25. januar 2012 kl. 17.52 Det er Politikens skyld! Simpelthen. Hvis de ikke havde ofret hele forsiden af kultursektionen den 4. januar på denne artikel, er det slet ikke sikkert, at min nysgerrighed var blevet vakt. Og så var jeg måske slet ikke begyndt at bruge timer på at taste stakkevis af ord fra både mit aktive og inaktive ordforråd ind på iPhonen.
 For jo, den 4. januar installerede jeg app’en og begyndte at spille Wordfeud. Ligesom massevis af andre danskere – og alle mulige andre nationaliteter. Jeg var bare ikke klar over, at alle de andre gjorde det. Eller at der sidder en programmør i Norge, som har sagt sit job op og nu tjener kassen på det spill, han har udviklet (Wordfeud er helt gratis, hvis man finder sig i reklamerne). For smartphonespil er godt nok ikke det, jeg lige har mest styr på.
Men – der er jo ingen grund til at lægge skjul på det  – Wordfeud, den digitale version af Scrabble, greb mig fra allerførste spil. Hårdt og brutalt lige rundt om sprognørdmusklen (nix … tror ikke, det ord ville gå i Wordfeud). Først spillede jeg mod helt fremmede mennesker. Men i sidste uge blev manden i mit liv udstyret med en iPhone på jobbet, og straks ‘tvang’ jeg ham til at hoppe på Wordfeud-bølgen. Blot for at opdage, at han blev mindst lige så grebet som jeg. Til teenagerens store morskab har vi nu mere end en aften siddet i hver sin sofa med hver sin smartphone og kastet ord mod hinanden (jeg har banket ham flest gange  ). Mens vi også har haft gang i et par spil mod andre, både mennesker vi kender og ikke kender.
Om jeg har tid til alle de ordlege? Nej for pokker! For selv om alle flyttekasserne er tømt, og vi har boet hele 13 dage i vores nye hjem, er der masser at tage sig til. Men på den anden side så håber jeg på, at den gymnastik, min halvgamle hjerne får af ordlegene, er en god investering (der er sågar eksperter, der siger, at man kan blive klogere af Wordfeud).
Og så fik den nye ord-tidsrøver mig også til at tænke på, at jeg måske også skulle puste lidt liv i den gamle. Sådan et par måneder uden bloggeri har godt nok gjort mig trængende (og jeg må da hellere blive blogaktiv, inden næste blogtræf kalder). Nu er første 2012-indlæg i hvert fald udgivet. Jeg tror, der er flere på vej … hvis jeg altså kan løsrive mig fra Wordfeud .
I øvrigt er der angiveligt 250.000 Wordfeud-spillere i Danmark. Er du en af dem?
9. november 2011 kl. 18.39 
Vi ‘ses’ i 2012 .
9. november 2011 kl. 18.31 Det er ikke til at løbe fra! Jeg når ikke at få blogget om
- den usandsynligt lækre middag, vi fik i Køkkenet i Din Baghaves pop up-restaurant i fredags, manden i mit liv og jeg
- at teenageren netop har bestået teoriprøven og nu er endnu tættere på at få kørekort, end hendes mor vist nogensinde kommer
- at jeg glæder mig til lørdagens blogtræf
- at der senere samme lørdag er DR2 Tema om madspild – et program, der helt sikkert skal findes tid til at se her. Dejligt, at der kommer mere og mere fokus på at stoppe madspild!
- at det vist er lykkedes os at finde et dejligt sted at bo (jubii), så vi ikke står uden tag over hovedet efter 15. januar
- at min lille biks p.t. bare kører på skinner (men nu plejer jeg jo heller ikke at blogge om arbejde )
- både det ene og det andet, der sker omkring mig.
Så i stedet for fortløbende at flå mig frustreret i håret over det, jeg ikke når, tager jeg nu konsekvensen og trækker blogstikket helt ud for en periode. Faktisk vil jeg gerne love, at der ikke bliver aktivitet her på bloggen, før vi har bevæget os ind i 2012. Men … så har jeg også planer om at vende stærkt tilbage! Ha’ det godt så længe .
1. november 2011 kl. 22.59 Det her er næsten ligesom dengang, jeg mødte manden i mit liv. Først da jeg havde netdatet mig sønder og sammen og havde afskrevet mediet som håbløst og fyldt med useriøse mænd, mødte jeg ham. Manden.
Nå, men hvad er det så, der er næsten ligesom netdating? spørger du måske nu. Det er såmænd hussalg.
Vi nåede lige at beslutte, ham jeg for mange år siden downloadede fra et datingsite og jeg, at vi ville opgive at sælge vores hus i denne omgang og lade være med at forlænge kontrakten med ejendomsmægleren. Selv om vi rigtig gerne ville tættere på København. Snart. Men det der boligmarked har godt nok vist sig fra en lige så død side, som den medierne taler om. Men så var der alligevel pludselig bingo! For det eneste af de par, der har kigget på huset, og som rent faktisk allerede selv har solgt deres egen bolig, vil gerne købe.
Så (og her bør afspilles en trommevirvel! ) i går klokken 16.15 underskrev vi en slutseddel, manden og jeg. Og den 15. januar skal vi være ude. Som i helt og aldeles væk i selskab med et fyldt flyttelæs.
At vi ikke aner, hvor vi skal flytte hen, er svært at betragte som en biting. Men vi satser skam på, at vi kan stable en fornuftig løsning på benene (selvfølgelig kan vi det!). Og at vi slipper fra Frederikssund kun lige præcis med det økonomiske skind på næsen, tilskriver vi boligmarkedet, som har ondt både her og der. Hvis vi ikke havde solgt nu, havde vi såmænd nok været nødt til at blive boende i årevis (fordi huspriserne fortsat falder). Hvis vi ikke ligefrem ville betale penge for at sælge. Og der ligger vores lyster altså ikke.
Der er flere, som i det seneste døgn har sagt og skrevet til mig, at de er spændt på, hvor vi flytter hen. Jeg kan kun sige, at jeg har det helt på samme måde .
28. oktober 2011 kl. 22.45 Det føles som en genudsendelse af en genudsendelse at skrive, at det kniber voldsomt med blogaktiviteten – men det ligger nu ikke desto mindre ganske tæt på den skinbarlige sandhed (hvilket du sikkert selv for længst har opdaget). For, hold da helt op, der er godt nok lige et par ‘småting’, der fylder p.t. (og noget ud i fremtiden), både privat og arbejdsmæssigt. De nærmere detaljer må du undvære her og nu (alt er ikke egnet til bloggen ).
Jeg har tænkt, at jeg måske bare skulle overgive mig og nedlægge min status som blogger, for det stabile bloggeri har godt nok haltet læææænge. Men … det kan jeg altså ikke få mig selv til, selv om jeg føler mig som blogkrøbling. Dertil er kærligheden til bloggeriet simpelthen for stor! Og jeg tror jo hele tiden på, at jeg får masser af tid i overskud (tænk, at alderen ikke har gjort mig klogere ).
Så jeg hænger på. Derfor kommer jeg selvfølgelig også til Madames blogtræf d. 12. november i Hillerød. Bare for at vise, at jeg ikke er helt ‘blogdød’. Og fordi blogtræf bare er for hyggelige . Måske ses vi?
26. oktober 2011 kl. 8.26 Jeg synes lige, jeg vil ‘genudsende’ de to opskrifter med lakridspulver i, som jeg har lavet for nylig, nemlig
Rødbeder med lakrids og mynte
Hvidkålssalat med lakrids.
For med de to har jeg lige vundet Lakrids by Johan Bülows lakridsopskriftkonkurrence!
Nøj, hvor jeg glæder mig, til postbudet kommer med tre dåser lakrids (selvfølgelig har jeg valgt et par af no. B, som jeg er helt skudt i ), pulver og sirup! Der skal smovses .
22. oktober 2011 kl. 23.59 Da jeg for nogle uger siden læste denne her omtale i Politiken, vidste jeg med det samme, at jeg bare måtte en tur i Den Sorte Diamant for at se Gregory Crewdsons fotografier (senere læste jeg også om Landskabsfotografens besøg på udstillingen og fik endnu mere lyst til selvsyn). Den amerikanske kunstfotograf udstiller for tiden tre serier på Det Nationale Fotomuseum under titlen In a Lonely Place. Og lørdag var det netop der, manden i mit liv, teenageren og jeg drog hen.
 Foto: Gregory Crewdson/Det kongelige Bibliotek Den sort-hvide, mennesketomme serie Sanctuary fra filmbyen Cinecittà er smuk og nogle steder tankevækkende kontrastfyldt. Men det er serien Beneath the Roses, som det tog Crewdson og hans hold fem år at optage, der løb med min fascination – og som i øvrigt også var den serie, jeg primært kom for at se.
De store og helt ned i detaljen iscenesatte fotografier, som lige fra allerførste øjekast har mindet mig om Edward Hoppers malerier (men ham er Crewdson også inspireret af, har jeg nu læst), fanger hele ens opmærksomhed ind. Og tvinger en til at gå på detaljejagt for at kunne komme med et bud på en fortolkning (og sådan noget tænder jo mig meget mere end det fototekniske (som manden fanges af) ).
I øvrigt var det rigtig interessant at se udstillingens interview med Crewdson (som også kan ses via Diamantens hjemmeside), hvor han bl.a. fortæller om, hvordan hans fars psykiaterpraksis i kælderen i barndomshjemmet samt hans egen ordblindhed, og dermed trang til en anden udtryksform end ord, har været med til at forme ham som fotograf.
Vi har i mindst et år talt om, at vi gerne ville på en omvisning i Den Sorte Diamant og Det kongelige Biblioteks gamle bygning (her har jeg nu godt nok engang fået en omvisning … men det var i 1987, da jeg var nyimmatrikuleret danskstuderende på universitetet). Men der er kun offentlige omvisninger én gang om ugen, nemlig lørdag eftermiddag. Så det var helt oplagt at snuppe den oplevelse med i dag. Så det gjorde vi selvfølgelig. Hvis du er nysgerrig efter at kigge på de interessante bygninger og høre om dem, kan en omvisning bestemt anbefales.
 Også hastede vi videre, for der var lige et skud kultur mere, vi ville have på denne dejlige lørdag, hvor solen lyste over hovedstaden, og det næsten var til at glemme, at dage, hvor man kan drikke to go-latte på en bænk, er ved at være en saga blot. Vi ville i Grand og se spanske Almodóvars seneste film, Huden jeg bor i (sådanne film når nemlig desværre aldrig frem til vores Frederikssund-biograf).
Almodóvar er kendt for bizarre historier og universer, og denne film er ingen undtagelse. Men det er bestemt positivt ment!
Historien om plastikkirurgen Robert Ledgard (Antonio Banderas), som har mistet sin kone, efter hun blev totaltforbrændt ved en bilulykke, og som lige siden har været besat af med alle midler at udvikle en revolutionerende hudbehandling til brandsår, er to timers fængslende rejse gennem køn, identitet, hævn, sex, genetik og et par andre ‘småting’. Lige en film efter mit hjerte!
Ja, i det hele taget var dette lige en lørdag efter mit hjerte. Men det er du vel slet ikke i tvivl om, hvis du kommer her forbi bloggen med jævne mellemrum og ved, hvilken kulturfreak jeg er. Og tænk, så fik jeg endda også lidt kultur med hjem til konsumering i fremtiden, nemlig Kirsten Hammanns nye roman, Se på mig. Mine nu forhenværende kollegaer var nemlig så søde at forære mig et gavekort i afskedsgave, og det blev fluks vekslet til litteratur i dag .
21. oktober 2011 kl. 22.45 
Udsigt til (endnu) en oktoberweekend med sol! En fantastisk udsigt for sådan en lysfreak som mig .
God weekend, alle sammen!
19. oktober 2011 kl. 15.56 
Måske er det, fordi smagen af lakrids passer så godt til vinterens (okay, efterårets … jeg skal nok lade være med at tage sorgerne på forskud ) grove grøntsager. Eller også er jeg bare blevet lakridsforfalden. I hvert fald har jeg nu igen kastet mig ud i at komme lakridspulver fra Johan Bülow i aftensmaden. Denne gang har jeg fundet på en ny variant af en hvidkålssalat, jeg har lavet i mange år (originalen lå allerede i opskriftarkivet). I denne version er den snittede hvidkål vendt i cremefraiche med lakrids, og så er der tilsat pærestykker.
Vi fik hvidkålssalaten med lakrids til gratinerede gulerødder. Og så fik vi i øvrigt det lækreste langtidshævede brød til. Jeg havde fået et tip fra en veninde om at prøve opskriften – og jeg kan bestemt kun give det tip videre. Jim Laheys perfekte brød er perfekt – og nemt. Men trods det perfekte kunne jeg nu godt finde på at eksperimentere med at tilsætte noget groft mel til brødet. Det eksperiment hører du måske om en dag .
Nå ja, og her er opskriften på hvidkålssalat med lakrids, hvis du også skulle have lyst at prøve den smagsvariant.
17. oktober 2011 kl. 22.02 Jeg vil bestemt ikke udelukke, at jeg er en smule mærkelig. Faktisk slet ikke .
Men hvorfor føler jeg for at komme med den ’tilståelse’ lige nu, på sådan en helt almindelig oktobermandag? Jo, jeg har såmænd skiftet job igen. I dag. Eller rettere, jeg har forladt den projektlederstilling, jeg sagde ja til i marts, og har atter kastet mig over det selvstændige liv. Fordi jeg savnede det. Og fordi jeg var ved at blive kvalt i små fire timers transporttid … hver dag. Tro mig, jeg kommer ikke til at savne det ganske brogede bekendtskab med DSB og DSB First. Slet ikke!
Nu kan jeg nøjes med at bruge sådan cirka 15 sekunder på at komme på arbejde om morgenen, og den største risiko for forsinkelse ligger i, at der kommer en kat forbi og kræver kæl.
Webredaktricen har ligget i dvale i over et halvt år, så det kræver selvfølgelig energi m.m. at løbe virksomheden i gang igen. Men den tror jeg nu også på, at jeg har. Og så gør det jo ikke noget værre, at ‘ordrebogen’ allerede indeholder et par gode opgaver fra min ‘forsmåede’ arbejdsgiver .
|
|
Bentes blog Indfangne, flagrende fragmenter af et kvindeliv, svøbt i ord og billeder. Her er plads til både eftertænksomhed og banaliteter (og katte!). Føl dig hjertelig velkommen til at kommentere.
© Copyright Al tekst og alle billeder på denne blog er omfattet af copyright og de love, der anvendes til beskyttelse heraf. Med andre ord: Citer kun tekst med tydelig kildeangivelse og brug kun mine fotos, hvis du har fået lov af mig. Alt andet er ulovligt.
Jeg deltager – vil du også?
Awardfri blog Min blog er awardfri. Jeg kan li', at der bliver sat pris på mit blogindhold, men den bedste award er dog kommentarer.
Desuden er der mange gode blogs ude i blogssfæren, og jeg vil ikke fremhæve nogen frem for andre, så awards er umulige at give videre på retfærdig facon
Her kommer mine læsere fra – siden 5. sept. 2009:
|
De nyeste kommentarer