du har opdateret bloggen? er manden så irriterende flabet at spørge. Det er altid den slags tåbelige, praktiske (og irriterende relevante) spørgsmål, han stiller.

Men nej. Det havde jeg ikke (shame on me). Og det blev ris til min egen bagdel. For resten af mandagen og en times tid ind i tirsdagen sad jeg bag skærmen og rekonstruerede det nye look på min blog (og der er vist stadig et par småting, der mangler).

Og jo, nu har jeg downloaded alle Atahualpa-indstillingerne. Og jo, jeg har testet på mit testsite, at eksport-filen kan bruges til at genetablere udseendet. Nå ja, jeg har også lige snuppet en fuld backup – bare for en god orden og alle tilfældes skyld (i øvrigt er backups af min database gået hen og er blevet en udfordring, fordi jeg gennem mere end tre års bloggeri har fyldt så meget i databasen – men det har ham der min irriterende (og ret søde) mand fundet en løsning på. Du kan læse den på hans egen blog (men pas på, der er dømt ægte nørderi )). 

Blogkokset er altså endt lykkeligt. Men … det irriterer mig stadig voldsomt, at jeg ikke aner, hvordan og hvorfor indstillingerne pludselig forsvandt!

Har du nogensinde oplevet den slags blogkoks? Og … husker du at tage backup af din blog?

Egentlig [...]]]> Over seks millioner gange er klippet blevet vist på YouTube den seneste lille måned. Men jeg fik altså først øje på det i går, efter at jeg havde læst en artikel i Politiken om den svenske instruktør Johannes Nyholm, og hvad han bl.a. har fået sin barselsorlov til at gå med. 

Egentlig ville Nyholm bare filme en dag i sin datters liv, men det udviklede sig og blev også til en film, Las Palmas, om den midaldrende svenske charterturist Marja, der drikker for meget og skejer helt ud. Filmen blev lavet på datterens vilkår, så hun kunne have det sjovt undervejs.

»Vi byggede en legeplads til hende, hvor hun kunne agere frit, og så rullede kameraerne. Det var ikke så meget anderledes end at instruere voksne. Det handler om at skabe en situation, hvor der er højt til loftet, og skuespilleren kan handle efter sit eget hoved«, siger Johannes Nyholm, der tilføjer, at det mest tidskrævende har været at klippe 50 timers indspillet materiale ned til de 14 minutter, filmen varer.
Sådan står der bl.a. i Politikens artikel.

Jeg synes, klippet er morsomt og konceptet originalt. Så jeg vil bestemt gerne se alle 14 minutter af Las Palmas, når filmen engang bliver offentlig tilgængelig. Og så synes jeg, at historien om Nyholm og hans kortfilm er rigtig interessant. Det er nemlig en af historierne om, hvad de sociale medier kan.

Det er vist hårdt at være filmstjerne . Billede fra filmens Facebook-side.

Nyholm har allerede gang i en karriere som filmmager, og hans tidligere animationsfilm har vundet flere priser. Men hypen omkring Las Palmas og den voldsomme trafik på YouTube har for alvor rettet filmverdenens øjne mod Nyholm, og hans film er blevet eksponeret i en grad, som også er kommet bag på ham selv.

I Politikens artikel fortæller han, hvordan alverdens medier nu har kontaktet ham, og at henvendelserne også strømmer ind fra producenter. Også i Hollywood. Dér ser han dog ikke sin fremtid. Det føles helt absurd med Hollywood, jeg vil jo bare lave mine film og har mange ideer, som ikke kan laves på nogen anden måde end her i Sverige, udtaler Johannes Nyholm.

Han næste projekt er en helt almindelig spillefilm, og den får han nu meget lettere ved at skaffe økonomisk støtte til. Det er ‘sidegevinsten’ ved at have en af de allermest sete kanaler på YouTube. I ‘gamle dage’ kom man også frem i verden og fik spotlys på sig, når man havde noget godt (og anderledes) at byde på. Men det er for ingenting at regne mod den eksponering, som kan foregå i dag.

Hvis vi kan lide, hvad vi ser for eksempel i de sociale medier, gør vi vores venner opmærksomme på det. Og det samme gør de til deres venner, som så gør det samme osv. osv. Den virale markedsføring er i gang, og den kan, som i dette tilfælde, skabe en kolossal synlighed. Hvilket er et ret fascinerende fænomen. Synes jeg.

Se, nu har jeg fx skrevet et helt blogindlæg om charterbabyen, bare fordi jeg blev begejstret for klippet og historien bag .

Derovre har jeg nu oprettet en Twitter-konto, så jeg kan pippe lidt om webkommunikation [...]]]> Det ville være synd at påstå, at der er gang i bloggen for tiden. Ret synd, faktisk. Men det betyder ikke, at mit digitale liv ligge stille. Slet ikke. Det fistrer bare rundt over i den professionelle del af min hverdag.

Derovre har jeg nu oprettet en Twitter-konto, så jeg kan pippe lidt om webkommunikation og Webredaktricens virke.

Kig forbi, hvis du har lyst til at pippe med eller følge mine pip. Blogland skal jeg nok vende tilbage til inden længe .

Nix. Det sker også for helt almindelige kvinder med fornuftig adfærd, når der handles på nettet. Kvinder, der [...]]]> De mennesker, der får lænset deres bankkonti for massevis af penge, fordi svindlere har afluret kortnummer m.m. og shopper løs med lånte fjer, de har garanteret været for skødesløse med deres Visakort på nettet. Har de ikke?

Nix. Det sker også for helt almindelige kvinder med fornuftig adfærd, når der handles på nettet. Kvinder, der altid kigger efter e-handelsmærket på danske webshops, lader være med at handle i webshops, der er for ubehjælpsomme (selv om deres sikkerhed måske er i orden – men måske er den ikke) og meget sjældent netshopper på udenlandske sites, ud over Amazone og andre store steder. Sådan en kvinde som mig fx.

Ikke desto mindre forsvandt der over nogle dage her først på ugen 10.522 kroner og 26 øre fra min bankkonto! Penge brugt til at købe over nettet med. Med oplysningerne fra mit Visakort. Uden at kortet har forladt min pung.

Jeg loggede på min netbank mandag eftermiddag, og det første, jeg fik øje på, var fire udenlandske transaktioner, som jeg intet kendte til. Værdi: 633 kroner. Få minutter efter havde min bank mig i røret, mit Visakort blev spærret, og jeg blev ekspederet videre til specialafdelingen for svindel og humbug. Her ved man nemlig alt om, hvad man gør for kunder, der har været udsat for tredjemandsmisbrug over nettet. Fx beroliger dem med, at pengene vil blive tilbageført, efter man har udfyldt en tro- og loveerklæring. Og beder dem om at holde øje med og rapportere, om der kommer flere uautoriserede transaktioner.

Så langt så godt.

Tirsdag formiddag var jeg ved at falde ned af stolen, da jeg besøgte netbanken. Svindlen var nu steget til de 10.522 kroner og 26 øre, alle afregnet i euro, bl.a. efter en handel hos Apple på over 9.000 kroner. Arghhh. Med den forsinkelse, der er på bogføring af udenlandske transaktioner, så jeg allerede i ånden, at min konto ville nå at blive tømt ud over kassekreditmaksimum, inden Visakort-spærringen slog igennem.

Men gudskelov skete der ikke mere. Ud over noget positivt. Torsdag dukkede de over 9.000 kroner op på min konto igen, tilbageført af Apple. Jeg formoder, deres system på en eller anden måde har opsnappet, at mit kort var blevet spærret.

Nu sidder jeg tilbage med papirarbejdet i form af en tro- og loveerklæring, der skal udfyldes for at få de sidste små 1.500 kroner tilbageført, og massevis af tanker om, hvor og hvordan det mon er lykkedes nogen at opsnappe mit kortnummer, udløbsdatoen og sikkerhedskoden. Ifølge min bank finder jeg (eller de) formentlig aldrig ud af det. Sådan plejer det at være ved tredjemandsmisbrug over nettet, siger de. Og den slags sker jo hver dag. Arghhh.

Men jeg håber, at svindlerne fik rigtig godt ondt i maven af de pizzaer, de købte hos en Pizzahut i Dublin, og at filmene, de lejede hos en filmbutik (også i Dublin), gav dem de grummeste mareridt. Det vil glæde mig bare en lille smule, når nu de har ‘hacket’ mit Visakort for at få de ting!

Men hele tiden doseret så tilpas personligt og ikke privat og [...]]]> Nettet er min primære arbejdsplads. Det er her, jeg hjælper mine kunder med at navigere rundt og sende de rette og synlige signaler om deres virksomheder. Og det er her, jeg selv lægger masser af information om min egen virksomhed – og mig selv.

Men hele tiden doseret så tilpas personligt og ikke privat og uhæmmet dyneløftende, at alle stumper og stykker af Bente Hoffmann ikke kan samles her og give et billede, som måske ikke er det, jeg har lyst til at sende til hele verden. Sagt med andre ord: Jeg passer på min digitale identitet, både fagligt og privat.

Din digitale identitet er kort fortalt alt det, andre kan finde om dig på nettet, når de fx googler dig (og tro mig, det gør de!). Profiler i sociale medier som Facebook eller LinkedIn ligger højt i Googles søgeresultat, så de bringer dit navn i top. Og bør derfor udfyldes og plejes med omtanke.

Den digitale identitet kan også indeholde kommentarer, du har lagt i debatforaer eller på blogs, blogindlæg (selvfølgelig  – hvis du altså ikke blogger anonymt), læserbreve fra fx lokalaviser, der er online, placering på deltagerlister fra sportsbegivenheder, udtalelser i referater fra foreningen osv. osv. Fortsæt selv listen – den kan strække sig næsten ud i det uendelige.

Det siger sig selv, at du ikke kan styre alt, Google kan finde på at grave frem om dig. Men i din daglige færden på nettet er det en rigtig god idé altid at tænke over, om de spor, du efterlader dig, er nogen, du har lyst til at møde igen. Nogen, du også vil stå inde for om en måned. Et år. Fem år.

De tanker blev mere aktuelle end vanligt for mig i sidste uge.

Jeg blev ringet op i min virksomhed af direktøren for et site, som bl.a. indeholder en større samling af madopskrifter (jeg er ikke så indiskret, at jeg fortæller hvilket site – dog vil jeg sige, at jeg selv aldrig før havde hørt om det). Nu kunne han jo se, at jeg privat bl.a. bloggede om mad, sagde han, men at jeg professionelt også vidste noget om formidling. Så havde jeg ikke lyst til at udvikle nogle madopskrifter til dem og skrive om deres opskriftsamling på min blog?

Mad hører bestemt til blandt mine yndlingsemner, så det lød som en fristende opgave. Vi aftalte, at han skulle sende mig en liste med de opskrifter, de gerne ville have, og at jeg så skulle sende ham et tilbud på opgaven.

Men direktøren fik aldrig et tilbud. Derimod fik han en mail, hvor der bl.a. stod:

Jeg er slet ikke i tvivl om, at I har mange brugere, og at de kan finde nogen information på sitet. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at reklamer og salg/videregivelse af brugeroplysninger er [sitenavn].dk’s hovedformål. Sådan et site vil jeg ikke være repræsenteret på eller give omtale på min blog.

Jeg var nemlig begyndt at kigge nærmere på sitet, og jo mere jeg kiggede, jo mindre brød jeg mig om, hvad jeg så.

Min research bragte mig bl.a. hen på en side, hvor man for at få en gratis e-kogebog skulle afgive masser af oplysninger om sig selv og sine vaner. Og … da jeg kiggede i betingelserne (dem med meget småt), kunne jeg læse, at man ved at acceptere dem accepterede, at bl.a. postordrevirksomheden Homeenter måtte sende en diverse tilbud (hvis du så Kontant på DR1 den 14. september, ved du, hvorfor bl.a. denne virksomhed får de røde lamper til at blinke ekstra hos mig).

Måske synes du, at jeg er paranoid. Men jeg vil simpelthen ikke forbindes med et site, hvis grundlag jeg ikke kan stå inde for. Jeg hverken kan eller vil anbefale noget, jeg selv stiller kritiske spørgsmålstegn ved. Den slags giver nogle grimme ridser i lakken på min troværdighed – og på min digitale identitet. Og dem vil jeg gerne være foruden!

Tænker du over, hvad og hvor du skriver på nettet? Og i hvilke foraer du er repræsenteret? Kort sagt: Passer du på din digitale identitet?

Da jeg klikkede videre, fortalte over-sigtssiden, at der i alt havde været 26.071 unikke besøgende fra 67 lande forbi i det seneste år. Jeg er ikke i tvivl om, at nogen [...]]]> I går var det et år siden, jeg satte en flagcounter på min blog. Og i går aftes så top 10′en sådan her ud.

Da jeg klikkede videre, fortalte over-sigtssiden, at der i alt havde været 26.071 unikke besøgende fra 67 lande forbi i det seneste år. Jeg er ikke i tvivl om, at nogen af dem er folkene bag alle de spamkommentarer, som Akismet heldigvis indfanger, så de aldrig når frem i lyset.

Men heldigvis er der også mange andre end spamfolket, der besøger Bentes blog. Og det er jeg superglad for . Mange af jer kender jeg her fra blogland, fra jeres kommentarer og fra jeres egne blogs. Andre kender jeg ude fra den virkelige virkelighed. Men I er ikke nok til at bringe besøgstallet sådan i vejret.

Det betyder altså, at der er rigtig mange, jeg slet ikke kender, som læser med i større eller mindre grad. Det føles temmelig pudsigt, men er et vilkår, når man vil ytre sig offentligt, ikke mindst på nettet. Men, for pokker, det tricker min nysgerrighed helt vildt!

Derfor har jeg lyst til at lave et eksperiment: Læser du dette blogindlæg, så vær sød at smide en kommentar, fx bare et ‘hej’. Så kan jeg da få styret bare en stump af nysgerrigheden . Har du lyst til at være med?

P.S. Nogen vil helst have tællere, der registrerer hvert eneste klik på deres blog eller hjemmeside. Men jeg sværger nu til tællere, der kun registrerer unikke besøgende, altså besøgende, der kun tælles én gang, selv om de besøger bloggen igen og igen.