Da jeg traskede rundt ude i haven i går for at rydde op efter nattefrostens angreb, fik jeg øje på, hvor fint mange af mine krydderurter stadig står, bl.a. rosmarinen. Krydderurterne måtte høstes og i hus, inden det er for sent – og det kom de .

Midt i processen fik jeg en idé: [...]]]>

Da jeg traskede rundt ude i haven i går for at rydde op efter nattefrostens angreb, fik jeg øje på, hvor fint mange af mine krydderurter stadig står, bl.a. rosmarinen. Krydderurterne måtte høstes og i hus, inden det er for sent – og det kom de .

Midt i processen fik jeg en idé: at ’opfinde’ et rosmarinbrød. En håndfuld timer senere var brødet en realitet … og det smagte rigtig godt. Så godt, at jeg bestemt vil dele min nye opskrift med jer her. Det er ikke et sundt og groft brød, men en lækker delikatesse, der kan hyggespises som snack eller som et let tilbehør til maden.

Advarsel: Kan du ikke lide rosmarin, så glem denne opskrift på rosmarinbrød – smagen er intens .

Så var det i nat, det skete, det uundgåelige. Nemlig at alle mine dahliaer kollapsede efter nattefrostens iskolde bid. Brune, slatne og uindbydende så de ud, da jeg stod op i morges (men skønt, at de spanske margueritter gider lidt endnu), og så er der kun én vej frem: At grave dem op hver [...]]]>

Så var det i nat, det skete, det uundgåelige. Nemlig at alle mine dahliaer kollapsede efter nattefrostens iskolde bid. Brune, slatne og uindbydende så de ud, da jeg stod op i morges (men skønt, at de spanske margueritter gider lidt endnu), og så er der kun én vej frem: At grave dem op hver og en og lægge knoldene i vinterhi. Men når nu det skal være – og det skal det jo en gang om året – så var i dag bestemt ikke den dårligste dag. Jeg er i hvert fald helt rødmosset af al den sol, jeg fik, og ret glad i låget over, at sådan en smuk og sollys efterårsdag faldt på en lørdag, hvor jeg havde tid til at nyde den til fulde (mens jeg gravede osv., til ryggen værkede).

I øvrigt var der nogen, som mente, at lørdagen ikke var skabt til slid. Faktisk slet ikke. Derimod så Møffe ud til at hygge sig gevaldigt og ganske afslappet på gulvet foran terrassedøren – badet i sol .

Jeg har ingen mening om, hvor dagene bliver af for tiden! Okay, en eller anden idé har jeg jo nok – men jeg kan ikke helt greje, hvorfor der ikke bliver plads til flere aktiviteter og gøremål (bloggeri, fx) i de der dage, end der gør. Jeg synes ellers, jeg kæmper, alt hvad jeg [...]]]>

Jeg har ingen mening om, hvor dagene bliver af for tiden! Okay, en eller anden idé har jeg jo nok – men jeg kan ikke helt greje, hvorfor der ikke bliver plads til flere aktiviteter og gøremål (bloggeri, fx) i de der dage, end der gør. Jeg synes ellers, jeg kæmper, alt hvad jeg kan for at strække tiden på både den ene og den anden led. Men lige meget hjælper det.

Og lige meget hvor meget jeg brokker mig, så hjælper det heller ikke en disse på, at dagslængden skrumper dag for dag. Fire timer og 24 minutter har vi mistet nu. Suk .

Men når der dukker en solrig eftermiddag, som den vi fik heromkring i dag, op på denne årstid, så smider jeg alt, hvad der ellers skulle have været i mine hænder og piler ud. Ud og får sol på kinderne. Og ud og får jord under neglene. Fordi det er det, jeg trænger allermest til, og der stadig er så meget smukt derude. Og fordi der er udsigt til meget få udetimer den kommende uge.

Nå ja, der er også udsigt til meget, meget lidt bloggeri. Tæt på ingenting, gætter jeg på. Fem ud af syv aftner i den kommende uge er jeg slet ikke i nærheden af en pc, bl.a. fordi jeg har dejlige aftaler i sigte, og fordi jeg skal være tilforordnet ved torsdagens folketingsvalg.

Jeg håber, du har udsigt til en god uge 37. Vi ses i blogland … ved lejlighed .

Lad mig lige slå én ting fast: Jeg er ikke dyrplager! På æresord. Ama’r halshug. Og alle de andre besværgelser. Men … jeg har altså sparket til et pindsvin. To gange. Lige før. Lige ude i min have. Shame on me!

Manden i mit liv og jeg havde været i gang i køkkenregionerne her [...]]]>

Lad mig lige slå én ting fast: Jeg er ikke dyrplager! På æresord. Ama’r halshug. Og alle de andre besværgelser. Men … jeg har altså sparket til et pindsvin. To gange. Lige før. Lige ude i min have. Shame on me!

Manden i mit liv og jeg havde været i gang i køkkenregionerne her til aften, fordi vi så en stor fordel i at forberede noget af maden, fx Klidmosters vandmelon-gazpacho, som vores gæster skal nyde til forret til vores gæstebud i morgen. Forberedelserne havde medført en fyldt kompostspand, som skulle transporteres ud til kompostbeholderen i haven.

Den opgave snuppede jeg. Glad over den milde aften traskede jeg over græsplænen, tømte spanden og traskede så tilbage igen for at skylle kompostspanden ved vandtanken. Undervejs fik jeg et glimt af Laban, som bestemt havde andet at lave end at hilse på mig. Det var temmelig mørkt, så mine skridt var mindre end normalt og ret forsigtige. Få af dem før vandtanken stødte min ene fod ind i noget blødt. Jeg ændrede en smule kurs. Og ramte igen det bløde. Og så vendte jeg om og pilede ind i bryggerset efter en lygte.

Og jo, jeg fandt ganske rigtigt, hvad jeg forventede: Et pindsvin. Rullet sammen. Som i helt og aldeles rullet samme (sådan ville jeg vel egentlig også have reageret, hvis nogen lige havde sparket til mig et par gange (undskyld, pindsvin!) – og jeg vil heller ikke udelukke, at ham Laban-katten har været forbi for at tjatte lidt (meget lidt!) til piggedyret).

Jeg har aldrig før set et pindsvin i min have, så selvfølgelig spurtede jeg ind for at hente kameraet. Men til mandens store fortrydelse tog jeg ikke min flash diffuser med ud (helt ærlig, sæt nu pindsvinet var stukket af i mellemtiden!), så billederne er blevet blitzhårde. Men … de kan, hvad de skal: dokumentere, at pindsvinet var på besøg. Og havde jeg vidst det på forhånd, havde jeg nok trådt lidt varsommere. For jeg er ikke dyrplager

Min egen lille (okay, den er vist en meter og 80 høj ) ‘sol’ skinnede om kap med den gyldne kugle på himlen i eftermiddag. Så smager det hele alligevel lidt af sommer … på den allerskønneste facon. Og jeg lufter begejstret begejstringen .

Laban er usandsynlig ligeglad med, at han ligger i ukrudt til snuden. Bare der er en fredelig, skyggefuld plet til ham – med fri adgang til at holde øje med naboen inde på den anden side af hækken .

Ukrudt er heller ikke min værste fjende, men jeg følte alligevel for at gå til [...]]]>

Laban er usandsynlig ligeglad med, at han ligger i ukrudt til snuden. Bare der er en fredelig, skyggefuld plet til ham – med fri adgang til at holde øje med naboen inde på den anden side af hækken .

Ukrudt er heller ikke min værste fjende, men jeg følte alligevel for at gå til angreb på noget af det i dag. I anledning af, at al regn var suspenderet, og solen skinnede fra en (næsten) skyfri himmel. Hvor var det dog tiltrængt – og helt vidunderligt! – at rende rundt udenfor i shorts og top!

Nå ja, og så var der også lige nogle afblomstrede stokroser, der skulle skæres ned, og nogle ditto solsikker og mamelukærmer der skulle rives op. Og en omgang persille og mynte, der skulle høstes og fryses som vinterforråd, og rosmarin der skulle hænges til tørring. Vel skriver vi kun den 20. august, men hold da op, hvor er der meget, der peger på, at vi er på efterårskurs. Ikke mindst at dagen er blevet to timer og 47 minutter kortere. Suk! Jeg er meget, meget bedre til lange, lyse dage. Både med og uden ukrudt .

Det er helt tosset. For jeg har masser i forvejen. Og jeg ved snart ikke, hvor jeg skal gøre af dem alle om vinteren. Men i foråret kom jeg altså til at købe en mere. Til den nette sum af 8 kroner henne i Netto. En brun og kedelig knold. Men nu [...]]]>

Det er helt tosset. For jeg har masser i forvejen. Og jeg ved snart ikke, hvor jeg skal gøre af dem alle om vinteren. Men i foråret kom jeg altså til at købe en mere. Til den nette sum af 8 kroner henne i Netto. En brun og kedelig knold. Men nu forvandlet til en frodig plante med sommerglade farver på blomsterne. Lige til at blive fornøjet over på endnu en regnvejrsmorgen. Og den slags er tiltrængt.

Hvad dette nye skud på min dahliabestand hedder, aner jeg ikke. Ligesom jeg ikke aner, hvad alle de andre sorter, jeg har, hedder. Og jeg er egentlig også ligeglad. For jeg nyder ikke mere, fordi jeg kender sorten. Jeg nyder, fordi mine øjne hviler i skønheden. Og det er nu ikke så ringe endda .

Pæne planter. Det er i hvert fald ikke i år, min have kan prale af det. Faktisk indeholder den en mængde temmelig gennemgnaskede eksemplarer af det meste. Lige fra mine elskede dahliaer til rabarberne. Det må være det ulideligt våde sommervejr, der har skylden. Altså ikke for, at myriader af blade er gennemhullede og [...]]]>

Pæne planter. Det er i hvert fald ikke i år, min have kan prale af det. Faktisk indeholder den en mængde temmelig gennemgnaskede eksemplarer af det meste. Lige fra mine elskede dahliaer til rabarberne. Det må være det ulideligt våde sommervejr, der har skylden. Altså ikke for, at myriader af blade er gennemhullede og grimme, men for at der er så mange, mange snegle.

Og her taler jeg ikke om væmmelige og forhadte dræbersnegle, som jeg indtil videre aldrig har set inden for havens grænser (knock, knock ). Næ, det er ganske almindelige snegle af modellen med hus på ryg. De myldrer rundt alle vegne – i går aftes talte jeg til over 30 stk. på en enkelt m₂ omkring vores regnvandsbeholder … og ubehageligt tæt på jordbærplanterne, der skal sikre os næste sommers søde høst (hvis altså vi ikke har fået solgt huset inden da).

De fleste af sneglene ligger inden for en variation af størrelsen lille – men forleden dumpede der en ordentlig krabat ned for fødderne af mig, da jeg flyttede på en blomsterkrukke. Og indrømmet, den er både stor og flot (og vist nok en vinbjergsnegl), så selvfølgelig endte dens kontrafej i kameraet . Mens jeg glædede mig over, at jeg ikke havde mødt flere af dens slags. For så havde det vist set endnu sløjere ud med havens plantetilstand.

Myldrer det også med forslugne snegle i din have?