Godt nok er fredag snart længe siden. Men en [...]]]> Ellen kommenterede i søndags, at det var ærgerligt, at indlæg nr. 1.001 her hos mig skulle være en amputeret cykel. Og det må jeg jo give hende helt ret i. Så lad mig komme videre her i indlæg 1.002 i en meget mere positiv tone .

Godt nok er fredag snart længe siden. Men en af dens oplevelser fortjener at få en buket ord med på vejen. Fordi den var en stjernestund af høj kvalitet.

Manden i mit liv og jeg havde sat hinanden stævne i Københavnstrup efter arbejde. Fordi vi kan. Fordi vi vil. Fordi der var helt børnefrit på matriklen. Og turen gik til yndlingsbiografen, Grand, hvor vi ville svælge i Woody Allens seneste værk, Midnight in Paris.

Og sikken da et skønt bekendtskab!

Hvis man ellers køber tanken om, at det er muligt at bevæge sig på tværs af tiden og besøge den epoke, man selv gerne ville være født i, og hvor fx ens litterære helte levede, så er Midtnight in Paris guf. Jeg køber tanken! Og derfor forelskede jeg mig nærmest på stedet i denne legesyge og charmerende film, som jeg tog mig selv i at sidde og drømme om aldrig ville slutte (sådan cirka ).

Jeg er vild med Woody Allens film, også dem, han selv spiller med i, selv om der også findes deciderede fusere, fx Skorpionens forbandelse (2001). Så selvfølgelig var jeg forudindtaget, vel var jeg så. Men det var slet ikke nødvendigt for at få Midnight in Paris til at bære. Det gjorde den helt af sig selv. Med smukke (gullige) billeder af Paris, satire over rige amerikanere, skønne 1920′er-optrin og -personligheder, stakkevis af litterære og filmiske referencer. Og så en meget velspillende Owen Wilson i hovedrollen som den forvirrede og følsomme forfatter, der føler sig fejlplaceret i sin egen tid. Lukker man øjnene, når Wilson taler, er det som at høre en af de karakterer, Woody Allen selv spillede i de tidlige film. Det er en ret morsom gimmick.

Jeg er sikker på, jeg bliver nødt til at se Midnight in Paris en gang mere! Snup en smagsprøve her, hvis du vil se lidt af, hvad jeg fabler om .

Teatrets marketingafdeling har sommeren over sørget for, at offentligheden ikke skulle glemme [...]]]> Mit pis er så meget i kog, at jeg er sikker på, det er usundt! Og det er såmænd blot fordi jeg i formiddags har foretaget mig noget så umiddelbart fredeligt og uophidsende som at ville bestille billetter online til Det Kongelige Teater.

Teatrets marketingafdeling har sommeren over sørget for, at offentligheden ikke skulle glemme nationalscenens tilstedeværelse, eller at de har læssevis af nye forestillinger at tilbyde i den kommende sæson. På det allerseneste har man også annonceret, fx på forsiden af Politiken, at løssalget af billetter til hele sæsonen ville begynde fredag d. 19. august klokken 10. I tirsdags udsendte de såmænd også en nyhedsmail med det budskab.

Netop på det tidspunkt i dag ringede min udvidede hukommelse, alarmen i min mobiltelefon. For hjemme hos os havde vi nemlig sat os for, at det ikke kun er hovedstadsområdets beboere, der skal have glæde af den statsstøttede institution Det Kongelige Teater. Min svigermor skulle også i teatret, så hun ikke forbliver en af de forbigåede jyder. Datoen og forestillingen var fundet. Nu var det bare at vente på, at forsalget åbnede.

Klokken 10.01 tastede jeg første gang kglteater.dk ind i browseren. Og ventede. Og ventede. Og ventede. Indtil Siden kan ikke vises-beskeden dukkede op. Nå ja, det er jo forventeligt, at der er tryk på, tænkte jeg og prøvede igen. Efter et par forsøg dukkede Det Kongelige Teaters hjemmeside frem. Da jeg klikkede videre mod billetbestillingen, tænkte siden sig længe, længe om. Inden den gik ned igen. I næste forsøg (jo, jeg er en stædig rad!) kom jeg (med megen tålmodig venten ved hvert sideskift) så langt, at jeg faktisk havde de seks billetter til Den gerrige, som var hele operationens mål, på hånden. Da jeg klikkede videre for at bekræfte min bestilling, løs beskeden: Din indkøbskurv er tom.

Jamen altså!

Men op på hesten igen og tilbage til start på nationalscenens meget langsomme og meget overbelastede hjemmeside. Med endnu mere tålmodig venten (og det var hårdt, for nu er tålmodighed jo ikke lige min kernekompetence) kom jeg atter frem til siden, hvor jeg kunne vælge billetter til den 17. septembers forestilling. Men nu syntes systemet ikke, at jeg kunne få det antal billetter, jeg bad om, i den kategori jeg bad om. Jeg prøvede en ny (og dyrere) kategori. Med samme resultat (og masser af ventetid). Så prøvede jeg at dele billetvalget op på flere kategorier. Alt gav samme resultat. Nemlig intet. Måske var forestillingen udsolgt den dag? Jeg skal ikke kunne sige det, og hvis det var tilfældet, så var kommunikationen omkring det totalt uigennemskuelig og antibrugervenlig.

Klokken var næsten 11 nu (og jo, jeg var på arbejde (godt, der er tid at afspadsere af!)). En ny browsersession kan måske gøre det, tænkte jeg, lukkede den modvillige webside og åbnede en ny browser.

Webadressen kglteater.dk sendte mig nu til en side med besked om, at den almindelige hjemmeside midlertidigt var utilgængelig, fordi bookingen krævede så mange kræfter. Men klik her for at booke. Fint med mig – det var jo ligesom det, jeg kom for. Et øjeblik blev jeg venligere stemt og løftede hatten en smule for, at Det Kongelige Teater gjorde noget for at løse deres meget tydelige problem.

Den positive stemning holdt dog ganske kort tid. For nu endte jeg i en løkke, hvor jeg, hver gang jeg nærmede mig billetbestillingen, blev sendt tilbage til siden, hvor man vælger forestilling. Arghhh!

Billede 2

Billede 1

Med ét tonede der en kø-besked frem på skærmen (billede 1). Jeg var lige ved at kvæle den. Men nu var jeg jo på en mission, så den tyndslidte tålmodighed overbeviste mig om at blive. Fire-fem minutter senere blev jeg belønnet med en besked om, at jeg nu var igennem køen (der var sikkert mange andre, der havde opgivet) og hurtigst muligt ville blive stillet videre. Denne besked blev dog hurtigt erstattet med en, der varslede forlænget svartid (billede 2).

Og det fik jeg. Fem minutter senere blev jeg stillet om. Til en blank side. Nå ja, der er nok mere ventetid, sukkede jeg. Indtil denne side dukkede frem klokken 11.20

Om jeg bandede? Jo, det gjorde jeg! Om jeg følte mig til nar? Også i den grad! Om jeg hvæsede Fuck nationalscenen? Jo! Og så tømte jeg browserens cache og lod kglteater.dk være kglteater.dk. Mens jeg vendte helhjertet tilbage til arbejdet.

Men som det ikke særligt tålmodige, men til gengæld meget stædige, menneske jeg er, hoppede jeg en times tid senere ind i køen igen (nu havde vi for pokker planlagt den teatertur!). Og kom – wow – forholdsvis hurtigt (sådan da) igennem til siden, hvor jeg kunne klikke på Køb billet. Kun for at ende på denne side

I løbet af eftermiddagen gjorde jeg et par forsøg mere. Men enten ramte jeg en lignende side, eller også endte jeg i en ny løkke, der smed mig frem og tilbage mellem forestillingsoversigten og bestillingssiden. Rend og hop!

Da præcist det samme skete, efter jeg var kommet hjem fra arbejde, opgav jeg Det Kongelige Teater helt og skød et læsfuld hvide pinde efter den planlagte teatertur. Klokken 18.24 gjorde manden i mit liv (som jo ikke havde været hårdt prøvet i løbet af dagen) et forsøg. Og kom igennem. Som i igennem til at kunne bestille billetter!

Fluks satte han sig tungt på seks styks af slagsen og kørte Visakortet i stilling til overbelastning (billigt er det skidt jo ikke!). Men … selvfølgelig? … strejkede betalingssystemet. Status er altså nu, at vi (efter ualmindeligt mange sværdslag) har booket seks teaterbilletter, men at vi skal have fat i Det Kongelige Teaters billetcenter for at kunne afslutte handlen. Tænk, jeg ‘glæder mig’ allerede. For jeg har prøvet at ringe til dem et par gange i dag. De har så travlt, at man end ikke bliver sat i kø men blot bedt om at ringe på et senere tidspunkt.

Ud over at mit pis koger, bringer de oplevelser, jeg har haft i dag, også en mængde spørgsmål frem. Fx hvorfor pokker Det Kongelige Teater ofrer penge på dagbladsannoncer, der husker de potentielle teatergængere på, præcist hvornår forsalget starter, når man har så vakkelvornt et bookingsystem, at det ikke kan håndtere voldsomme mængder kunder? Årsagen er vel ikke, at man vil spilde tiden for så mange mennesker som muligt? For det er da for pinligt!

Har du også prøvet at bestille billetter til Det Kongelige Teater i dag? Og … lykkedes det?

Egentlig [...]]]> Over seks millioner gange er klippet blevet vist på YouTube den seneste lille måned. Men jeg fik altså først øje på det i går, efter at jeg havde læst en artikel i Politiken om den svenske instruktør Johannes Nyholm, og hvad han bl.a. har fået sin barselsorlov til at gå med. 

Egentlig ville Nyholm bare filme en dag i sin datters liv, men det udviklede sig og blev også til en film, Las Palmas, om den midaldrende svenske charterturist Marja, der drikker for meget og skejer helt ud. Filmen blev lavet på datterens vilkår, så hun kunne have det sjovt undervejs.

»Vi byggede en legeplads til hende, hvor hun kunne agere frit, og så rullede kameraerne. Det var ikke så meget anderledes end at instruere voksne. Det handler om at skabe en situation, hvor der er højt til loftet, og skuespilleren kan handle efter sit eget hoved«, siger Johannes Nyholm, der tilføjer, at det mest tidskrævende har været at klippe 50 timers indspillet materiale ned til de 14 minutter, filmen varer.
Sådan står der bl.a. i Politikens artikel.

Jeg synes, klippet er morsomt og konceptet originalt. Så jeg vil bestemt gerne se alle 14 minutter af Las Palmas, når filmen engang bliver offentlig tilgængelig. Og så synes jeg, at historien om Nyholm og hans kortfilm er rigtig interessant. Det er nemlig en af historierne om, hvad de sociale medier kan.

Det er vist hårdt at være filmstjerne . Billede fra filmens Facebook-side.

Nyholm har allerede gang i en karriere som filmmager, og hans tidligere animationsfilm har vundet flere priser. Men hypen omkring Las Palmas og den voldsomme trafik på YouTube har for alvor rettet filmverdenens øjne mod Nyholm, og hans film er blevet eksponeret i en grad, som også er kommet bag på ham selv.

I Politikens artikel fortæller han, hvordan alverdens medier nu har kontaktet ham, og at henvendelserne også strømmer ind fra producenter. Også i Hollywood. Dér ser han dog ikke sin fremtid. Det føles helt absurd med Hollywood, jeg vil jo bare lave mine film og har mange ideer, som ikke kan laves på nogen anden måde end her i Sverige, udtaler Johannes Nyholm.

Han næste projekt er en helt almindelig spillefilm, og den får han nu meget lettere ved at skaffe økonomisk støtte til. Det er ‘sidegevinsten’ ved at have en af de allermest sete kanaler på YouTube. I ‘gamle dage’ kom man også frem i verden og fik spotlys på sig, når man havde noget godt (og anderledes) at byde på. Men det er for ingenting at regne mod den eksponering, som kan foregå i dag.

Hvis vi kan lide, hvad vi ser for eksempel i de sociale medier, gør vi vores venner opmærksomme på det. Og det samme gør de til deres venner, som så gør det samme osv. osv. Den virale markedsføring er i gang, og den kan, som i dette tilfælde, skabe en kolossal synlighed. Hvilket er et ret fascinerende fænomen. Synes jeg.

Se, nu har jeg fx skrevet et helt blogindlæg om charterbabyen, bare fordi jeg blev begejstret for klippet og historien bag .

I lige denne sammenhæng [...]]]> En begejstret anmeldelse i ørene og en lidt køligere til øjnene. De to var en del af min torsdag morgen. Og de handlede selvfølgelig begge to om seneste skud på Harry Potter-stammen, filmatiseringen af Harry Potter og dødsregalierne. Ja, altså første del. Anden del af filmen kommer først til sommer.

I lige denne sammenhæng betyder anmeldernes dom egentlig ikke så meget for mig (men begejstring skærper skam mine forventninger), for der er ingen tvivl om, at jeg skal se filmen. Ligesom jeg har set de øvrige. Og læst bøgerne – først som et højtlæsningsprojekt, da teenageren var meget, meget yngre, og siden bare helt for min egen skyld. Fordi jeg slet ikke kan stå for eventyret, min højt fremskredne alder til trods .

Den største udfordring her i huset lige nu er, hvornår der mon er nogen, der har tid til at gå i biffen sammen med mig. For de fistrer og farer godt nok en del i disse dage, teenageren og manden i mit liv. De risikerer, at jeg smutter helt alene i den lokale bif …

Skal du se Harry Potter og dødsregalierne 1?

Det blev til en lang tur i skoven i dag (også lidt for lang efter min højre fods mening; den er stadig ikke helt på toppen efter forstuvningen). Solen skinnede og langt de fleste blade var stadig overvejende grønne, så manden i mit liv og jeg kunne næsten fortrænge, at det er efterår. Men [...]]]>

Det blev til en lang tur i skoven i dag (også lidt for lang efter min højre fods mening; den er stadig ikke helt på toppen efter forstuvningen). Solen skinnede og langt de fleste blade var stadig overvejende grønne, så manden i mit liv og jeg kunne næsten fortrænge, at det er efterår. Men også kun næsten.

Dagen sluttede vi sammen med teenageren i den lokale biograf. Wall Street: Money Never Sleeps var på programmet. Men, helt ærlig, vi kunne have brugt de 127 minutter bedre, var vi enige om. Oliver Stones nye film er laaaang i spyttet, men det er ikke det værste. Det værste er, at den er ujævn, utroværdig i handlingen og aldrig fanger og fastholder ens interesse. Den formildende omstændighed er, at filmen er spækket med fede billeder – og at vi så den til halv pris via Biografklub Danmark .

Har du set Wall Street: Money Never Sleeps? Og hvad syntes du?

Der er masser af tid til at sove (semi)længe. Og så går turen til Københavnstrup, hvor jeg skal spise sen klimavenlig brunch (Copenhagen Cooking er i byen) på Nationalmuseets restaurant. Det er [...]]]> Hvis lørdag ikke bliver en uovertruffen dag, så ved jeg helt ærlig ikke, hvad der skal til for at frembringe sådan en .

Der er masser af tid til at sove (semi)længe. Og så går turen til Københavnstrup, hvor jeg skal spise sen klimavenlig brunch (Copenhagen Cooking er i byen) på Nationalmuseets restaurant. Det er sammen med en god veninde, som jeg bare ser for sjældent. Vi har kendt hinanden … en del år. Tja, for teenageren var end ikke fyldt to, dengang veninden og jeg mødtes. I Thailand i 1994. Da vores respektive mænd arbejdede der. Mændene er skiftet ud siden, men vores venskab holder.

Når så jeg er færdig med masser af venindesnak og masser af lækker mad (og måske en tur gennem byen), smutter jeg hjem til provinsen og går i biografen sammen med manden i mit liv og teenageren. Det er Susanne Biers Hævnen, vi lige må konsumere. Anmelderne er begejstrede, så det bliver vi forhåbentlig også.

Jeg er sikker på, at når i morgen er gået, er jeg helt mæt af input! Faktisk tror jeg, at søndag gerne må være en meget stille dag