Fredag aften var vi i teatret, manden i mit liv og jeg – medbringende hver sin teenagedatter. Det var i Valby, og det var splinterny dansk dramatik. I morgen er der urpremiere på stykket, vi var til forpremiere på hos Teater V i Prøvehallen.
Grünfeld Forsvar hedder stykket, og det er skrevet af hjerneforsker Mikkel Wallentin, der har vundet dramatiker-konkurrencen Dramatisk Debut 2010. Mikkel Wallentins stykke er af juryen blevet beskrevet som dramatik, der rækker fremad, og som Lynch der møder von Trier der møder et nyt dansk dramatikertalent.
Jeg vil ikke påtage mig at give et referat af stykket, for dets struktur er alt for flyvsk og drømmeagtigt til den disciplin. Men lad mig referere, hvad teatret selv skriver:
Tre mennesker er strandet på et hotel et sted udenfor byen. Et no mans land. En udefineret mellemstation. Her udspiller sig et subtilt og ukonventionelt kammerspil om længsel, sex, ensomhed og kinesiske pornofilm.
Symbolikken drev ned ad væggene. Driften brølede. Og ordene ‘absurd teater’ lå lige på tungen. Og jeg var begejstret!
Intet var givet. Intet var nemt. Hjernen blev sendt på overarbejde – med det største velbehag – alt imens jeg bare sugede til mig. Fedt at blive så udfordret! Og underholdt på samme tid – uden at det var på den hjernelamme metervarefacon.
Hvis man kan acceptere en handling, som hverken er kronologisk eller logisk i traditionel forstand, men som har drømmens flaksende univers som præmis, så er det bare at komme af sted til Valby. For her er noget der rykker. Og det bliver det ved med den næste måned 
.
Bagefter stod den på caffe latte og så en tur i biffen. For at se den skæveste (men ikke uforglemmelige) film, jeg længe har set, 
.
. Der er heldigvis stadig lidt energi tilbage til at klare rengøringen nu …
