Vi havde skrevet sammen i en uges tid henne på et datingsite, manden i mit liv (altså dengang, før jeg vidste, at det var det, han var) og jeg. Men en dag tirrede han min modvilje. Han skrev, at han ikke spiste kød. Kødspiserens almindelige skepsis over for en person, der ikke er som jeg, overmandede mig. Vegetarer er da sådan nogen, der konfronterer en med synspunkter som: Hvis du nu selv skulle slå de dyr, du spiser, ihjel, hvor meget kød tror du så, at du ville få?
Er det ikk’? 
Han virkede nu meget sød, ham manden, så tvivlen kom ham til gode, og jeg fortsatte korrespondancen. Og snart fik jeg også en god og plausibel forklaring på hans vegetarisme. Den kunne føres tilbage, til han flyttede hjemmefra i midt-80’erne og havde syntes, at kød var for besværligt at have med at gøre. Senere havde diverse sager med kogalskab, salmonella m.m. fået ham til at forblive vegetar. Dog spiste han fisk.
Da vi udskiftede alle vores ord på nettet med kaskader af de talte og masser af samvær, opdagede jeg også, at den eneste forskel på vores forhold til mad var brugen af kød eller ej. Vi gik lige højt op i kvalitet, økologi, ny inspiration, variation og alle de andre ting, der gør madlavning til mere end bare en daglig pligtopgave.
Den majaften i 2002, hvor manden og jeg mødtes, fandt jeg ikke bare ham, jeg i dag er gift med, jeg fandt også min madlavnings nye inspirationskilde. Selv om jeg altid har gået for at være en god kok, så har jeg i manden uden tvivl mødt min lige (tja, måske endda min overmand). Han er en fiskeforfører og en grøntsagsekvilibrist, som sammensætter råvarerne på nye måder. Både til hverdag og fest. Dengang havde jeg for eksempel ikke skænket det en tanke, at en ligegyldig dåse tun kunne blive til de lækreste tunfrikadeller. Eller at pastinak og rødbeder stegt i ovnen var et forfriskende alternativ til de bagte kartofler.
I de år, der er gået, har jeg ikke omvendt manden og han ikke mig, og vi har heller ingen planer om det i fremtiden. Men 95 procent af dagene spiser hele husstanden dog, så der ingen tvivl er om, at vegetarens mad har vundet. Fordi det er nemmest sådan. Fordi det er mest miljø- og CO2-venligt sådan. Fordi manden laver mad cirka halvdelen af tiden. Og fordi teenageren og jeg (og vist også mandens datter) faktisk godt kan lide en kost næsten uden kød. Men … nu og da skal jeg altså ha’ en økologisk frikadelle på tallerkenen. Eller måske en krydret kyllingefilet .
Det er i øvrigt heller ikke ualmindeligt, at jeg bestiller ’dødt dyr’, når vi spiser på restaurant sammen (og det er supermorsomt at iagttage, at tjeneren næsten altid tror, at bøffen er mandens!). Heldigvis var manden nemlig, allerede inden jeg lærte ham at kende, ’vokset fra’ kun at kunne kysse en kvinde, som havde spist kød, efter at hun havde børstet tænder …
)). Og jeg har da fået et par stakke vasketøj af vejen og sengen iført rent linned. Så det essentielle er på plads. Og vi er klar til at tage favntag med den kommende uge.
. Mandens gamle kammerat, der ‘ofrede’ sig, for at jeg kunne have huset for mig selv og mine gæster, skal have sin velfortjente barnepigemiddag i aften.
