Bundet til sofaen. Ja, det er nærmest sådan, det føles. Selv om romanen er ordinær af fysisk størrelse, tynger den, så det er svært at slippe fri.
Anmelderne var fulde af lovord ved udgivelsen i eftersommeren. I januar udløste den De Gyldne Laurbær. Og nu er den en af de nominerede til Læsernes bogpris 2010 hos Berlingske.
Og det er fuldt fortjent, hvis du spørger mig. For Ida Jessens roman Børnene er fænomenal. Den er tredje og selvstændige del i ‘Hvium-trilogien’, der også består af Den der lyver og Det første jeg tænker på (som jeg også har læst med fornøjelse). Historien om Solvej, der efter skilsmissen flytter til det nordjyske for at være nær sin datter og går så grueligt meget igennem, fænger mere end sådan et one liner-handlingsreferat kan beskrive. Den skal opleves. Og det kan du godt tage som en anbefaling!
Men … nu må du ha’ mig undskyldt. Jeg har en roman, jeg skal have læst færdig
.




Jeg er ved at høre den som lydbog
Har lånt den via biblioteket på http://Netlydbog.dk. Jeg ville gerne læse noget mere, men mine øjne bliver alt for hurtig trætte eller jeg selv gør det, zzz. Med lydbøger går det nemmere (og det er også altid rart at blive læst i søvn
Jeg har ikke prøvet netlydbog.dk endnu, Betina, men jeg kender det godt. Men da man kun kan høre bogen over en måned, er jeg sprunget over. Jeg er ikke så god til at få hørt lydbøgerne hurtigt, når jeg ikke har lang transport hver dag – og det har jeg jo ikke mere. Nogle gange henter jeg DR’s gratis lydbøger.
.
Den fysiske udgave af Børnene har jeg i øvrigt ventet på i flere måneder i bibliotekets kø. Men den var ventetiden værd