Modeløgn #6. Gå til frisøren hvis du trænger til noget nyt
Nej. Hold dig langt væk. I hvert fald hvis din frisør er placeret i den jyske provins og tror, at det er smart med lilla og sorte totter i dit røde hår, som i øvrigt er blevet skamklippet, så det pjusker i nakken og er for langt foran. Det kan din frisør ikke være bekendt. Det mener jeg altså. Og undskyld til dig der er frisør, bor i den jyske provins og har glade kunder. Undskyld.

Jeg læser Julia Lahmes Sandheder fra en løgner for tiden (Rosinante & Co. var så flinke også at forære mig et eksemplar, da jeg for nylig holdt konkurrence om bogen på Blogkvinder 40+) – og jeg skulle hilse at sige, at de der ‘jyske’ frisører også findes i Frederikssund og omegn!

Jeg støder jævnligt på lokale kvinder i min egen aldersklasse, som har anskaffet sig en patetisk ungdommelig frisure i flere farver og med mystisk asymmetrisk facon. Og jeg fatter ikke, hvorfor de gør det. Eller at de gør det. Men nu har jeg altså lært, at det er damebladenes modeløgne, der er synderen. Fedt, at jeg sjældent ser dem (og i øvrigt er ret ligeglad med dem). For gråsprængt pagehår passer nu strålende til mig og min selvforståelse .

Når en madentusiast sætter sig til tasterne for at skrive om mad og formidle interessen på en blog, handler det ikke kun om at udleve en hobby. Der ligger langt dybere mekanismer bag det at madblogge. Madbloggen har vist sig at være den perfekte platform for identitetsdannelse, og dette kan være en af grundene til mediets stigende popularitet blandt brugerne.

Sådan skriver cand.comm. Ane Lützhøft i et indlæg på Kommunikationsforum.

Baggrunden er, at hun og en medstuderende, Fahad Saeed, har skrevet speciale på kommunikationsstudiet på RUC om netop madblogs. Indtil videre har jeg kun læst Anes indlæg, men det er en interessant appetitvækker, som kan anbefales. Og jeg er sikker på, at jeg også må finde tid til at kigge nærmere på specialet (som man kan downloade via indlægget). For jeg synes, emnet er superspændende. Men … det er måske, fordi jeg selv er madblogger light .

Da jeg kom hjem, læste jeg Kim Skottes anmeldelse i Politiken. Hans afslutningsord skal simpelthen være dagens ‘udgangsbøn’ her:

Så længe lommeklogskabens lette kalorier bare er krydderi på en filmisk turistrejse, er ’Spis Bed Elsk’ et farverigt fotograferet frikvarter.
   Når den tager sig selv og sine budskaber for alvorligt, savner man seriøst et par snabeltyrkersko at krumme tæer i.

Det er taget lige på kornet! Efter to sløje film i træk i Biografklub Danmark håber jeg søreme på større gevinster efter nytår …

I de senere år har jeg talt meget med mine veninder om, hvordan vi bliver voksne damer med værdighed. Her på vej i overgangsalderen er man endelig blevet klog og rummelig. Og det er det, man skal koncentrere sig om, i stedet for at skamme sig over sine pigmentforandringer og gå til fest i sin datters underkjole.

Nikoline Werdelin fylder 50 år i morgen (tillykke!), og Politiken citerer hende i dag for disse vise ord i fødselsdagsportrættet.

Han [Peter Høeg] mener, opdelingen i fin og mindre fin litteratur hænger sammen med vores kristne arv.
   »Den siger, at hvis noget er godt, skal det gøre ondt, og det højeste billede, vi har i den kultur, er billedet af en mand, som er spigret op på et kors. Det blev så ført videre af Frankfurterskolens foragt for kulturindustrier, som ses som borgerlige og reaktionære, og det vil sige, at det lystfyldte, glædesfyldte, humoren og kropsligheden står i fare for at blive trængt ud af litteraturen og henvist til folkelige genrer. Det tror jeg er ulykkeligt«, siger han.

Peter Høegs ord står i Politiken i dag, i et interview i anledning af at hans nye roman, Elefantpassernes børn, udkommer i næste uge.

Vi skal mødes præcis klokken cirka ni-tiden.

Mobiltelefonsamtale-fragment, Hovedbanen her til aften.