Arkiv for kategorien ‘Min have’

Forår under sneen

mandag, 15. februar 2010

150210_2

Der er to … #*?!#§#¤ … ’søde’ pelsdyr, der har gravet og skrabet sneen helt væk helt inde ved huset. Og de har også dasket lidt til mine minipåskeliljer, har de.

Men de er dog tilgivet, kattekrybene. For nu ved jeg jo, at de er der. Forårets bebudere. Nede under sneen. Håber, de også overlever nu, hvor de har fået snuden op i kulden! De plejer heldigvis at være nogle sejlivede planter, de minipåskeliljer – selv om de ser lidt småforkølede ud nu ;-) .

Stærk trafik

mandag, 25. januar 2010

250110_1

Det kan godt være, at mine katte er ret utilfredse med sneen, der bare bliver liggende og liggende. Men den afholder dem altså ikke fra at gå ud i samfundet. Der er stærk trafik, afslører potesporene – til og fra kattelemmen i bryggersdøren ;-) .

Ha’ en dejlig mandag – fuld af sol og kulde!

Forårsfornemmelser

lørdag, 9. januar 2010

090110_1
Mere kulde. Og mere sol! Jubii :D . Det er jo slet ikke til at stå for. Heller ikke, at der midt i sneudsigten er løfter om forår på vej. Ikke snarligt, jeg ved det, men lidt optimist har jeg vel alligevel lov at være. Og forventningens glæde må gerne plejes godt, når det handler om mine elskede syrener.

090110_2

Jo, jeg bliver kåd, når solen skinner! Og høj. Ligesom Marina ;-) .

Håber du også nyder din lørdag!

Frostsmukt

fredag, 8. januar 2010

080110_1
Der er så kønt derude i min have, at det er svært at løsrive blikket … og kameraet ;-) . Jeg lider vist lidt af samme altopslugende ‘fotovirus’ som Catarina (men hun er en dygtigere fotograf end jeg!).

080110_2

Himlen er tindrende blå, solen klar og munter, sneen gnistrende hvid. Og det er pivkoldt i Frederikssund! 8° frost, siger termometret lige nu. Brrrrrrrrrr!

080110_3

Der er egentlig ikke noget at sige til, at Laban foretrækker pladsen foran brændeovnen frem for en udflugt ud i den frostsmukke have.

080110_4

Og så ikke flere overspringshandlinger for i dag – formaner jeg mig selv (tror nok, jeg hører efter). Ha’ en god fredag derude :D .

[Og jo, jeg ta'r en del fotos. I dag rundede mit trofaste kamera billede nr. 10.000 – på under tre år ;-) .]

Jeg krydser fingre …

mandag, 4. januar 2010

040110_2

Jeg krydser fingre for, at der ikke kommer så meget sne over Frederikssund og omegn de næste dage som de mængder, jeg kunne fotografere inden jul (billedet er fra min have den 17. december).

For jeg gider faktisk ikke. Selv om det er kønt. Og selv om det lyser smukt op i en kedelig januar. Men det er noget møg at cykle i (og cyklen er mit primære transportmiddel til hverdag). Og sne bliver grå, grim og grumset, så snart den kommer i kontakt med salt og befærdede veje.

Vi fik ikke så lidt sne, som jeg håbede på i dag. Faktisk kom der nok til at dække græsplænen, og jeg har skam også været ude og feje fortov og indkørsel, så ingen kommer til skade ;-) . Men skal man tro DMI’s regionalvejrudsigt, så slipper vi ikke med det. Så bliver det atter sneskrabningsvejr i morgen. Og det bliver liggende, gør det, for frost er der også masser af.

De krydsede fingre skal vist have tykke vanter på …

Mandagsudsigt

mandag, 4. januar 2010

040110_1

Tja. Sådan kan en mandag morgen også se ud. For min skyld behøver der nu ikke at smutte flere snebyger ind over Nordsjælland …

Har du i øvrigt bemærket, at dagen er tiltaget med 13 minutter! ;-)

Sådan rydder man sin græsplæne for sne ;-)

onsdag, 23. december 2009

231209_1

Manden i mit liv og hans teenagedatter gik i gang med en snemandsproduktion før. Og pludselig fik vi søreme et grønt gensyn med græsplænen ;-) .

I øvrigt mente manden også, at sneen passende kunne bruges til andet end snemænd. Hans datter var ikke helt enig :D .

231209_2

Update:
På opfordring (værsgo, Catarina ;-) ) kommer her et par billeder af resultatet. De er nu ikke helt dumme til at lave ’snemænd’ (nærmest sneskulpturer), manden og (især) hans datter!

231209_3

231209_4

Lad mig svælge i sollys!

fredag, 20. november 2009

201109_1

Der skal vist kun en ganske kort besøgstid her på bloggen til for at få øje på, at jeg er en hund efter lyse dage fulde af sol. I dag er jeg i hopla, vel er jeg så :-) . Det derude er meget mere potent end lyset fra min lysterapilampe (sådan føles det i hvert fald), som er kørt i stilling for at jage det efterårsgrå humør på flugt.

Den ægte vare, det pure solskin, får selv vasketøjet til at se forførende ud. Det får de standhaftige blade på naboens æbletræ til at gløde. Og havens allersidste roser til at slå bladene ud. Og mig? Mig gør det sådan lidt glad i låget. Og det er nu ikke så ringe endda på sådan en fredag eftermiddag :D .

201109_2

201109_3
God weekend til alle ude i blogland!

Man skulle tro, det var løgn …

onsdag, 4. november 2009

041109_1

… men det er det altså ikke!

Da jeg lavede efterårsoprydning i haven i weekenden, fik jeg øje på en stængel fuld af kornblomstknopper. Den kom med ind – og i dag sprang den første knop ud. På den fjerde dag i november, hvor det lige er begyndt at sne udenfor … bvaaad.

Den forsagte gerbera er i øvrigt også af egen frilandsavl, et sidste minde fra tider med bedre – og varmere! – vejr ;-) .

Det var den weekend

søndag, 1. november 2009

011109_1

Det er faktisk fantastisk, så hurtigt den kan få ben at gå på, sådan en weekend! Men der blev skam plads til både at fejre min far, som fyldte 75 forleden, og teenagerens kæreste, som havde fødselsdag i dag. Ud over de sædvanlige weekendaktiviteter som indkøb, rengøring og muligheden for at sove længe og læse avis i sengen ;-) .

Og så blev det også weekenden, hvor jeg fik skovlen (okay, spaden) under mine elskede – og meget afblomstrede – dahliaer, så rødderne nu kan sove vintersøvn i garagen. Det var en iskold beskæftigelse at være ‘graver’ på denne rå søndag, men enhver, som har stukket hovedet forbi min blog i sommerperioden, ved, hvilket kærlighedsforhold jeg har til mine dahliaer. Så selvfølgelig redder jeg rødderne i vinterhi.

Min ‘blomsterpusher’ siger nu, at man godt kan lade dahliarødder ligge i jorden vinteren over, hvis de er gravet langt nok ned, og vinteren ikke bliver meget hård. Men det går kun et par år, siger hun. Derefter snupper fugten dem (hvis frosten ikke allerede har gjort det). Og det vil jeg bestemt ikke risikere. Tænk, al den skønhed, jeg så ville gå glip af ;-) .

Håber, du også har haft en god weekend!