Arkiv for kategorien ‘Helbred’

Kampdag

mandag, 8. marts 2010

Det er Kvindernes internationale kampdag i dag. Endda nr. 100 af slagsen. Og desværre stadig en tiltrængt dag til at erindre om, at ligestillingen endnu halter. Hvornår mon ligeløn fx bliver en realitet? Loven om ligeløn blev vedtaget i 1976, men … i praksis kniber det … stadig. Helt vildt!

Den 8. marts er også min egen helt personlige kampdag. I dag er det præcis et år siden, jeg gik ned med stress og startede kampen for en (nogenlunde) stressfri tilværelse. Langt det meste af tiden har jeg det fint nu. Lykkeligvis. Men den benhårde erfaring fra flere perioder af det forgange år fortæller mig også, at jeg bestemt ikke er færdiguddannet i stressfri levevis.

Måske bliver jeg det aldrig. Måske bliver det en livslang udfordring. Men jeg håber, jeg bliver ved med at have overskuddet til at tage kampen op. For jeg har ikke lyst til at sprælle i stressens skruetvinge igen. Sgu og basta!

Nej, det er ikke en Tycho Brahes-dag i dag

fredag, 5. marts 2010

050310_1

Først var jeg uvenner med søvnen i nat. Så vågnede jeg med hudløs snotnæse og ulden hjerne. Iført eksamensforberedthed og ‘panodilkur’ blev jeg dog klar til afgang.

Men næppe var jeg kommet af sted, så hoppede kæden af det bageste tandhjul på cyklen, og jeg måtte efterlade den og løbe den sidste kilometer til stationen for at nå S-toget.

Da der satte sig to allerede beduggede alkoholikertyper overfor mig ved Ballerup station og knappede halvliters dåseøl op (klokken var 9.50!), turde jeg ikke andet end at flytte sæde. For sådan som dagen havde set ud indtil da, var jeg overbevist om, at deres dåser ville vælte ud over mig og sende mig øldunstnende videre (var faktisk ved at tro, at i dag er en Tycho Brahes-dag – det er den dog ikke, men i går var, beretter Wikipedia).

Nogenlunde nærværende (og helt uden ølstank ;-) ) trådte jeg ind i eksamenslokalet. Og tyve minutter og en behagelig samtale senere kom jeg ud igen med et syv-tal. Med besked om, at min sundhedsinformationsvideo indholdsmæssigt mangler nerve og dynamik (enig!), men med en stor ros til mine lækre nærbilleder af madvarer (indlæggets illustration er filmens startbillede (og nej, jeg viser ikke filmen på bloggen, for den diætist, jeg har interviewet, har kun stillet op til en eksamensproduktion, ikke til en film til nettet)).

Nu er kurset overstået og helt slut, og jeg er udlært (bop, bop …) i at producere levende billeder til nettet. Mine medkursister holder afslutningsmiddag i aften, men jeg springer over. For jeg er trææææt og splattet. Og om et øjeblik falder jeg omkuld i sofaen med en kop te og et tomt blik på min næsten snefri græsplæne.

Fra på mandag skal jeg til at samle op på alle de arbejdsopgaver, der er blevet forsømt siden midten af januar. Men … det er først på mandag. Og da har jeg forhåbentlig fået sendt snot og hoste på flugt og er kommet til hægterne igen ;-) .

Dagens duft af forår

onsdag, 3. marts 2010

030310_1

Klokken lidt over tre i eftermiddags overgav jeg mig.

De korte skriftlige overvejelser over eksamensfilmen var afsendt. Jeg havde prøvet at sætte nogle kloge og fornuftige ord på papiret til det mundtlige oplæg på fredag. Jeg havde forsøgt mig med lidt husmoderligt arbejde. Jeg havde spist lidt. Jeg havde forsøgt at sove lidt.

Men intet fungerede. Alt blev saboteret af min tunge hjerne, min hals, som insisterer på fortsat at føles som sandpapir, og den gøende hoste, der får mig til at lyde som en slidt og afdanket vagthund. For ikke at tale om resten af kroppen, som hele tiden er et skridt bagefter (ja, sådan føles det i hvert fald).

030310_2

Jeg havde simpelthen brug for luft. Og for noget rart! Og noget af det rarest på sådan en tindrende solskinsdag, der dufter langt væk af forår, er en tur til fjorden.

030310_3

Sneen og isen er på hastigt tilbagetog nu. Og gensynet med det glitrende vand i fjorden er en sand forårsfornøjelse. Vejret er på rette vej nu, vel er det så ;-) .

Gid jeg kunne sige det samme om min forkølelse – eller hvad pokker det er, jeg har raget til mig!

030310_4

030310_5

Sidste etape

søndag, 28. februar 2010

280210_2

Så er det nu. Eller i hvert fald i morgen tidlig. At jeg starter på den allersidste etape af mit efteruddannelseskursus. Pokkers så hurtigt sådan en stak uger får ben at gå på!

Den sidste film skal færdiggøres og finpudses – og på fredag er der eksamen. Og jeg er øm i hele kroppen og har ondt i halsen. ØV! Satser gevaldigt på, at det hastigt går i sig selv igen … for jeg har altså slet ikke tid til at være syg lige nu ;-) .

Det ville være skønt at kunne tage den lige så meget med ro som Møffe. Men i denne uge bliver det altså ikke. Til gengæld bliver det nok i denne uge, at bloggen (endnu engang) bliver misligholdt. Men … verden derude kræver sit … og det er helt, som det skal være :D .

280210_3

Ha’ en god uge ni – og nyd, at dagen bliver ca. fire minutter længere dagligt lige nu!

En rollemodel

torsdag, 18. februar 2010

180210_1

Laban skal være min rollemodel i dag! Det er jeg sikker på, jeg trænger til.

Når altså lige jeg er færdig med at blive interviewet til en medkursists eksamensfilm her til formiddag. Men så har jeg lovet mig selv at holde fri (som i fri!) og nyde, at jeg har manden i mit liv hjemme igen ;-) .

Håber også, du har udsigt til en god – og fredelig – torsdag!

180210_2

Stressfri levevis. Ja tak!

onsdag, 17. februar 2010

Hvor dum kan man lige være?!

Igen var brødet slået så stort op, at det væltede ud over dagens kanter og efterlod kroppen med sitrende deja-vuer fra stressens skruetvinge.

Hvorfor er det nogle gange nødvendigt (og er det nødvendigt!?) at fylde så mange gøremål i en enkelt dag i et enkelt kvindeliv, at smertegrænsen nås … og overskrides? Og hvorfor fatter jeg stadig ikke, at elendig nattesøvn er lig med advarselslamper og behov for nedsat hastighed?

Jo, jeg troede, jeg havde lært at passe bedre på mig selv. Jo, jeg troede, jeg havde lært, at ydeevnen stadig skal ligge under 100 procent. Og at superwoman definitivt er sendt på pension!

Men … dage som i dag får mig til at tvivle. Tvivle på, at lærdommen endnu er bundfældet. Og at jeg er udlært i stressfri levevis.

Fordi jeg blæser på, at jeg faktisk havde planlagt at holde vinterferie. Fordi jeg blæser mit eksamensprojekt ud af proportioner og lader perfektionisten tage styringen. Fordi …

Fordi jeg helt ærlig burde ta’ at slappe af!

Det sociale stik er trukket ud

mandag, 15. februar 2010

150210_1

Nu har du jo ikke mig at kigge på de næste dage, sagde han i fredags. Så må du hellere få noget andet kønt at kigge på. Og så placerede han solskinsbuketten i favnen på mig, gjorde han, manden i mit liv.

Lørdag morgen kørte han til Nordjylland sammen med både sin og min datter, mens jeg entusiastisk vinkede farvel … og nu kan jeg vel så bare indskrænke mig til at genudsende sidste års indlæg om nøjagtigt samme emne ;-) .

For teenageren er hos kæresten, og manden og hans datter er hos bedstemor – mens jeg dyrker min højtelskede ensomhed.

Den store forskel er, at i år står jeg ikke lige på kanten af et stress-sammenbrud (som stakkevis af andre veluddannede kvinder midt i livet, fortalte Politiken i går), og trangen til ensomhed er ikke et sitrende forsøg på at undslippe, men ‘bare’ en lyst til at trække det sociale stik ud nogle dage. Fordi jeg holder af det. Og nyder det. Og bestemt også har godt af det.

I morgen bliver ensomheden brudt. Men det er der jo længe til ;-) .

Vegetaren – the movie :-)

lørdag, 13. februar 2010

Nu skal det være! Jeg er blevet spurgt et par gange, om jeg vil vise en af de videofilm, jeg laver på Levende billeder til nettet-kurset, som jeg p.t. deltager i. Og jo, det vil jeg gerne ;-) .

Hovedpersonen i min første opgave var manden i mit liv. Og han har givet sin tilladelse til, at hele verden gerne må kunne se ham fortælle om 25 år som vegetar.

Videofilmen (den allerførste jeg har filmet, klippet og redigeret i mit liv!) havde musik på i sin første version. Men musikken er ophavsretsbeskyttet, og derfor har jeg lavet en ny, musikfri version til brug her. For som en del af bloggens læsere ved, går jeg jo om nogen højt på i, at Lov om ophavsret respekteres.

Men værsgo at kigge med – her er to minutter om vegetaren i mit liv ;-) .

You need to a flashplayer enabled browser to view this YouTube video

Mutanttåen

torsdag, 14. januar 2010

Teenageren var på hospitalet i går. Helt planmæssigt og uden relation til tirsdagens svimmelhed.

I 7. klasse stødte hun foden ind i en træstamme på en skoleudflugt. Den midterste tå på højre fod hævede og blev øm. Og det blev ved og ved og ved. Lægen og også sygeplejersken i vores lægecenter ordinerede opblødende fodbade, blid omgang med fodfilen og masser af fed creme. Men lige meget hjalp det.

En nyopereret teenagetå - i elendig mobilkvalitet. Marts 2009.

En nyopereret teenagetå - i elendig mobilkvalitet. Marts 2009.

I 1. g fik teenageren nok. Tåen var ekstra stor og deform i spidsen, og så gjorde den kronisk ondt, ikke mindst ved sportsudøvelse. Lægen sendte en henvisning til sygehuset, og efter fem måneders ventetid mødte teenageren ortopædkirurgen for første gang. Ugen efter opererede hun det overskydende brusk, der var vokset ud i forlængelse af teenagerens tå, væk (det var nemlig det, det var). Det var i foråret 2009.

Teenagetåen helede fint, men den så stadig lidt mærkelig ud. Og det blev værre og værre og værre. Efter en undersøgelse og et par røntgenbilleder i går konkluderede ortopædkirurgen, at den fejlagtige vækst i tåen er fortsat (din tå muterer simpelthen, var den søde mor så flink at sige til sit barn ;-) ). Så i næste uge opererer hun igen.

Og jeg skal med. Hele denne her historie har nemlig lært mig, at selv selvstændige og selvhjulpne unge mennesker ikke må møde op uden forælder eller værge, når der er kirurgiske indgreb på spil, og de ikke selv er fyldt 18 år. Selv om hun er alt andet end pivset, mit ‘lille barn’, så går jeg skam også gerne med og holder i hånd – umyndighed eller ej.

Da vi nu stod der i går med en læge med fodforstand, fik jeg hende i øvrigt til også at kaste et generelt blik på teenagerens fødder. Og jo, ganske som sin mor og mormor har hun anlæg for nedsunken forfod. Det er da pokkers, at man skal give sit barn den slags skavanker i arv! Håber, hun også har fået noget meget mere positivt med – men det har hun vist ;-) .

Underdrejet teenager

tirsdag, 12. januar 2010

Hun stod op i morges til sædvanlig tidlig tid, gik i bad, tog tøj på, lagde makeup, tømte opvaskemaskine, spiste morgenmad og føntørrede hår. Først da sagde hun: Jeg har det skidt. Jeg er svimmel.

Vil du blive hjemme? spurgte den bekymrede mor.

Nej, jeg prøver at tage af sted.

Okay, men så synes jeg, du skal tage en hovedpinepille eller to, sagde moderen.

Det gjorde hun så, min teenager, og så puttede hun madpakke og drikkedunk i tasken, tog trøje, jakke og halstørklæde på og bukkede sig ned for at lukke støvlerne.

Nej, det går ikke, udbrød hun. Jeg sejler rundt. Jeg bli’r nødt til at ligge ned lidt. Så kan jeg møde klokken 10 i stedet.

Af røg halstørklæde, jakke, trøje og alt det andet tøj, og på kom dynen. Da klokken var 10, sov hun stadig – og moderen havde ingen planer om at vække hende. Da hun vågnede lidt senere, var ‘bølgerne’ blevet mindre. Men der kommer hverken gymnasium eller fritidsjob ind i hendes liv i dag. Derimod virker en plads i sengen ret tiltrækkende, mener hun, min ’sejlende’ teenager.

Forhåbentlig smutter teenagerens svimmelhed lige så hurtigt, som hendes mors forkølelse gjorde. For svimmelhed er da noget, fanden har skabt. Synes jeg …