Sikker Internet Dag er et initiativ under EU’s Safer Internet Plus Programme, og den afholdes over hele verden. Dagen sætter fokus på beskyttelsen af børn og unge online, og årets tema er Tænk før du uploader.
Hvor går grænsen for, hvad og hvor meget man deler med vennerne og andre på nettet? Er de sjove billeder fra festen stadig lige så sjove at have liggende ’derude’ på internettet i morgen eller om et halvt år? Sikker Internet Dag 2010 handler om at tænke sig om, inden man lægger billeder eller anden information om sig selv eller andre ud på nettet, står der på sikkerinternetdag.dk.
Pudsigt nok talte vi for kort tid siden om netop dette med manden i mit livs 15-årige datter, som (selvfølgelig) er på Facebook og alle de andre steder, vi andre bevidst ikke kommer. Snakken gik blandt andet på, at det jo ikke er sikkert, man selv styrer fx hvilke billeder af en, der florerer på nettet. Også selv om det ifølge Persondataloven er forbudt at offentliggøre portrætter af andre uden at spørge dem først.
Mandens datter mente ikke, at der var et problem for hende her. Man kan jo se, når andre tagget en på Facebook-billeder, påpegede hun. Og så gled snakken over på andre ting.
Men emnet havde åbenbart optaget hende og gjort hende nysgerrig, for da hun næste gang var hos os, fortalte hun, at hun havde googlet billeder af sig selv – og intet fundet. Derefter kiggede hun skælmsk på mig. Jeg søgte også på dig, sagde hun. Der er altså mange billeder på Google af dig!
Mange er overdrevet . Men hun har da ret, mandens datter, nogle er der. Men ikke nogen, jeg ikke vil stå ved, og ikke nogen, jeg ikke kender til. Og hun må hjertens gerne grine lidt af mig, når hun opdager den slags. Især hvis det samtidigt betyder, at vi har en dialog om adfærd på nettet, og den får hende til at tænke sig (endnu mere) om .
Taler du med dine børn – eller børn i det hele taget – om deres færden på nettet? Om hvad man må, og hvad man skal passe på?
Jeg er ved at læse Strømmen, Agnes Henningsens roman fra 1899, den første efter debuten samme år. På min mobiltelefon hører jeg Karen Blixen. Skæbne-Anekdoter fra 1958, den sidste samling, der udkom i baronessens levetid. Stilfuldt indlæst af Chili Turell og downloaded ganske gratis på DR engang i efteråret.
Forleden aften så vi Barfly, dvd venligst udlånt af det lokale bibliotek. Det var i 1987, Mickey Rourke spillede forfatteren Charles Bukowskis fordrukne alter ego – og nej, gensynet holdt ikke, hvis du spørger mig. Men jeg havde lyst til at se filmen igen.
Lige nu fylder Simon and Garfunkel min stue med The Concert in Central Park – optaget i september 1981 og udgivet i starten af 1982. Lp’en har været i mit eje næsten lige så længe – men det er nu en cd, jeg lytter til nu .
Nogen gange synes jeg, det er helt uovertruffent at trække stikket ud af nutiden og glemme alt om aktualitet, når jeg forbruger kultur. Bare at stå nysgerrigt på hovedet i det, der var, og grave det frem, jeg har lyst til. Der er en dejlig langsomhed i at hoppe ud af den heftige, kontinuerlige kulturstrøm og for en stund opgive at følge med. Bagefter får jeg stor lyst til at være up to date igen .
Hvordan har du det? Får du også nu og da lyst til at læse gamle bøger, se bedagede film og høre støvet musik?
Det er svært at forestille sig lige nu – at der kommer søndag morgener, hvor kaffen igen kan indtages på terrassen med solens kærtegn på kroppen. De kommer, jeg ved det (og jeg længes!). For den forsvinder jo en dag, denne sne så langt øjet rækker.
Lige nu har jeg en følelse af, at sneen ikke kun ligger som en dyne over land og by, men også som en dyne over hverdagen. Som en ekstra komponent, vi alle må forholde os til og indordne os under.
Hver morgen står jeg tidligere op, så jeg kan tage af sted 25 minutter tidligere, end jeg plejer, og alligevel ankommer jeg først på kurset lige til tiden. Hver eftermiddag krydser jeg fingre for, at DSB har køreklare S-tog, så de kan fragte mig hjem igen – nogle dage går det bedre end andre. Hver gang jeg trækker cyklen ud af indkørslen, satser jeg på, at det ikke er i dag, jeg falder på numsen – og jeg har kørt en del omveje på det sidste for at ramme de bedst ryddede veje.
Hver gang jeg skal krydse en vej, skal jeg lede efter et hul i snedriverne eller finde den mindste, så min fødder ikke synker helt i. Hver gang det sneer lidt mere, sukker jeg og piber Her ligger nok allerede! Hver gang vi går tur i skoven eller ved fjorden, føles det, som om vi har gået turen halvanden gang, fordi sneen bremser vores skridt (men det er selvfølgelig sundt og god motion). Hver gang …
Helt ærlig … jeg er faktisk lidt træt af sneen og frosten nu!
Men det hjælper jo ikke en fis, at jeg ikke gider mere. Så jeg må vist bare glæde mig over, at til maj ligger her garanteret ikke den mindste smule sne. Og jeg kan få kaffe på terrassen .
Bloggingen her er lidt spredt fægtning for tiden. Fordi jeg egentlig ikke har tid. Og så alligevel ikke kan holde fingrene væk. Det er noget rod .
Derfor har jeg besluttet, at bloggeriet ryger på standby resten af ugen. Både her hos mig og henne hos jer. Og at alt det dér udenfor skærmen får min udelte opmærksomhed. Mit efteruddannelseskursus for eksempel, inkl. en ny omgang videooptagelse og redigering. Eller turen til tv-optagelse i morgen aften (hvor Klidmoster Malou også kommer – glæder mig til gensyn ).
Jeg har en del bolde i luften nu. Og jeg kan mærke, at der skal mere ro på, hvis jeg ikke skal tabe nogen af dem. Så hyg jer, mens jeg jonglerer med resten af mit liv .
Den kommer lige så langsomt krybende fra vest, viser DMI’s radar. Snestormen, som følges med et lavtryk. Efter at have forlystet resten af landet skulle den sidst på eftermiddagen ramme København og Nordsjælland, varsler DMI.
Det ser ud til at blive en kyndelmisse med manér. Nok ikke den koldeste dag, men en af de voldsomme. Med masser af den sne, vi slet ikke trænger til mere af.
Man sagde også, at Skt. Peter smed den varme sten i vandet denne dag, så isen kunne smelte og foråret komme, idet dagen regnes for årets koldeste, kan man bl.a. læse i Wikipedias kyndelmisseartikel.
Det lyder da som en supergod idé med sådan en omgang stenkasteri, hvis du spø’r mig .
Og så vil jeg ellers glæde mig over, at jeg ‘bare’ skal lave lektier hjemmefra i dag og ikke skal på tur med DSB. De har nemlig allerede varslet, at S-togene nok vil få problemer i eftermiddag …
Jeg hader at smide mad ud! Sådan har jeg haft det i årevis. Faktisk det meste af mit voksne liv. At omgås den ressource med omtanke har været en del af den økologiske grundtanke, der har præget mit liv. Og så spiller den almindelige, økonomiske husmorfornuft, jeg har fået med hjemmefra, bestemt også en rolle .
Hvert år smider hver dansker i gennemsnit 63 kilo mad i skraldespanden i stedet for at spise det.
Tallene for madspild (her det fra Landbrug & Fødevarer) er horrible og i mine øjne et ubehageligt udslag af et overflodssamfunds overforbrug. Som ikke skal skjules med tavshed og en nå ja, det gør de andre nok også-holdning. Næ, lad os få det frem i lyset – og lad os gøre noget ved det.
Det er et stykke tid siden, jeg fik øje på forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, som er et upolitisk, ikkereligiøst, non-profit, privat initiativ på græsrodsniveau og har eksisteret siden sommeren 2008. Men det var først forleden, jeg meldte mig under fanerne som medlem. Fordi jeg gerne vil vise min støtte og tilkendegive min sympati med initiativet.
15-20% af den mad, som vi køber, ryger i skraldespanden.
Jeg vil ikke være hellig og påstå, at vi aldrig smider mad ud her i husstanden. For det sker da. Men vi har en klar holdning til, at vi helst vil undgå det. Og vi gør en hel del for, at det lykkes. Fx at lave madplan og købe ind til hele ugen på en gang. At fryse (og bruge) alle rester, der ikke er brug for lige her og nu. At bruge egnede middagsrester i madpakken. Eller at tage en omgang tøm køleskabet til aftensmad, hvis det er det, der er tiltrængt – for hvem har sagt, at man ikke kan spise lidt af flere forskellige retter i stedet for meget af én ret?
På Stop Spild Af Mads hjemmeside er der i øvrigt en hel sektion med råd og opskrifter, som kan inspirere til at minimere madspild.
Det er faktisk ikke svært at minimere madspild, hvis man ændrer lidt på sine vaner og investerer lidt tid i planlægning. Og ud over at en indsats mod madspild fjerner den dårlige smag i munden af ressourcespild og overforbrug, er der også penge at spare, i snit 7.000 kroner pr. familie pr. år anslås det. Så er der nogen grund til at tøve med at gøre en indsats?
Ikke hvis du spørger mig . Men hvad siger du? Og er du et af de over 4.000 Stop Spild Af Mad-medlemmer?
Åh ja, åh ja, åh ja. Det var også lige, hvad vi manglede! Et ordentligt læs sne mere . Vi var godt klar over, at den ville være gal her til morgen, for da manden i mit liv skulle ud med skraldeposen i går aftes, var han nødt til at tage sneskraberen med!
Men det er ligesom ikke helt så slemt med den der sne, når den ligger og funkler en i møde på en lys lørdag morgen, hvor hverdagstravlheden er sat på standby. Helt kønt ser det nu også ud – med kattehoppespor og det hele. I øvrigt er de to pudsige toppe helt til venstre på billedet herover de sørgelige rester af sneskulpturerne, der blev kreeret lillejuleaften.
Det er heller ikke særligt slemt, når manden helt af sig selv tager snerydningsopgaven på sig. Så kunne jeg sagtens klare at stå parat med frisklavet, brændende varm kaffe bagefter .
Og han fik skovlet, gjorde han. Og skabte et bjerg så stort, at jeg straks døbte det Den frederikssundske Alpe . Det skal vi nok få fornøjelse af i meget lang tid … der skal vist en hel del tøvejr til for at få has på det.
Møffe er jo en ret nysgerrig kat, så han smuttede liiige med, da jeg skulle ud og fodre fuglene. Men det var vist lidt slemt at være så lavbenet .
To minutter senere stod han indenfor (ved siden af brændeovnen!) og gloede ud på mig .
Lørdagens solskin svinder nu – men klokken er også 16.30 (bemærk, dagen er tiltaget med en time og 32 minutter – jubiii ) – og det er ikke slemt, for det har været så smukt og tindrende i dag, at der er energi nok til flere dage.
Og det er heller ikke spor slemt, at manden i mit liv har fundet på at invitere sin kone på middag i aften. På det, der tidligere var Frederikssunds bedste restaurant, Restaurant Toldboden. Krisen knækkede den tidligere Toldboden, men i efteråret genopstod den med nye ejere og i en mindre ambitiøs udgave. Om nogle timer ved vi, hvordan resultatet er blevet .
Der er faktisk slet ikke noget, der er slemt i dag. Men hvorfor skulle der dog også være det?!
Det her er Laban. Som han veltilfreds og henslængt lå i min stol lige før. Men det kunne have været mig. I hvert fald bor der også nogle velvoksne gab i mig lige nu .
Jeg havde helt glemt, hvor udmattet man bliver af at lære nyt hver dag. Af at bruge (næsten) ukendt software. Af at bruge Mac i stedet for pc. Eller af at tilpasse sig DSB’s luner, hvor en morgen-S-togstur fra Frederikssund til Emdrup pludselig tager den dobbelt tid af normalt. Selv om vejret er smukt, og sneen faldt i går.
Der er godt nok ikke meget krudt tilbage i mig lige nu … men masser af gode gab .
Indfangne, flagrende fragmenter af et kvindeliv, svøbt i ord og billeder. Her er plads til både eftertænksomhed og banaliteter (og katte!). Føl dig hjertelig velkommen til at kommentere.
Al tekst og alle billeder på denne blog er omfattet af copyright og de love, der anvendes til beskyttelse heraf. Med andre ord: Citer kun tekst med tydelig kildeangivelse og brug kun mine fotos, hvis du har fået lov af mig. Alt andet er ulovligt.
. Men hun har da ret, mandens datter, nogle er der. Men ikke nogen, jeg ikke vil stå ved, og ikke nogen, jeg ikke kender til. Og hun må hjertens gerne grine lidt af mig, når hun opdager den slags. Især hvis det samtidigt betyder, at vi har en dialog om adfærd på nettet, og den får hende til at tænke sig (endnu mere) om 
.
