Enhver, der er optaget af religionens rolle i menneskers liv, bør lade sig udfordre af Philip Pullmans nye roman, så er det sagt.
Sådan skrev Jes Stein Pedersen bl.a., da han i juni anmeldte Philip Pullmans nye roman Det gode menneske Jesus og skurken Kristus i Politiken. Den udfordring har jeg taget op de seneste dage – med stor begejstring.
Mit kendskab til Pullman bestod tidligere kun af fantasy-trilogien Det gyldne kompas, Skyggernes kniv og Ravkikkerten, som jeg med udelt fornøjelse læste højt for teenageren for år tilbage. Men Det gode menneske Jesus og skurken Kristus har bestemt givet mig lyst til at læse mere af den britiske forfatter, som er ateist og religionskritiker af et ærligt hjerte.
I korte træk bruger Pullman Det gode menneske Jesus og skurken Kristus til at fortælle den historie, vi allerede kender så godt fra Det nye Testamente, nemlig historien som Jesu liv og død. Men Pullman konstruerer sin egen version, som tager udgangspunkt i, at Maria føder tvillinger, Jesus og Kristus (og undfangelsen er der ikke megen helligånd over).
Jesus er den udfarende og agerende, Kristus den indadvendte og iagttagende. Men Kristus er også den, der nedskriver Jesu handlinger og fortolker dem, så hans udlægning skaber det religionsgrundlag, verden siden kom til at kende. Eller som Jes Stein Pedersen skriver:
Jesus Kristus er altså ikke en og samme person, men en figur skabt af to brødre, der tilsammen skaber det stærkeste religiøse brand, verden endnu har set.
I Pullmans historie udfører Jesus ikke mirakler, men er centrum i masser af begivenheder, som med Kristi redigering kommer til at fremstå som mirakler. Fordi der er ønske om at kunne bygge en kirke på netop denne (en af mange) forkynders handlinger og ord.
Jeg er ikke troende, tværimod, så det er næppe overraskende, at jeg labber denne roman, der skærer al stråleglansen af kristendommen, i mig. Men når jeg kigger ud over min ateisme, finder jeg også Pullmans bud på, hvorfor én mand måtte ofres og hans genopstandelse iscenesættes, for at man kunne skabe grundlaget for en magtfuld og dominerende kirke, dybt interessant. Og skræmmende.
Selv om romanen periodisk (især i første halvdel) er uinspirerende i sit sprog, uspændstig i handlingen og svag i karaktertegningen, vil jeg stadig anbefale den. Bestemt! Det er 260 siders tankevækkende læsning.
I øvrigt kommer Philip Pullman til København til oktober, hvor han bl.a. gæster International Forfatterscene i Den Sorte Diamant. Og jo, jeg har skam sikret mig billetter 
.
.
Det var en helt almindelig aften for få uger siden. Telefonen ringede.
