Forleden havde jeg et par timer i overskud. Efter jeg havde været til it-messe i Bella Center, og inden jeg skulle møde manden i mit liv på Charlottenborg. Og hvad er bedre end at fordrive et par timer i Grands popcornfri zone?
Jeg havde hørt noget af Per Juul Carlsens anmeldelse af A Single Man på P1 i sidste uge. Men det var også alt, jeg vidste om designer Tom Fords debut som filminstruktør. Men det var nok til, at jeg var blevet nysgerrig. Filmportalen Scopes (meget komprimerede) referat af filmen lyder:
Los Angeles, 1962. George, en 53-årig britisk universitetsprofessor, er sunket stadig længere ned i mindernes dynd, efter hans mangeårige partner Jim omkom i en bilulykke. Han beslutter sig for at tage sit eget liv, men en række glimt af hverdagens simple, sensuelle glæder – herunder tilnærmelser fra en mandlig elev – genopvækker den mismodige akademikers appetit på livet.
Colin Firth har filmens altdominerende hovedrolle som George. Firth er en eminent skuespiller (og nej, jeg er ikke en af de kvinder, der savler over ham 
), og det er dejligt at se ham udfordret i rollen som homoseksuel og livstræt. Men … det er ikke det bedste ved filmen. Det bedste er filmens enorme mængde af nærbilleder.
Nok vidste jeg, inden jeg var på efteruddannelse for meget nylig, at jeg havde en mindre passion for nærbilleder. Men den megen omgang i flere uger med levende billeder skærpede min bevidsthed. Jeg er en nærbillede-freak. Og den freak bliver virkelig tilfredsstillet med A Single Man. På smukkeste og mest æstetiske måde.
Sjældent har jeg tænkt over den skønhed, der kan være i et 60′er-instrumentbræt eller et hvidt vægur. Men det fik jeg at se her. Sammen med en hel masse andet. Puttet ind i en historie om, hvad der kan ske med livet, hvis meningen forsvinder. Historien er laaaaangsom en del af tiden, og hvis man ikke kan holde det ud, så skal man holde sig langt væk fra A Single Man.
Er man derimod indstillet på at sætte tempoet i bund og bruge tid på eftertænksomhed (og billedskønhed), så er det bare at komme i biografen og kigge med. Politiken har i øvrigt givet filmen seks hjerter – læs evt. anmeldelsen her. Jeg gik bestemt ikke uberørt ud af biografen – men jeg havde nok kun givet filmen fem hjerter .
Fredag aften var vi i teatret, manden i mit liv og jeg – medbringende hver sin teenagedatter. Det var i Valby, og det var splinterny dansk dramatik. I morgen er der urpremiere på stykket, vi var til forpremiere på hos 
Bagefter stod den på caffe latte og så en tur i biffen. For at se den skæveste (men ikke uforglemmelige) film, jeg længe har set, 
.
. Der er heldigvis stadig lidt energi tilbage til at klare rengøringen nu …
