Bentes blog » Bøger

Foto, bøger og film på en lørdag

Bente — Sat, 22 Oct 2011 21:59:47 +0000

Da jeg for nogle uger siden læste denne her omtale i Politiken, vidste jeg med det samme, at jeg bare måtte en tur i Den Sorte Diamant for at se Gregory Crewdsons fotografier (senere læste jeg også om Landskabsfotografens besøg på udstillingen og fik endnu mere lyst til selvsyn). Den amerikanske kunstfotograf udstiller for tiden tre serier på Det Nationale Fotomuseum under titlen In a Lonely Place. Og lørdag var det netop der, manden i mit liv, teenageren og jeg drog hen.

Foto: Gregory Crewdson/Det kongelige Bibliotek

Den sort-hvide, mennesketomme serie Sanctuary fra filmbyen Cinecittà er smuk og nogle steder tankevækkende kontrastfyldt. Men det er serien Beneath the Roses, som det tog Crewdson og hans hold fem år at optage, der løb med min fascination – og som i øvrigt også var den serie, jeg primært kom for at se.

De store og helt ned i detaljen iscenesatte fotografier, som lige fra allerførste øjekast har mindet mig om Edward Hoppers malerier (men ham er Crewdson også inspireret af, har jeg nu læst), fanger hele ens opmærksomhed ind. Og tvinger en til at gå på detaljejagt for at kunne komme med et bud på en fortolkning (og sådan noget tænder jo mig meget mere end det fototekniske (som manden fanges af) ).

I øvrigt var det rigtig interessant at se udstillingens interview med Crewdson (som også kan ses via Diamantens hjemmeside), hvor han bl.a. fortæller om, hvordan hans fars psykiaterpraksis i kælderen i barndomshjemmet samt hans egen ordblindhed, og dermed trang til en anden udtryksform end ord, har været med til at forme ham som fotograf.

Vi har i mindst et år talt om, at vi gerne ville på en omvisning i Den Sorte Diamant og Det kongelige Biblioteks gamle bygning (her har jeg nu godt nok engang fået en omvisning … men det var i 1987, da jeg var nyimmatrikuleret danskstuderende på universitetet). Men der er kun offentlige omvisninger én gang om ugen, nemlig lørdag eftermiddag. Så det var helt oplagt at snuppe den oplevelse med i dag. Så det gjorde vi selvfølgelig. Hvis du er nysgerrig efter at kigge på de interessante bygninger og høre om dem, kan en omvisning bestemt anbefales.

Også hastede vi videre, for der var lige et skud kultur mere, vi ville have på denne dejlige lørdag, hvor solen lyste over hovedstaden, og det næsten var til at glemme, at dage, hvor man kan drikke to go-latte på en bænk, er ved at være en saga blot. Vi ville i Grand og se spanske Almodóvars seneste film, Huden jeg bor i (sådanne film når nemlig desværre aldrig frem til vores Frederikssund-biograf).

Almodóvar er kendt for bizarre historier og universer, og denne film er ingen undtagelse. Men det er bestemt positivt ment!

Historien om plastikkirurgen Robert Ledgard (Antonio Banderas), som har mistet sin kone, efter hun blev totaltforbrændt ved en bilulykke, og som lige siden har været besat af med alle midler at udvikle en revolutionerende hudbehandling til brandsår, er to timers fængslende rejse gennem køn, identitet, hævn, sex, genetik og et par andre ‘småting’. Lige en film efter mit hjerte!

Ja, i det hele taget var dette lige en lørdag efter mit hjerte. Men det er du vel slet ikke i tvivl om, hvis du kommer her forbi bloggen med jævne mellemrum og ved, hvilken kulturfreak jeg er. Og tænk, så fik jeg endda også lidt kultur med hjem til konsumering i fremtiden, nemlig Kirsten Hammanns nye roman, Se på mig. Mine nu forhenværende kollegaer var nemlig så søde at forære mig et gavekort i afskedsgave, og det blev fluks vekslet til litteratur i dag .

Skrig både over og under vand

Bente — Sun, 31 Jul 2011 16:31:50 +0000

Det var ikke meget, jeg fik læst, mens jeg holdt sommerferie. Men et styks ægte sommerferielæsning fik jeg da fuldført. Nemlig Øbro og Tornbjergs Skrig under vand, som Post Danmark var så venlig at forære mig i november.

Jeg er ikke storkonsument af krimier, så måske er jeg ikke den rette til at komme med en bedømmelse. Men jeg gør det nu alligevel – som en helt almindelig romanlæser.

Krimien vandt en krimikonkurrence hos Politiken, men jeg er ked af at sige, at jeg talrige gange undervejs måtte tænke Hvor ringe var konkurrenternes bud mon? For Skrig under vand har ikke star quality!

Historien med Katrine Wraa, der er psykolog og profileringsekspert, i centrum holder sådan nogenlunde på det overordnede plan, i hvert fald nok til, at jeg gad at læse den til ende. Men den er sprængfyldt med stereotype personer, som kun er ubehagelige (Torsten Bistrup), søde og bløde (Jens Høgh), kolde og kontrollerede (Vibeke Winther) osv. – og dermed ret uinteressante. Og så har romanen den mest umusikalske dialog, jeg længe har mødt. Så konstrueret og kluntet har jeg heldigvis aldrig mødt rigtige mennesker, der taler.

Men … ovenstående er ikke det værste. Det er derimod alt det sjusk, romanen er udstyret med. Det virker, som om både vask (= den allerførste sproglige bearbejdning af et manuskript) og korrektur er sparet bort, og at redaktøren var rejst langt væk på ferie, da bogen skulle have været redigeret. Meget af sjusket er småtterier, men der er så meget af det, at det bliver en stor og fyldig del af læseoplevelsen. Og … ikke mindst … et irritationsmoment.

Fx har bogens første side en overskrift, der hedder Juni, 1973, to sider senere hedder overskriften Sharm el Sheik, december 2009. Og så er der ingen overskrifter før epilogen. Men langt størstedelen af historien foregår altså ikke i Egypten, men derimod i København og omegn. Så er der psykologen, der havde overvejet at gå ind i psykiatrien i stedet (tja, det havde jo så krævet, at hun tog en lægevidenskabelig grad, men det er ikke en del af overvejelsen). Eller hvad med Hendes krop føltes som et stykke dybfrost fra køledisken (jeg håber søreme, at dybfrost opbevares i frysedisken). Nå ja, og så har jeg slet ikke nævnt kommateringen, som periodisk er helt hen i vejret (komma foran ‘at’ + navnemåde er fx ikke korrekt, ligegyldigt hvilket kommasystem man anvender!).

Jo, jeg er en krakilsk sprognørd, det indrømmer jeg gerne. Og jo, jeg irriteres garanteret over meget mere, end ‘almindelige mennesker’, som ikke er fagskadede, gør. Jeg får sikkert også øje på en del, som andre ikke ser (eller er ligeglade med). Men når en roman både er svag i dialog og karaktertegning (og historien dermed ikke fanger min fulde opmærksomhed) og fyldt med fejl, så bliver der kastet så mange lunser for min indre redaktør, at hun hopper på dem med et skrig. Og slet ikke kan holde mund med, hvad hun ser. For det er bare rigtig ærgerligt, når et forlag gør så lidt for, at fejl og mangler ikke bliver det mest iøjnefaldende ved en bog. Men jeg må da om ikke andet glæde mig over, at jeg har fået Skrig under vand helt gratis. For nu at slutte positivt .

Modefrisure? Ikke til mig, tak

Bente — Tue, 14 Jun 2011 05:38:57 +0000

Modeløgn #6. Gå til frisøren hvis du trænger til noget nyt
Nej. Hold dig langt væk. I hvert fald hvis din frisør er placeret i den jyske provins og tror, at det er smart med lilla og sorte totter i dit røde hår, som i øvrigt er blevet skamklippet, så det pjusker i nakken og er for langt foran. Det kan din frisør ikke være bekendt. Det mener jeg altså. Og undskyld til dig der er frisør, bor i den jyske provins og har glade kunder. Undskyld.

Jeg læser Julia Lahmes Sandheder fra en løgner for tiden (Rosinante & Co. var så flinke også at forære mig et eksemplar, da jeg for nylig holdt konkurrence om bogen på Blogkvinder 40+) – og jeg skulle hilse at sige, at de der ‘jyske’ frisører også findes i Frederikssund og omegn!

Jeg støder jævnligt på lokale kvinder i min egen aldersklasse, som har anskaffet sig en patetisk ungdommelig frisure i flere farver og med mystisk asymmetrisk facon. Og jeg fatter ikke, hvorfor de gør det. Eller at de gør det. Men nu har jeg altså lært, at det er damebladenes modeløgne, der er synderen. Fedt, at jeg sjældent ser dem (og i øvrigt er ret ligeglad med dem). For gråsprængt pagehår passer nu strålende til mig og min selvforståelse .

Inspiration til mindre madspild

Bente — Tue, 01 Mar 2011 19:59:45 +0000

En dansk gennemsnitsfamilie på to voksne og to børn smed i 2010 mad ud for 10.000 kroner på årsplan. Det viser tal fra Landbrug & Fødevarer. Jeg har skrevet om madspild før, og jeg tror, jeg kommer til at gøre det igen. For det er et emne, der ligger mig på sinde. Og (desværre) et fortfarende problem.

Men jeg kunne da ikke andet end at blive glad, da jeg forleden så på DR’s hjemmeside, at madspildet er mindre nu, end det tidligere har været. Formentlig affødt af den økonomiske krise, men også pga. en adfærdsændring. Som dog skal blive meget større, før det for alvor batter.

Forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad (jo, den har jeg også skrevet om før ) er den ihærdige vagthund, som bliver ved med at bringe madspildet i mediernes søgelys – og dermed er bevægelsen forhåbentlig med til at sætte skub i danskernes tiltagende mere fornuftige madforbrugsmønster.

På Stop Spild Af Mads hjemmeside kan man finde både opskrifter og gode råd til at udnytte råvarerne bedre, købe fornuftigere ind og dermed begrænse madspildet. Og i næste uge sender forbrugerbevægelsen søreme også en restekogebog på gaden, Stop Spild Af Mad – en kogebog med mere hedder bogen.

Bogen sætter fokus på problemet med madspild, dets omfang og betydning for miljøet, verdenssamfundet og ikke mindst pengepungen – og kommer med gode råd til, hvordan du kan komme spildet til livs, kan man læse hos Gyldendal.

Vil du høre Stop Spild Af Mads stifter Selina Juul fortælle om madspild og om kogebogen, så du kan se et tv-klip her. Det er fra Go’ morgen Danmark i morges.

Velbekomme .

Bøger i ørene

Bente — Thu, 13 Jan 2011 16:40:36 +0000

Det er et stykke tid siden, at manden i mit liv ganske gratis downloadede den fra DR’s hjemmeside. Men det er først her for nogle dage siden, at jeg begyndte at lytte til den. Flaskepost fra P af Jussi Adler-Olsen.

Jeg har hverken læst eller hørt de to forrige bøger i den såkaldte Afdeling Q-serie. Men det gør ikke spor, denne kan sagtens stå alene. Og jeg er hægtet fuldstændig på!

Masser af gange har jeg læst begejstrede ord om Jussi Adler-Olsens bøger bl.a. her i blogland. Men først lige inden jul stiftede jeg selv bekendtskab med en af dem, debutromanen fra 1997, Alfabethuset (også som DR-lydbog). Ud over en meget lang og meget omstændelig begyndelse (som var lige ved at få mig til at springe fra) var det en spændende og ikke mindst anderledes historie. Og den gav mig lyst til mere af samme forfatter.

Den lyst har jeg ikke fortrudt, at jeg fulgte. Lige nu (altså ikke i skrivende stund – for jeg kan (desværre) ikke lytte og skrive samtidig ) er jeg fuldstændig fanget i Carl Mørcks liv og udfordringer på Politigården. Krimier står jo ellers lavt på min bogfavoritliste, men denne er en pokkers velskrevet og fængende en af slagsen, så jeg er på.

Til stor morskab for manden i mit liv og teenageren er jeg pludselig blevet tabt for omverdenen og proppet til med lyd. Når jeg laver mad, stryger, gør rent, lægger vasketøj på plads – ja, i går aftes måtte jeg sågar lige høre et kapitel færdigt, mens jeg børstede tænder. Den slags overgår vist kun en rigtig god bog!

Så er Harry på banen igen

Bente — Thu, 18 Nov 2010 18:30:25 +0000

En begejstret anmeldelse i ørene og en lidt køligere til øjnene. De to var en del af min torsdag morgen. Og de handlede selvfølgelig begge to om seneste skud på Harry Potter-stammen, filmatiseringen af Harry Potter og dødsregalierne. Ja, altså første del. Anden del af filmen kommer først til sommer.

I lige denne sammenhæng betyder anmeldernes dom egentlig ikke så meget for mig (men begejstring skærper skam mine forventninger), for der er ingen tvivl om, at jeg skal se filmen. Ligesom jeg har set de øvrige. Og læst bøgerne – først som et højtlæsningsprojekt, da teenageren var meget, meget yngre, og siden bare helt for min egen skyld. Fordi jeg slet ikke kan stå for eventyret, min højt fremskredne alder til trods .

Den største udfordring her i huset lige nu er, hvornår der mon er nogen, der har tid til at gå i biffen sammen med mig. For de fistrer og farer godt nok en del i disse dage, teenageren og manden i mit liv. De risikerer, at jeg smutter helt alene i den lokale bif …

Skal du se Harry Potter og dødsregalierne 1?

En gratis krimi fra Post Danmark

Bente — Sun, 14 Nov 2010 17:23:35 +0000

Har du også modtaget et blodplettet brev fra Post Danmark? Med en blodig køkkenkniv indeni?

Jeg har – og det er altså ikke et trusselsbrev . Derimod kører etaten en kampagne for at få sine kunder til at bruge Døgnposten, når man skal modtage fx sine e-handelsvarer.

Indrømmet, jeg er ikke god til at huske at bestille til Døgnposten, selv om jeg længe har været tilmeldt. Jeg satser i stedet på, at pakkeposten fanger mig hjemme, hvilket tit lykkes. Men når Post Danmark nu er så flinke at tilbyde en gratis krimi, Skrig under vand, leveret i Døgnposten, så tager jeg gerne imod (skønt jeg læser meget få krimier).

Så langt så godt. Nu var der bare lige det, at Post Danmark havde visse problemer med deres skrig-side, hvor man skulle sige ja tak, da jeg besøgte den fredag eftermiddag. Faktisk så mange, at man slet ikke kunne bruge siden. Det følte jeg mig faktisk lidt snydt over, så jeg skrev til kundeservice og sagde øv. Under en time senere fik jeg en mail med beklagelse (de vidste godt selv, at de havde problemer) og besked om, at bogen nu var bestilt manuelt til mig.

Hvis du også har modtaget det blodige brev og også har bøvl med etatens skrig-side, kan jeg kun anbefale, at du kontakter kundeservice. Når de lover en en krimi, skal man da også ha’ den. Og jeg vil måske endda bruge Døgnposten mere i fremtiden .

Overload

Bente — Fri, 12 Nov 2010 22:36:24 +0000

Overload (sådan et godt dansk ord ), det er nogenlunde, hvad der er ved at være på min oplevelseskonto for denne uge. Men sådan går det, når man er sådan en som mig, der har svært ved at holde sig fra oplevelserne, når de ligger som fristende perler på en snor for snuden af mig.

Først indbød min lokale partiforening til filmaften med Armadillo på programmet og oplæg af Holger K. Nielsen bagefter. Det måtte jeg opleve. Aftenen efter havde min fagforening inviteret Jørn Lund til at komme og fortælle om Hvorfor siger vi sådan? ved et fyraftensmøde. Sådan et arrangement holder en sprognørd sig altså ikke væk fra .

Og efter arbejdstid i dag gik turen til Bogforum sammen med manden i mit liv (Dansk Forfatterforening havde været så venlig at donere en fribillet til mig (i øvrigt synes jeg, det er ret groft, at man tager 100 kr. i entré til noget, som mest af alt er en salgsmesse!)). Til kig på masser af bøger og stande og til lyt på oplæg af Jens Christian Grøndahl og Ib Michael. Nå jo, så snuppede vi også lige middag på en vietnamesisk restaurant på vej hjem.

Det burde vel egentlig være oplevelser nok (ud over arbejdslivet) for en enkelt kvinde på en enkelt novemberuge. Men … det er det altså ikke. For jeg skal også liiige til 50 års fødselsdag hos min veninde i morgen (til gengæld må jeg så springe et blogtræf over ).

Det er faktisk mere end okay med mig, hvis søndag bli’r en meget, meget stille dag .

25 hurtige om bøger

Bente — Mon, 08 Nov 2010 12:58:43 +0000

Marianne satte 25 hurtige om bøger og læsning på sin intetnytundersolens blog i går. Sådan en liste må jeg også ha’ .

1. Din favoritbog i barndommen?
Bjarne Reuters ‘Bertram-bøger’: Kidnapning, Tre engle og fem løver osv. Jeg dramatiserede sågar den sidstnævnte i 7.-8. klasse og ‘tvang’ min klasse til at opføre den som teaterstykke (med mig selv i rollen som onkel Georg og en af drengene som tante Gyda ).

2. Hvad læser du lige nu?
Nattog til Lissabon af Pascal Mercier. Jeg fik den i fødselsdagsgave af en veninde, og romanen er virkelig et dejligt og meget behageligt bekendtskab.

3. Hvilke bøger har du reserveret på biblioteket i øjeblikket?
Da jeg havde læst anmeldelsen af Jens Christian Grøndahls nye roman Det gør du ikke i Politiken i lørdags, skyndte jeg mig at stille mig i kø på det lokale bibliotek.

4. Dårlig bogvane?
Jeg køber flere bøger, end jeg har tid til at læse.

5. Hvilke bøger har du i øjeblikket lånt på biblioteket?
Alt er lige afleveret.

6. Har du en E-bogslæser?
Nix.

7. Foretrækker du at læse en bog ad gangen eller flere på en gang?
En – men intentionen holder ikke altid.

8. Har dine læsevaner ændret sig, siden du begyndte at blogge?
Nej. Men nogen gange kniber det med at nå både bloggen og bøgerne .

9. Dårligste bog du har læst i år?
Barbara Grams erindringer, Fisk uden cykel, som jeg opgav på halvvejen efter mange gaaaab (og bestyrket i opfattelsen af, at jeg skal holde mig fra biografier).

10. Bedste bog du har læst i år?
Ida Jessens Børnene, den holdt mig fast i sofaen.

11. Hvor ofte læser du udenfor dine favoritgenrer?
Sjældent. Privat læser jeg næsten udelukkende skønlitteratur, primært romaner. Men arbejdsmæssigt læser jeg også fagbøger.

12. I hvilke genrer føler du dig bedst tilpas?
I skønlitteraturen, især i romaner, der giver mig gode psykologiske indblik i personernes liv.

13. Kan du læse i bussen?
Nej, jeg bliver køresyg. Heldigvis kører jeg sjældent med bus .

14. Hvad er dit favoritsted at læse?
Den lille røde sofa ved siden af brændeovnen.

15. Hvad synes du om at låne bøger ud? Regler?
Det er okay at låne bøger ud, men det er altså rarest, når låneren også leverer bogen tilbage. Har desværre mistet nogle bøger på den konto.

16. Laver du æselører i dine bøger?
Nej!

17. Skriver du nogle gange i bogens margen?
Det gør jeg kun i fagbøger – mine egne, vel at mærke.

18. I studierelaterede bøger?
Som ovenfor.

19. Hvad er dit favoritsprog at læse bøger på?
Dansk. Men jeg læser også romaner på engelsk nu og da for at holde sproget ‘i form’.

20. Hvad får dig til at elske en bog?
En historie og nogle personer, jeg kan engagere mig i. Og så en forfatter, som ikke er bange for ordekvilibrisme.

21. Hvad inspirerer dig til at anbefale en bog?
At jeg selv er blevet beriget af at læse den.

22. Favoritgenrer?
Romaner. Uden tvivl.

23. Genre du sjældent læser (men ønsker du gjorde oftere)?
Digte og skuespil. Gjorde det, da jeg var yngre, men det er gledet ud.

24. Favoritbiografi?
Biografier er ikke noget, jeg læser, det er noget, jeg skriver. Det lyder meget godt, ikk’? Og en smule har det da også med sandheden at gøre – selv om det er fem år siden, jeg sidste har udgivet et andet menneskes historie .

25. Har du nogensinde læst en selvhjælpsbog?
Ja, men det har været ‘i embeds medføre’, mens jeg var fagbogsredaktør. Selvhjælpsbøger siger mig personligt ikke ret meget.

Hvad siger du, har du lyst til at svare på 25 spørgsmål om bøger og læsning?

Elefantpassernes børn

Bente — Sat, 06 Nov 2010 16:24:34 +0000

Der er tre ting, jeg har tænkt en del på på det seneste. Ja, altså ikke hele tiden, men i en del af den tid, jeg har brugt på at læse Peter Høegs nye roman, Elefantpassernes børn. De tre ting er:

en af min barndoms hithistorier, Tre engle og fem løver af Bjarne Reuter
Stephen Kings ord fra hans bog Om at skrive: Praktisér kunsten og mind altid dig selv om, at din opgave er at sige, hvad du ser, og derefter se at komme videre med din historie
at det er helt fint, at biblioteket har lånt mig romanen, for jeg kommer ikke til at læse den igen.

Forstå mig ret, Elefantpassernes børn er ikke en dårlig roman. Men det er heller ikke en roman, som formår at fange mig – ud over på ét punkt, men det vender jeg tilbage til. Jeg har svært ved at engagere mig i historien om de to superkvikke, gammelkloge (grænsende til det irriterende) teenagesøskende Peter og Tilte, som er på jagt efter deres forsvundne, småkriminelle forældre, præsten fra fiktive Finø og hans kone. Og som undervejs også lige skal afværge en katastrofe under en religiøs synode.

Historien minder mest om en fra en ungdomsroman med komiske skurke, skæve personager i hobetal og hæsblæsende optrin, som Peter og Tilte med kløgt slipper godt fra/ud af (derfor fik Reuters Vanløse-brødre nogle tanker med på vejen). Alt tilsat rigelige mængder filosoferen (også af lommeslagsen), masser af lang i spyttet-hed og mange, mange gentagelser (her kommer Kings ord ind i billedet).

Men … der var alligevel én ting, som fik mig til at læse Høegs roman til ende uden at kny: Sproget. Når en forfatter giver sig til at lege med sproget, kaster ordene op i luften og får dem til at falde ned igen i uventede sammensætninger, så er jeg solgt. Når han laver sammenligninger, de færreste havde drømt om, eller tager ordene på ordet og bogstaveligt, så har han fanget mig. For jeg har meget svært ved at stå for ordekvilibrister.

Prøv fx lige at læse med her. Peter fortæller om dengang, Tilte lige havde spurgt deres præstefar, om Gud er til stede i sakramenterne

[...] min far var ved at lave kalvefond, hvad der er en slags sovs, som han laver af kød og knogler og urter, så hele præstegården lugter af lighus, og bagefter koger ind, til den bliver så stiv, at man kunne udstoppe sofapuder med den, hvis det ikke var, fordi det ville have været noget eventyrligt griseri. Fordi far er bøjet over gryderne, og fordi fonden er stiv og humøret højt, så griber han Tiltes spørgsmål, som om det er en legeballon og siger, at Gud jo er til stede overalt, som en form for klar suppe kogt på Helligånden, men i sakramenterne er han til stede som kalvefond, i en meget tyktflydende og aromatisk udgave.

Elefantpassernes børn er spækfyldt med sådanne sproglige udskejelser, som får en sprognørd som jeg til at hænge på og fryde mig. Men fryden får nu en del ridser i lakken, når historien ikke vil bide sig fast og føles nærmest uvedkommende.

Nu er manden i mit liv ved at indtage Høegs Finø-historie, inden den skal videre til næste kunde i bibliotekets kø. Den umiddelbare melding er, at begejstringen over historien heller ikke kommer op at ringe hos ham.

Men hvad siger du? Har du læst Elefantpassernes børn, og hvad synes du?