Der er ikke meget bloggeri i mig for tiden. Men jeg er her. Jeg har det fint (og travlt). Og jeg jubler dagligt over alt det, der spirer og gror og gør udsynet grønnere og grønnere 
.
God weekend!
|
||||
|
YouTube er en guldgrube! Jeg mener, hvor finder du ellers 500 års kunsthistorie formidlet på små tre minutter. Kig med, og se det ene kvindeportræt hastigt og elegant afløse det næste. Lækker film, hvis du spørger mig Ha’ en god store bededagsferie!
P.S. I slipper ikke for nye blomsterbilleder, selv om jeg ikke har nogen have mere Det er nu ikke så ringe endda at bruge sådan en søndag eftermiddag i godt selskab. Og godt selskab var der bestemt på dagens blogtræf. Mange tak til Jens, Nina og familie, Pia, Ellen, Jeanette og Finn, Madame og Uffe for nogle gode timer og udveksling af masser af ord på Firefly og på en tur langs Københavns solbeskinnede havn. Det er nu altid dejligt at møde bloggere andre steder end på nettet Fire år og 1.040 indlæg. Så meget er passeret, siden jeg skrev de allerførste ord på Bentes blog. Den 21. marts 2008 på Hald Hovedgaard. Og i et værelse med ry for spøgelsesbesøg (tja, i løbet af to år boede jeg sammenlagt en måned i netop det værelse og fik aldrig besøg (huskede jeg at fortælle, at jeg ikke tror på spøgelser?)). Tror dog ikke, det sidste har givet bloggen varige men Bloggen blev født som en vaskeægte overspringshandling midt i et bogprojekt. Og den har været min yndlingsoverspringshandling lige siden. Plus en hel masse andet. For eksempel adgangsbillet til at møde mange andre interessante bloggere irl til en række blogtræf – lidt tællen på fingrene viser, at det er blevet til syv styks. Og det ottende venter lige om hjørnet, på søndag. (Måske ses vi?) Jeg tror, jeg snupper fire år mere. For det der bloggeri er nu en ret hyggelig hobby. Men jeg er også ganske sikker på, at intensiteten i indlæg næppe stiger igen. For så meget tid har jeg slet ikke i overskud
Jeg er sikker på, der er et par bloggere eller tre, som godt kan huske, at de har hørt om mine lyserøde syrener (måske sukker du endda ved udsigten til endnu et indlæg?!). Men det afholder mig altså ikke fra at divertere med syrenerne igen De lyserøde syrener har været en del af mit liv siden 1984, hvor teenagerens far og jeg købte hus og dermed også haven, hvor ‘moderplanterne’ groede. Og jeg kan slet ikke forestille mig at give slip på dem. Så jeg gjorde præcis det samme denne gang, som jeg gjorde de to foregående gange, jeg flyttede: Jeg snuppede syrener med. Men denne gang var det i en høj krukke, som kunne flytte ind på min nye altan. De seneste to måneder har jeg kastet nysgerrige og nervøse blikke til krukkens beboer. For går det nu, det der med en altansyren? Men jo, det tror jeg, det gør. Heldigvis. For forårssolen og -varmen og al det dejlige lys (nu er dagen tiltaget med fem timer og syv minutter!) har ikke kun gjort mig glad i låget på det seneste, det har også fået syrenen til at folde lækre, lysegrønne miniblade ud. Der kommer ikke blomster i år, det ved jeg, for denne plante har kun tre år på bagen, og der skal fire til, før blomstringen sætter ind. Men nøj hvor jeg håber, den blomstrer næste år. Med fine lyserøde blomster, der ikke ligner alle de andre syrener
I forrige uge da jeg lagde endnu et år oveni stakken og landede på de 47, syntes manden i mit liv, at han ville forkæle mig med en buket – ud over Josefine Klougarts roman En af os sover (den glæder jeg mig til at læse!) og delikat take away-sushi (mums!). Nu har jeg jo ikke det mindste imod at modtage blomster, både når der er en åbenlys anledning, og når der ikke er. Faktisk er bare fordi en ret god anledning Og det der med bare fordi har ham manden i mit liv nu været ret god til i de snart ti år, vi har kendt hinanden. Faktisk har jeg fået flere hundrede procent flere blomster i den periode, end jeg fik i de 17 år, jeg tilbragte sammen med teenagerens far. Men som jeg også fortalte i en kommentar Valentines dag henne hos Kong Mor, så var der en periode, hvor der dukkede langt flere blomsterbuketter op end ellers – og så pludselig holdt det næsten op. Nu er jeg jo en nysgerrrig kvinde, og jeg spekulerer også en del over det, der sker i mit liv, så jeg undrede mig. Og til sidst spurgte jeg til årsagen. Jo, men nu havde han jo skiftet job, sagde manden, og der lå altså ikke lige en blomsterhandler på vejen til og fra. Og, tilføjede han så, han havde jo også haft 10-bukets-kort til den butik, han ikke længere passerede. Jeg gav ham et knus og morede mig over, at der lå så praktiske årsager bag frekvensen af blomsterbuketter. I dag er manden i mit liv begyndt at arbejde lige rundt om hjørnet fra en Silvan … jeg tør slet ikke tænke på, hvilke konsekvenser det har for bare fordi-gaver! Det er blevet en af manden i mit livs standardreplikker, hvis der er selv den mindste smule mad på vej i skraldespanden: Jeg fortæller Selina Juul det. Og jeg er vist selv ude om det
Men i dag havde han nu været helt velkommen til at underholde Selina, ham min mand, for jeg var ganske tilfreds med manglen på madspild (det er jeg heldigvis oftest). Og jeg måtte endnu engang konstatere, at det slet ikke er spor skidt at lade fredag være blank på ugens madplan, så der bliver ryddet op i køleskab m.m. Fryseren gemte på et pænt stykke laks, som kunne krydres og ovnsteges. Men så var der behov for tilbehør. Vi havde besøg forleden og i den anledning var der blevet et par bagte kartofler i overskud. Sådan nogen skåret i tern er fine som bund i en solid salat. Ud over kartoflerne indeholdt salaten, hvad køleskabet bød på af rester fra ugen: fintsnittet rå rosenkål, icebergsalat, peberfrugt i tern og sorte oliven i skiver og på toppen usaltede peanuts. Jo, i dag var der bestemt (også) ren madsamvittighed her – og det smagte dejligt De er ude med riven nu, kan jeg mærke. Ja, altså dem, der gerne vil have superbillig reklameplads gennem blogindlæg. Og her taler jeg om reelle virksomheder med navn og adresse og det hele og ikke sådan nogen anonyme nogen, som jeg tidligere har skrevet om. På 14 dage har jeg nu fået tre henvendelser her og på Blogkvinder 40+. Jeg indrømmer blankt, at også jeg synes, det er en forjættende tanke at kunne tjene penge på at blogge. Men hvis der skal blandes penge (og dermed reklame for andre (virksomheder)) ind i bloggeriet, så skal betalingen være ude på den anden side af peanutsgrænsen, hvis du spørger mig. For siger jeg ja til at gøre min blog til reklamesøjle, siger jeg også (i et vist omfang) farvel til det princip, jeg har hyldet i snart fire år her på bloggen: At det er mig, der bestemmer, hvad der skrives, hvorfor, hvordan og hvornår. Og sådan en afgivelse af frihed og principper er kun interessant, hvis den betyder en rimelig honorering, der modsvarer det arbejde, der skal udføres ved at skrive indlægget. Og det er bestemt ikke, hvad der tilbydes. En af de henvendelser, jeg lige har fået, kommer fra Emerse, et engelsk selskab med en svensk afdeling i Lund. De sendte en mail, hvor ordet sponsorship indgik i emnefeltet, og i mailen stod der bl.a.: Vi jobbar med en intressant kund som är i resebranschen. Vi undrar om du skulle vilja skriva om vår kund i ett inlägg? Det er forjættende at kunne tjene penge på at blogge, så jo, selvfølgelig spurgte jeg, hvad de kunne tilbyde. Rejser er i forvejen et emne her på min blog, så skriverier om det ligger inden for, hvad jeg ville acceptere at skrive om for andre. Herefter fik jeg en langt historie om, hvad de gerne ville have et indlæg om, hvordan der kunne linkes osv. Alt afsluttet med: Om inlägget blir bra så kan vi så klart tänka oss att erbjuda en ersättning för det. Her måtte jeg så bede om, at afsenderen blev mere klar i mælet og konkret fortalte, hvor stor denne ”ersättning” var for at skrive rosende om rejsefeber.dk. Svaret var 300 svenske kroner (altså ca. 250 danske). Før skat. Altså tæt på ingenting for et stykke arbejde, som jeg skulle levere. Sådan nogen julelege deltager jeg ikke i! Så jeg skrev pænt nej tak til Emerse, som derefter ville vide, hvad min pris så er. Markedsprisen for professionel tekst, var i runde tal mit svar. For det er præcis, hvad jeg leverer – nøjagtigt som jeg gør til alle kunder, jeg skriver webtekst for. Men til just den här kampanjen havde Emerse altså ikke budget til det, fik jeg at vide. Det er værdifuldt for virksomheder at blive positivt omtalt rundt omkring på en række blogs, ikke mindst fordi tendensen går i retning af, at almindelige menneskers holdning til virksomheder og deres produkter bliver vigtigere og vigtigere i en tid, hvor vi googler produkter og ydelser, inden vi køber. For vi vil meget hellere høre, hvad andre forbrugere som os selv synes, end hvad virksomheder selv kommer med af lovord om deres produkter. Desuden får virksomheden gennem omtale på blogs mange indgående links, som er med til at fremme en høj placering i Google og andre søgemaskiner og dermed give en stor synlighed over for nye potentielle kunder. Det har en stor reklameværdi, som er dyr at købe på traditionel facon. Derfor er det i mine øjne en lidt for smart udnyttelse af bloggeres drømme om at tjene penge på skriverierne, at man går ud og ‘køber ind’ for peanuts for en ydelse, som er mange penge værd. Det er ikke bloggeren, der siger ja tak til et minihonorar for at reklamere for en virksomhed, der vinder. Men du kan bide dig selv i næsen på, at virksomheden gør. Husk det, hvis ‘indkøberne’ skulle slå vejen forbi din blog med et (dårligt) tilbud om at tjene penge på at blogge.
Jeg kan mærke det allerede! Den der bænk i det lune hjørne på min altan bliver en favoritplads (godt, den fik lov at flytte med til Lyngby |
   
Her kommer mine læsere fra – siden 5. sept. 2009:
Powered By  |
|||
|
Copyright © 2012 Bentes blog - All Rights Reserved |
||||
.
.
De nyeste kommentarer