Vi er gået i grupper. Ikke dem, der opstår ved simpel optælling eller udvælgelse, men dem, som blodets bånd kan udstikke. Gruppe 1 traver p.t. rundt og sveder i Rom. Gruppe 2 rejser til byernes by i overmorgen.
Hvorfor holder I ikke ferie sammen? Spørgsmålet er dukket op i min nærhed en del gange. Og hver gang har mit svar været det samme: Fordi jeg har bedt om, at det skal være sådan.
I tre år og tre måneder har vi været en sammenbragt familie, og jeg ville være fuld af løgn, hvis jeg fortalte, at den tid har været en dans på roser. Tornene har flænset følelser og fordragelighed og har mere end én gang været uhyggelig tæt på at punktere bofællesskabet. Skønt vi tilsammen har tre teenagebørn, har husstanden derfor de seneste syv måneder kun været fast beboet af manden i mit liv, teenageren og mig.
Vi har holdt ferie sammen alle sammen – mange gange – både før vi flyttede sammen, da begge mandens børn boede her, og da det kun var hans datter. Så jeg ved godt, hvad jeg siger nej til! Jeg vil have ferie, når jeg holder ferie. Lades op, slappe af og have det rart. Ikke drænes af konflikter og irriteres af ligegyldighed og minusengagement. Alt det, der får min trang til at lufte en ualmindelig ond stedmor til at blomstre.
Nogle vil måske mene, at jeg burde tage nogle dybe indåndinger og gnaske i nogle sure æbler, så manden slap for at være koneløs det meste af sin ferie (hvilket han, indrømmet, ikke er begejstret for). Men beklager … jeg kan ikke finde overskuddet til at gøre det. Endsige viljen.
Jeg vil hellere se stort på skønmaleriet, trampe på tabuerne og give en klar melding fra den moderne sammenskrabs-familie. Fortælle, at det er o.k. at holde en pause fra den. Uden at der er noget grusomt galt i det!
Når manden og jeg ses igen, har adskillelsen varet 15 dage. Vi er kommet til at savne hinanden og vil med garanti opføre os irriterende nyforelsket (jeg kan allerede høre teenageren sukke!). Men det er en saltvandsindsprøjtning til forholdet – og meget stærkere og med mere vitalitet end en fælles ferie med din og min teenagedatter og … nej, jeg behøver vist ikke skrive mere, gør jeg?
Enig! Det er da også fedt at rende alene rundt med teenageren, uden at skulle forholde sig til / blive distraheret af en kæreste, der gerne vil nusses. Hver ting til sin tid – eller som Alfons Åbergs far ville have sagt: “En ting ad gangen og orden i sagen, så får vi penge på lønningsdagen”.
Og det ER da skønt, at man kan blive nyforelsket efter 15 dages adskillelse. Så må teenageren kigge den anden vej, hvis hun ikke kan klare mosten ;0)
@Sussie: Åh ja, der er megen visdom i den gode Alfons Åberg
Og … så vil jeg i øvrigt blæse på, om teenageren kan klare mosten
. Den anden side af historien er jo, at hun til den tid har haft sin moar helt for sig selv i 15 dage …
Sådan!!! Endelig én som tør kalde en spade for en spade. Synes ofte, at der er tendens til, at gå på listefødder for at behage alle og undgå konflikter. Det virker stærkt, at du melder så klart ud. Jeg synes det er kanon godt!!
@Perle: Velkommen til … og tak!
Jeg tror meget på at kalde tingene ved rette navn
Og jeg kan godt blive temmelig træt i betrækket, når andre mennesker skønmaler det sammenbragte liv (hvis man så går folk på klingen, får man jo tit en ganske anden historie). Jeg vil hellere fortælle tingene, som de er …
Sejt – jeg tror at mange flere forhold ville holde meget længere, hvis flere folk var bedre til at være ærlige og erkende deres egne behov. Det er slet ikke farligt som mange mennesker åbenbart tror….. I det nyeste indlæg har jeg set, at I havde en fantastisk ferie, og så kan det jo ikke blive bedre.
Ja, Jens, man kommer sgi langt med ærlighed! Og jo – turen var dejlig
Hej og tak
Hvor er det fantastisk befriende læsning – men i praksis desværre så svært.
Er selv i en sammenbragt familie – som vi fejlagtigt i de godt 3 år det har været – har kæmpet for at få til at ligne en kernefamilie! Først fornylig gik det op for mig, at det er utopi at stræbe efter – og at det fra nu af hedder sammenbragt med alt hvad det indebærer. Men en læreproces fornemmer jeg ligger forude i at acceptere hinandens forskellighed.
Tak for din åbenhed og ærlighed.
Tak, Pia. Jeg tror, det er en meget vigtig erkendelse, den med, at den sammenbragte familie ikke er magen til kernefamilien! Måske kan du have glæde af at læse om andres erfaringer på sammenbragte-familier.dk.