Nu har jeg snart blogget her på mit eget domæne i to et halvt år. Og jo længere tid, der går, jo tydeligere kan jeg se, at jeg bruger bloggen som logbog og opslagsværk.
- Hvornår klippede jeg stokroserne ned sidste år? (svar: 20. august 2009)
- Hvornår lagde jeg dahliaknolde i jorden sidste år? (svar: 3. maj 2009)
- Hvornår var det nu, vi så The Men Who Stare At Goats? (svar: 9. januar 2010)
- Hvornår var jeg til blogtræf for allerførste gang? (svar: 28. marts 2009)
- Hvornår så vi Sally Manns fotografier i Diamanten? (svar: 20. september 2008).
Disse og andre ‘vigtige’ spørgsmål finder jeg svar på på min blog, når hukommelsen har sved dem ud (og jeg vel at mærke kan huske, at jeg har blogget om dem).
Måske er det bare et udslag af dårlig hukommelse (kan ikke udelukkes), at jeg på den måde læner mig op af bloggen. Eller også er det en supersmart måde at holde styr på dele af sit liv og dermed frigive hukommelsesplads til meget vigtigere ting.
Jeg vil helst vælge at tro det sidste 
.
Bruger du også din blog som opslagsværk, når du ikke kan huske, fx hvornår ting skete?
Ja, det gør jeg. Og sidst jeg brugte den, var, da min datter ikke ville tro på, at det var 2 år siden, at jeg byggede lidt om. Se på min blog, mit barn. Hun ville have at det var sidste år.
Så atter en stor fordel at blogge.
Og selvfølgelig frigiver vi hukommelsesplads til vigtigere ting – ingen tvivl om det
Helt sikkert det sidste..
Selv om der er masser af ting og oplevelser jeg ikke skriver om i bloggen, så bruger jeg den helt klart som en forlænget hukommelse, så den sammen med min Outlook kalender.. det er mit interne lager.. 
Hi hi sådan bruger jeg også bloggen. Og endda over for forsikringen har den hjulpet. Dengang vi havde indbrud og jeg fik stjålet nogle specielle ure, kunne jeg vise hvornår de var købt og hvordan de så ud.
Nu har jeg ikke blogget lige så længe som dig, kun 1½ års tid, men kunne sagtens forestille mig at gøre det samme. Jeg bruger min blog når jeg f.eks. snakker med mine kolleger om hvor meget min mand og søn ligner hinanden, så kan jeg huske at jeg har smidt et billede ud på bloggen, og kan lige søge det og vise at jeg har ret. Og lige så med familiens biler og lign. Glæder mig til blogtræffet.
@Kisser: He he … ja, selvfølgelig kan bloggen også bruges som ‘bevisførelse’
. Og lad os endelig holde fast i, at der frigives hukommelsesplads!
@Inge: Det lyder lidt ligesom her hos mig – ud over at jeg hellere bruge en papirkalender (Filofax) end Outlooks
. For nej, jeg blogger skam heller ikke om alle oplevelser.
@Catarina: Det er da faktisk ret smart! Ud over at man vel skal passe på med at vise ting på bloggen, som kan friste tyve
.
@Sanne: Ja, det er da bestemt også en måde at bruge bloggen som ‘arkiv’ på. Det gør jeg faktisk også selv – nogen gange har jeg lettere ved at finde mine billeder her end på harddisken
.
Glæder mig også til blogtræf!
Nu har jeg jo ikke været “blogger” så længe, at min blog kan bruges som opslagsværk af betydning. Men det kommer nok…
Til gengæld bruger jeg af og til en andens blog på samme måde, fordi jeg kan huske, at jeg så et eller andet om noget, jeg pludselig har brug for. Det er da smart!
Ja, det gør jeg! Det er faktisk hovedårsagen til at jeg startede min blog.
Qua min sygdom, bliver min hukommelse dårligere og dårligere. Bloggen er en måde at fastholde minder……
Jeg tror på den med at frigive hukommelsesplads – med den lille modifikation at jeg tror at vi kan huske en masse uden besvær, besværet er at sortere det vigtige til forgrunden, og netop det hjælpe webloggen mig med.
Der er mange ting, jeg ikke skriver på webloggen – engang brugte jeg en kladdehæfte, nu bruger jeg en harddisk – som regel. Med backup
Helt rigtigt, det er faktisk blevet til en slags officiel dag- og huskebog. Dog, som både du og andre er inde på, er det dog langtfra alt, der offentliggøres
Alligevel bruger jeg den som en form for udvidet intimsfære, da jeg f.eks. ikke belaster mine kolleger ret meget med børnebørnsberetninger – det er mest læserne af min blog, det går ud over … og kollegerne kender mig bekendt ikke til, at jeg blogger, og sådan skal det helst være.
@Mia: Jeg er sikker på, du også kommer til at bruge din blog som ‘arkiv’
. I øvrigt kender jeg godt det der med at kunne huske, at en eller anden har blogget om noget og så gå tilbage for at finde det. Længe leve søgefunktioner 
.
@Bibbi: Selv om baggrunden er ubehagelig, så er idéen god! Og selv uden sygdom gør jeg det samme
.
@Donald: Ja, kladdehæfter findes jo desværre heller ikke med backup – så harddisken er smartere
.
.
I øvrigt tror jeg, du har ret i, at det nok mere er sorteringsarbejdet, der volder os besvær, end selve det at huske. En del af sorteringen er også at få lagt begivenhederne i den rette kronologi – og det er bloggen ret god til
@Ellen: Jeg tror, mange af os kan nikke genkendende til det der med den udvidede intimsfære. For selv om vi ikke blogger om alt, fortæller vi jo mange af de ting, som også ville være blevet delt over skrivebordet eller frokosten med kollegaerne. Altså personlige, men ikke private oplevelser m.m. Er du i øvrigt sikker på, at der ikke er nogen kollegaer, der har fundet din blog?
Egentlig ikke – og så alligevel. Jeg gør det ikke, men jeg er overbevist om at jeg vil få brug for det i fremtiden. Det er også derfor jeg ikke forstår, at nogen kan finde på at lukke en gammel blog. Synes det er synd og skam. Ud over at man kan bruge den som en slags dagbog, så tænker jeg også på, at jeg har brugt enormt lang tid på den. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange timers arbejde det er. Derfor tror jeg aldrig at jeg ville slette min blog. Hvis jeg engang bliver træt af at blogge, så holder jeg vel op med det. Men bloggen bliver forhåbentlig aldrig slettet.
Nettet husker alt, Jens, det ved du nok. Så din blog skal såmænd nok blive ude i cyberspace i årevis
. Og nej, jeg tør søreme heller ikke tænke på, hvor mange timer jeg har brugt på at blogge. Uhyggeligt mange. Men, hvad pokker, det er vel okay at have en god hobby 
.
Nej, det kan jeg naturligvis ikke være sikker på, men der er i givet fald ikke nogen, der har kommenteret det (altså på arbejdet – ikke på bloggen) – jeg har derfor stadig håbet om, at min blog forbliver skjult for dem, indtil jeg går på pension – derefter må de gerne læse med, hvis de ellers gider .-)
Ja, Ellen, det er det, der er det pudsige – vi aner ikke, hvem der læser med, hvis de ikke giver sig til kende, irl eller i kommentarfeltet. Men mon ikke dine kollegaer havde sagt noget, hvis de kendte bloggen
.
Jeg har siden jeg var otte år gammel skrevet dagbog, i nogen perioder mere flittigt end andre, men da jeg begyndte at blogge, lagde jeg denne syssel helt på hylden. Derfor kalder jeg min blog for min digitale hukommelse og jeg bruger den som du til opslagsværk. Selvfølgelige adskiller bloggen sig fra dagbogen ved at være personlig UDEN at være privat, men som hukommelsesprotese fungerer den fint.
Hukommelsesprotese … he he, hvilket skønt ord, Lotte
. Men det er jo lige præcis, hvad bloggen er/kan være.