Her slutter Bentes blog

210314_1

I dag er det præcis 6 år siden, jeg oprettede Bentes blog. Med snottet løbende ud af næsen og en deadline hængende truende over hovedet.

I dag er også dagen, hvor jeg skriver bloggens sidste indlæg.

1.126 indlæg er det blevet til siden 21. marts 2008, langt de fleste i de første 3 år. Bloggen har været nedprioriteret længe (og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været på besøg på andres blogs), og nu stopper jeg skriveriet helt. Det har været supersjovt og givende at være en del af blogsfæren – og mange tak for det! Men efter at have sat bloggen på pause igen og igen, opgiver jeg nu tanken om, at den nogensinde kommer op i gear igen.

Bloggen bliver ikke slettet, for den fungerer som min egen udvidede hukommelse. Og især mine madopskrifter bliver fundet og brugt af andre – nå ja, jeg bruger dem såmænd også selv via iPhonen, når jeg skal tjekke en ingrediens eller andet … lige der midt i madlavningen.

At jeg stopper med at blogge her betyder ikke, at jeg forsvinder fra nettets overflade. Jeg skriver jævnligt indlæg om webkommunikation på webredaktricen.dk, min virksomhed (det seneste indlæg er såmænd udgivet i dag). Og netværket Blogkvinder 40+ lever også fortsat sit (meget) stille liv i cyberspace.

Jeg er derude, og jeg er altid blot en e-mail væk. Men her slutter Bentes blog. Og her slutter internettet 😉 .

Ha’ det godt, kære blogvenner.

På besøg på Radio24syv

Som jeg fortalte i forrige indlæg, blev jeg forleden interviewet om erindringsskrivning til Ibens på Radio24syv. Vil du høre udsendelsen, så kan du gøre det lige her

Ibens, 23.02.2014

Erindringer – i tale og praksis

210214_1

Det føltes lidt pudsigt. I dag gik jeg lige fra at have talt om erindringer til at befinde mig midt i en personlig erindringsstrøm. Hvad nu? spørger du måske.

Jo, Iben Maria Zeuthen havde inviteret mig til at deltage i sit talkshow på Radio24syv, det der slet og ret hedder Ibens. Temaet for næste udsendelse er erindringer, og Iben spørger: “Hvad gør det ved menneskesind at sætte vores erindringer ind i en narrativ ramme? Er livshistorier sande og behøver de overhovedet at være det?”. I udsendelsen, som også har en række andre gæster end mig, fortæller jeg dels om kursusvirksomheden Skriv dit liv, som jeg driver sammen med 2 forfatterkollegaer, dels om erindringsskrivning og om nogle af de erindringsbøger, jeg har hjulpet helt almindelige mennesker med en ualmindelig historie med at skrive.

Da eftermiddagens optagelse var slut, og jeg atter stod ude på Vester Farimagsgade, lige der på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard, bar mine fødder mig næste helt af egen drift over til Ørstedsparkens indgang. Det er ganske sjældent, jeg kommer i Ørstedsparken, men hver gang bliver jeg sendt lige lukt tilbage til 70’erne. Til folkeskolens gymnastiktimer, dem på mellemtrinet. Fra 1.-9. klasse gik jeg på frøkens Zahles gamle skole på Nørre Vold, en af parkens helt nære naboer (og i parken er der skam også et monument (se billedet) for den gæve kvinde, der kæmpede for kvinders ret til uddannelse og oprettede sin pigeskole i 1851). Og jeg har tilbragt mange gymnastiktimer (og idrætsdage) med løb i Ørstedsparken.

Som en af de få piger i min klasse gad jeg at løbe i gymnastiktimerne. For jeg var god til det. Relativ god i hvert fald (meget bedre end til boldspil!). Da jeg som ung teenager meldte mig ind i en atletikklub for at løbe der, måtte jeg nu hurtigt sande, at jeg var middelmådig. Men medlemskabet skulle vist også mest bruges til at tænde klassens seriøse løber, som jeg var varm på. Dog blev jeg aldrig kæreste med ham – eller konkurrenceløber 😉 .

Ørstedsparkens stier snor sig stadig rundt om søen og over broen på nøjagtig samme måde, som da jeg var barn. Og måske er det derfor, at en tur ad de kendte stier får erindringsstumperne til at pible lystigt frem. Nogle steder gør det her ved mig, men det gør visse dufte, musik, billeder og ting også. Og på splitsekunder er jeg på visit i en svunden tid. Har du det også sådan?

Nå ja, og udsendelsen, jeg medvirker i, kan du høre på søndag d. 23. februar, hvis du har lyst. Det er i Ibens på Radio24syv kl. 10.05-12.00 – jeg er gæst i studiet i hele time 2. Og udsendelsen ligger på nettet bagefter.

Minder om sol og strand … i Ngwe Saung

010214_1

Det solbrændte look fra vores Burma-rejse er for længste væk, men det er minderne ikke (ej heller lysten til at rejse derud igen … snart). Og her på en grå, og nu også regnvåd, 1. februar og ovenpå den solfattigste januar i 45 år, fik jeg behov for at hive nogle minder om sol, varme, strand og total afslapning frem. Det var nemlig, hvad vi fyldte i nogle af vores sidste dage i Burma, manden i mit liv og jeg.

010214_2

Nok er vi i høj grad kulturturister. Men da vi planlagde vores rejse til Burma, havde vi overhovedet ikke svært ved at blive enige om, at flugten fra dansk november selvfølgelig også skulle indeholde en smule badeferie. Burmas højst besungne strand er Ngapali, men den er besværlig at komme til, hvis man ikke vil flyve. Og vi havde sat os for at undgå indenrigsflyvning, fordi vi helst ville lægge så få penge som muligt til det burmesiske styre på vores rejse. Det gør man bl.a. ved at undgå at bruge tog og fly, som er transportformer, der er kontrolleret af styret. De talrige busruter drives derimod af private selskaber.

Så den 18. november kl. 7 om morgenen forlod vi endnu engang Yangon, denne gang for at tage på en 5 timers skrumlende og bumlende bustur til Ngwe Saung. Byen Ngwe Saung på kysten ved Den Bengalske Bugt er der ikke meget at skrive hjem om – her ser du hovedgaden, som har et par sidegader. Og det er det.

010214_3

Næ, hovedattraktionen er de 15 kilometer bred, hvid sandstrand. Og meget få turister. Vi havde hjemmefra booket værelse, en bungalow med havudsigt, for 3 overnatninger på Yamonnar Oo Resort. Og det viste sig at være et rigtig godt valg!

010214_4

Yamonnar Oo Resort ligger ca. 3 kilometer fra Ngwe Saung-by. Resortet er nyrenoveret, og der var vel omkring 20-30 gæster ud over os (skønt det var november og dermed højsæson). Ergo var der fuldstændig fredeligt og roligt, og vi kunne foretage os det, vi var kommet for: at slappe af og glo ud over havet 😉 . Det sidste var ganske nemt, for vi boede i en af de bungalows, du kan se på billedet herover.

010214_5

Udenfor vores hoveddør i Yamonnar Oo Resort

Bungalowen var stor, morgenmad og wifi (dog af den ustabile slags (men sådan var det for det meste på hele Burmafærden)) var inkluderet i prisen, og hver dag kom personalet både med kogt vand til formiddagskaffe/-te og frisk, udskåret frugt. Prisen for hele herligheden var US $ 75 pr. nat. En helt okay pris, for hotelværelser er forholdsvis dyre i Burma. Det skyldes, at hotelkapaciteten er lav i forhold til det stærkt stigende antal turister – ren og skær udbud og efterspørgsel-prissættelse.

Der er tæt på ingenting at foretage sig på resortet. Det her er ikke Thailand, så der er hverken massage, vandsportsaktiviteter eller arrangerede udflugter. Endnu.

010214_6

Men nu er vi jo ikke bange for at underholde os selv. Tværtimod. Så vi brugte dagene på at dase, bade, læse, tale – og kigge på den smule, der skete på stranden i løbet af dagen. Og det var primært, at der nu og da kom en person forbi, som ville sælge noget spiseligt.

010214_7

Det inkluderede også kokosnødder. Og sådan en måtte jeg selvfølgelig have 🙂 .

010214_8

Når varmen aftog lidt hen på eftermiddagen, gik vi en tur langs den lange, brede strand. På trods af at der er talrige resorts, lå der ikke flere solbadende turister på stranden, end at de kunne tælles på et par hænder. Om eftermiddagen brugte de lokale, både børn og voksne, til gengæld stranden.

010214_9

010214_10

010214_12

Omkring en kilometer syd for Yamonnar Oo Resort ligger Lovers Island, en lille ø, som man kan gå helt tørskoet ud til, når det er lavvande, og det var det om eftermiddagen. Herude sidder Ngwe Saungs svar på Den lille Havfrue (godt nok lidt mere farverig). Og når man er dansker, skal man selvfølgelig fotograferes med hende (manden gjorde det vist mest for min skyld) 🙂 .

010214_11

Når klokken nærmede sig 17.30, kunne man hver aften finde os på solstolene på kanten af stranden. For, helt ærlig, der er da ikke noget som at tilbringe solnedgangen sammen med hinanden, sit kamera og en halv liter Myanmar Beer. Den sidste aften kom der endda en lille flok køer forbi, så motivet kunne få lidt variation 😉 .

010214_13010214_14010214_15

Sådan nogle solfyldte minder gør næsten en grå 1. februar til at holde ud. Nå ja, og så hjælper det jo også på det hele, at dagen nu er tiltaget med 1 time og 40 minutter!

Når de sociale medier er for meget

Vi udstiller os selv meget mere end tidligere med billeder på nettet, og hvem vi spiser med på hvilken restaurant, så alle kan se, hvor fede vi er. Det private er blevet offentligt, men det meste af det er noget ligegyldigt bullshit. Det er en selviscenesættende glansbilledeoverenskomst til at pudse statusglorien med. Vi er mere snakkesalige, men vi deler ikke vores grimhed med nogen.
Livsstilsekspert og tv-vært Christine Feldthaus, Politiken d. 24. januar 2014 i serien om Privatliv

(…) her, hvor vi kan vise, hvem vi er: Medlemmer af De Rigtige og De Godes Klub profilerer sig i deres krænker-modul, når de kører deres forudsigelige, letkøbte fordømmelser ind på debatholdepladsen i paller. Det er et spørgsmål om validering: om hele tiden at føre sin rigtighed ajour, så alle kan se den: Se mig! Jeg mener Det Gode! Ergo sum!
Forfatter Susanne Staun, Politiken d. 25. januar 2014 i debatindlæg om manges fordømmelse af Louise Østergaard pga.     hendes roman om forholdet til Yahya Hassan

Måske er det derfor, jeg efterhånden er blevet så træt, så træt af sociale medier. Af tonen og af selvpromoveringen. Tak til et par seje kvinder for de seneste par dage at have sat ord på, hvornår de sociale medier er for meget!

Minestrone … den vegetariske udgave

030114_1

Godt nytår! Jeg håber, du er kommet godt ind i 2014!

Et af de faste holde- og lyspunkter i mit (og manden i mit livs) liv er det gode måltid. Og da køleskabet bugnede af gode grøntsager ovenpå fridage og nytårsfejring, var det bare at gå i gang med at skabe en af mine madfavoritter på denne årets 3. dag: en vegetarisk minestrone.

Minestronen giver mulighed for at anvende et utal af forskellige grøntsager, så den er en helt perfekt ret i kampen mod madspild. For enhver grov grøntsag, også de der har set bedre dage, kan forvandles til ingredienser i den smagfulde suppe.

Min minestrone fra i dag har fået en plads i opskriftarkivet. For den smagte godt nok til at fortjene det 😉 . Lad dig endelig inspirere, hvis du har lyst.

030114_2

I øvrigt havde jeg bagt Jim Laheys perfekte brød til suppen. Det lækre brød har været faldet ud af repertoiret her i længere tid, men nytårsaften genopdagede jeg det. Og blev igen irriteret over, at brødet med sine 400 gram mel bliver ret lille. Så da jeg lagde dejen i går aftes, gangede jeg simpelthen alle ingredienser med 1,5 for at få et større brød. Men … det havde en pris: Det lette, seje brød blev mere kompakt og slet ikke så sejt som ‘lillebroren’. Hmmm … der skal vist eksperimenteres lidt her – eller også skal størrelsen bare accepteres 😉

Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt

191213_1Jeg hyggede mig ret fint med Jonas Jonassons røverhistorie Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt, da jeg hørte den som lydbog for et par år siden. Den lystige og lidt letbenede historie om Allan Karlsson, der stikker af fra plejehjemmet på sin 100 års-fødselsdag, har mange skæve vinkler og pudsige indfald – for ikke at tale om al den verdenshistorie, der krydser ind gennem Karlssons lange liv i flashbacks.

Det er en historie, der passede fortrinligt til de situationer, hvor jeg oftest hører lydbøger: under rengøring, opvask og strygning, og når jeg bruger offentlig transport (og ikke gider at høre på andre mennesker (og deres mobiltelefonsamtaler!)).

Nu er Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt så blevet filmatiseret. Jeg havde skaffet billige billetter til forpremieren i vores lokale biograf (den der ‘lille’ sag i Lyngby med 11 sale 😉 ), så i går aftes så manden i mit liv og jeg filmen. Og vi var ærlig talt ikke imponerede.

Det er stadig en røverhistorie, selvfølgelig er det det. Men som film har den letbenede historie mistet sin charmerende fabuleren og er mest af alt blevet til en falde på halen-komedie. Vel er det skægt indimellem, men den er også langtrukken og uhomogen. Filmen giver sig nemlig i starten ganske god tid til alle morsomhederne, men pludselig er det, som om instruktøren er kommet i tanker om, at han ikke har uanede mængder tid. Og vupti, så spurtes der mod enden af historien.

Men én ting er imponerende: Robert Gustafsson. Den svenske komiker og skuespiller spiller rollen som Allan Karlsson på alle livsstadier fra ca. 20-100 år (godt hjulpet af en grundig maskering). Og det gør han ualmindeligt overbevisende. Når Gustafsson stavrer af sted som 100 årig, tror man lige så meget på ham, som når han spiller den midaldrende Karlsson (tæt på hans egen alder).

Men alt i alt er Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt en bagatel med nogle gode grin. Godt vi slap ind at se den til halv pris 😉 .

Med båd fra Mandalay til Bagan

071213_1

Ayeyarwady- eller Irrawaddy-floden er 2.170 km lang og løber hele vejen gennem Burma (Myanmar) fra nord til syd. Floden er en hovedfærdselsåre, og for turister er den især populær at sejle på i nord mellem Mandalay og Bagan. Og den tur ville vi også på, manden i mit liv og jeg, på vores Burma-rejse her i november. Gennem en turarrangør, der havde kontor på vores hotel i Mandalay, købte vi billetter til en af ekspresbådene, MGRG Express (Myanmar Golden River Group). Og så var det ellers bare om at komme tidligt op, for der var check-in kl. 6.00 og afgang kl. 6.30.

071213_2

Mens solen lige så stille krøb op over Mandalay, begyndte vores dag på Ayeyarwady-floden. På en båd, hvor passagererne udelukkende var turister. Heldigvis var der kun ret få (skønt november er starten på højsæsonen i Burma), vi var vel 30-35 mennesker i alt, så der var god plads og mulighed for at skifte ‘opholdssted’ i løbet af dagen.

071213_16

Sejlturen tog ca. 8 timer. Og en stor del af den tid tilbragte jeg med at kigge ud over vandet eller ind på livet på flodens bredder. Nå ja, og en hel del af det kiggeri foregik gennem kameraet og mit 300 mm-objektiv 😉 . Det var en fascinerende og fremmedartet verden, der var lige der (næsten) foran min næsetip.

071213_6

Burmeserne sejler på kryds og tværs af Ayeyarwady-floden i store og små både. De bader i floden, vasker tøj og fisker i den. De tørrer tøj og nyproducerede stråhatte på dens bredder og dyrker jorden på gammeldags maner med håndkraft og okser. Der var en hel del at kigge på det meste af tiden.

071213_3

071213_4

071213_7

071213_18

071213_5

071213_8

071213_13

071213_11

071213_9

071213_10

071213_12

Først på eftermiddagen gik vi lidt død i at fotografere omgivelserne, manden og jeg. Men så kunne vi jo heldigvis fotografere hinanden 😀

071213_14

071213_15

Da klokken var ca. 14.30 dukkede vores mål, byen Nyaung U ca. 4 km fra Old Bagan, op. Ved anløbspladsen holdt en horde af taxaer parat, og chaufførerne flokkedes om de spinkle landgangsbrædder, der blev lagt ud, for at være sikre på, at ingen turister undslap. Hvis du nogensinde har været øhopper fx i de græske Kykladerne, er jeg sikker på, sceneriet ville give dig et deja-vu. Sådan havde jeg det i hvert fald, da jeg som en af de første balancerede på brædderne og meget hellere ville koncentrere mig om at få mig selv og den store rygsæk tørskoet i land end at diskutere prisen på en taxatur.

071213_17

Bagan Archaelogical Zone, et 13 x 8 km stort område, hvor der findes over 2.000 pagoder og pagode-ruiner, er Burmas turistmål nr. 1. Og hold da op, det opdager man allerede i mødet med de mange nærgående taxachauffører (der er også en del på diverse busstationer, men det her var værre). Når man så har fået forhandlet en fornuftig pris med sin chauffør (vi slap med 5.000 kyat (ca. 25 kr.) for en tur på et par kilometer), bagagen er læsset ombord, og vognen begynder at køre, tja, så er noget af det første, der sker, at den stopper igen. Militærstyret ved nemlig også, at der er penge i de mange turister, så inden man bevæger sig ind i Bagan Archaelogical Zone, skal man købe tilladelse til at opholde sig der. Pris: US$ 15 pr. snude.

Velkommen til Bagan-området! Men turen hertil havde været rar. Sådan 8 timers sejllads, hvor man bare suger indtryk til sig – eller glor lige ud i luften – er vist sundt 😉 .

Velkommen til Yangon/Rangoon

131213_1

Vi skulle bare træde ud på altanen udenfor vores hotelværelse i downtown Yangon, den forhenværende burmesiske hovedstad, som tidligere hed Rangoon, for at se, hvilken blanding af gammelt og nyt byen er. I forgrunden ses (bagsiden af) rådhuset, som er et levn fra den britiske kolonitid, til højre er Sule-pagoden, som har et par tusinde år på bagen, og resten, ja, det er af nyere dato.

Der er så meget, jeg gerne vil fortælle fra vores nylige Burma-færd, men hold da op, det kniber gevaldigt med tiden (og nej, det har intet med jul at gøre … måske fortæller jeg en dag om, hvad der længe har lagt beslag på min tid …). Her kommer dog lige en Burmaberetning mere – og et par fotos ;-).

Prøv lige at se, sagde jeg til manden i mit liv, da vi stod og ventede på at komme igennem paskontrollen i Yangon International Airport. Der står en mand derhenne med et skilt med dit navn på. Netop som han kiggede, begyndte den unge burmesiske mand, som var klædt i den traditionelle longyi (en sarong-lignende beklædning, som både mænd og kvinder traditionelt går med i Burma) at vinke til os. Vi vidste ikke af, at vi ville blive hentet i lufthavnen, så vi var ret mystificerede over mandens tilstedeværelse. Men vi blev enige om, at han nok kom fra vores hotel.

Det gjorde mr. Bobo ikke, fandt vi ud af på den lange taxatur (som kostede os US$ 10) fra lufthavnen og til Yangons centrum (ville egentlig hellere kalde den tidligere hovedstad Rangoon, men militærjuntaens navneændring fra 1989 til Yangon er bredt brugt derude). Næ, Bobo var såmænd nyuddannet guide, og turistmyndighederne havde været så venlige at forære ham de rejsedata, vi havde sendt sammen vores visumansøgning. Derfor vidste han, at vi kom, og hvor vi skulle bo. Nakkehårene rejste sig og mistroen ulmede, da vi sad der på taxaens bagsæde og fik sagens rette sammenhæng at vide. Men Bobo var en venlig ung mand med en sund skepsis overfor styret i sit land (frihedsikonet Aung San Suu Kyis portræt prydede skam også instrumentbrættet i taxaen, som hans onkel kørte), vi ville gerne i kontakt med lokale, og han havde et godt tilbud til os: For at få erfaring som guide ville Bobo gerne bruge den følgende dag, som var søndag og hans fridag, på gratis at være guide for os i Yangon og omegn. Og hans onkel ville være chauffør for os i 10 timer for US$ 70 (det er ikke ualmindeligt at betale med dollars i Burma i stedet for med den lokale kyat). Vi lod mistroen fare og sagde ja tak – og det fortrød vi ikke!

131213_2

Den 2500 år gamle Shwedagon-pagode i Yangon. Burmas ældste pagode – og angiveligt også verdens ældste. Pagoden og stupaen er 99 meter høj. Og et helt fantastisk og fascinerende sted at besøge.

131213_5

Man kan ønske sig og bede for mange forskellige ting i Shwedagon-pagoden. Her er det en frodig hårpragt, det handler om.

Bobo var (selvfølgelig) ikke den mest rutinerede guide, vi har mødt, og vi havde nok også forventet et større kendskab til fakta om historie, seværdigheder m.m. Men det var ikke svært at se igennem fingre med de mangler, for det var guld værd at tilbringe vores allerførste dag i Burma sammen med denne 25-årige universitetsuddannede matematiker, som havde valgt at skifte branche, fordi han vurderede, at fremtiden (nå ja, og pengene) lå her. Bobo fortalte os, at en universitetsuddannet i Yangon typisk tjente US$ 100-150 om måneden – som guide regnede han med at kunne tjene US$ 50 … om dagen. Han underviste også i engelsk som frivillig på et børnehjem, fordi han havde en stor forståelse for, at bl.a. sprogkundskaber er nødvendige for at føre burmeserne til demokrati og i dialog med omverdenen.

Her var en, vi kunne spørge om alt, hvad der faldt os ind (og det er i bund og grund meget mere interessant end at få stor viden om seværdigheder, synes jeg), og de spørgsmål kom for manges vedkommende til at handle om, hvordan det er at leve i Burma, og hvordan forventningerne til fremtiden er. Både når vi talte med Bobo, og senere når vi talte med andre burmesere, var der ingen tvivl om, at de har håb for en fremtid med demokrati og fuld frihed (men også en erkendelse af, at vejen bliver lang). Forfatningsændringen i 2008 og det seneste valg i 2010 har givet håbet, og da der nu er ytringsfrihed i Burma og medier, som er uafhængige af (og kritiske overfor) styret, tales der frit om ønsket om mindre magt til generalerne. Internettet er uden blokeringer, i modsætning til fx i Kina, så informationer og viden kan strømme frit. Næste parlamentsvalg er i 2015, og mange burmesere drømmer om, at Aung San Suu Kyi (som da vil være 70 år) til den tid bliver deres præsident.

131213_4

Her er vi så, manden og jeg, sammen med mr. Bobo. Og nej, ham min mand er ikke på vej hen for at vaske op – fadet har indeholdt poppede ris, som vi fodrede nogle store, forædte karper med i floden, som Yele-pagoden (også kaldet Kyaik Hmaw Wun-pagoden) sydøst for Yangon ligger midt i.

131213_3

Afdelingen for pudsigheder (dem stødte vi jævnligt på): Yele-pagoden ligger midt i en flod, og man skal sejles derud. Er man udlænding må man dog kun bruge ‘private boats’ til maks. 15 personer (den overdækkede båd i baggrunden). Og det koster 5.000 kyat (ca. 25 kr.). Burmeserne må være så mange, de har lyst til i de øvrige både (og nej, jeg var ikke misundelig på dem ;-)), og de betaler ingenting.

Noget af det, jeg også ret tidligt på dagen spurgte Bobo om, var, om det var okay at fotografere burmeserne. Ud over at sige at det er god skik at spørge først (det plejer jeg nu også), fortalte han, at folk udenfor byerne nærmest ser det som en ære at blive fotograferet af eller med en udlænding. Burma er et land, hvor turiststrømmen nok er stigende, men hvor man som turist stadig skiller sig ud og bliver bemærket. Det måtte vi også sande den dag.

131213_6

Vi besøgte Kyaik Khauk Paya, en pagode i Thanlyin i Yangons opland. Nogle unge kvinder kom hen og spurgte Bobo, om de måtte blive fotograferet sammen med os – og det sagde vi selvfølgelig ja til (og sørgede for at Bobo også tog billeder med vores kameraer). Men så skete der noget, vi ikke lige havde forudset: Nogle andre kvinder kom til og ville også have taget billeder sammen med de fremmede, en ad gangen – og pludselig var der kø. Der skulle ca. 15 fotos til, før vi var færdige.

131213_7

Buddhaer er interessante og fremmedartede for os at fotografere – her i Kyaik Khauk Paya. Men billederne har nu svært ved at slå billederne med levende mennesker på …

131213_8

I et hjørne af Kyaik Khauk Paya stødte vi på denne gruppe universitetsstudende, der holdt læsegruppe i pagoden. De ville også gerne have taget fotos sammen med os med deres smartphones (og jo, sådan nogen har en hel del burmesere), og så spurgte de, om vi ikke ville maile vores fotos af dem til dem. Jeg fik en seddel med 2 mail-adresser. “Men hvor er snabel-a’et og domænet bagefter,” spurgte jeg undrende, da jeg så skriften på sedlen. Først var de uforstående, men så kom svaret “Men det er da gmail.com,” Google må være begejstret for dem!

131213_9

Da vi kørte gennem Thanlyin-området på vej tilbage til Yangon, stoppede vi ved endnu en pagode (dem er der helt ufattelige mængder af i Burma). Her mødte vi en gruppe smådrenge, der legede i templet, og som blev helt begejstrede, da vi dukkede op. For ville vi ikke fotografere dem? Og det ville vi selvfølgelig. Drengene havde en fest ud af at posere for os – og de gik højt op i at se billederne bagefter.

131213_10

Det kan være svært at holde koncentrationen, når nu der står endnu en fremmed lige ved siden af … og han også har et kamera ;-).

131213_11

Efter ‘fotosessionen’ fulgte drengene med os hele vejen rundt på pagodens område og med ud til bilen. Det var lige før, vi følte os som rockstjerner, så de klappede på ruderne og løb langs bilen, da vi kørte (Bobos onkel var vist mest irriteret over dem) ;-).

Jeg tror ikke, vi selv havde fundet på at tage derhen, men Bobo tog os også med til National Races Village Union of Myanmar, en slags frilandsmuseum. I den store park kan man se huse og indbo fra de 7 regioner, Burma (Myanmar) består af. Det var jævnt kedeligt! Jeg var godt nok ved at være godt træt, da vi kom til National Races Village hen på eftermiddagen, for vi havde været på tur med Bobo og onkel siden kl. 7.30 om morgenen (og udrejsens jetlag sad stadig i kroppen). Men selv om jeg havde været frisk, er jeg sikker på, at jeg ville have kedet mig bravt ved at gå og kigge ind i halvtomme huse med info-plancher på væggene. Gab! Der kom tydeligvis heller ikke mange turister her, men der var en del unge burmesere på søndagstur. Og en del, som gerne ville fotograferes med os … og det blev de.

131213_12

Ved huset fra Bamar-regionen (herfra stammer 60 % af befolkningen) mødte vi disse unge mennesker, der havde klædt sig ud i dragter fra Bamar. Og dem ville vi da gerne fotografere …

131213_13

Kyaiktiyo-pagoden, eller Golden Rock, er et berømt buddhistisk pilgrimsmål i Mon-provinsen – og efterhånden også et turistmål. I National Races Village havde de skam også en miniatureudgave af Golden Rock. Og da vores rejse ikke ville føre os til Mon-provinsen, måtte vi tage til takke med denne ;-).

Vi så ikke meget til centrum af Yangon på denne vores første dag i Burma – og dagen efter rejste vi videre til Mandalay (8 timer med bus) – men vi vendte tilbage til Yangon 2 gange på vores rejse (manden har i øvrigt lagt vores rejserute på Google Maps) og gik på opdagelse i byen på egen hånd. Nå ja, og så var vi også på et suverænt madlavningskursus … men det må du høre om i et senere indlæg ;-).

P.S. Har du i øvrigt brug for en guide i Yangon og omegn, så sætter jeg dig gerne i kontakt med mr. Bobo. Skriv til mig, hvis du vil vide mere.

Idéen om at rejse og visum til Burma

061213_2

Vi havde talt om det et stykke tid, manden i mit liv og jeg – at vi gerne ville til Burma eller Myanmar, som landet officielt hedder. Sanktionerne mod Burma er slækket, og turiststrømmen er støt stigende, så vi ville gerne ud til dette hjørne af Sydøstasien, inden det hele bliver spoleret og lidt for lig det thailandske turisthelvede. I bund og grund ville vi vel gerne se noget autentisk og noget, der slet ikke ligner den verden, vi er vant til.

Vi rejser med jævne mellemrum til europæiske storbyer (og jeg har også været i både USA og Australien) og er i høj grad det, man vist kalder kulturturister. Vi går på kunstmuseer og kigger med interesse på historiske museer og bygningsværker – og så indsnuser vi byens atmosfære og sætter tænderne i dens mad. Men vi har også ofte talt om, at oplevelserne let bliver meget lig hinanden. Meget ens. Vi ville opleve noget nyt.

061213_3

I starten af august 2013 satte vi handling bag drømmene om Burma og begyndte at planlægge vores rejse. Vi er ikke til pakkerejser, så vi var ikke i tvivl om, at vi selv ville sætte vores rejse sammen. Nettet bugner af især engelsksprogede beretninger og gode råd i diverse foraer, hvor rejsende udveksler erfaringer. De er gode at blive kloge af, men de er også gode at blive forvirrede af, for ofte er informationerne modstridende. Informationer om rejser i Burma bliver nemlig lynhurtigt forældede, fordi landet er midt i en voldsom (turisme)udvikling.

[UPDATE: BEMÆRK, nedenstående information om visum til Myanmar er ikke længere korrekt. Siden sommeren 2014 har man ikke skullet aflevere en rejseplan og heller ikke oplyse, hvilket fly man ankommer med og rejser ud med igen. Nu ansøger man om e-visum via denne ministerielle hjemmeside: evisa.moip.gov.mm. E-visummet koster USD 50 (betales online) og gælder i 3 måneder fra udstedelsesdatoen, og inden for denne periode kan man opholde sig i Myanmar i op til 28 dage. Ekspeditionstiden på e-visum er ca. 3 dage]

Man skal have visum for at rejse til Burma (visumpligten vil dog angiveligt blive afskaffet i 2015, hørte vi derude). Og for at få turistvisum skal man fremvise en rejseplan. Der er nemlig stadig steder i Burma, hvor man ikke må rejse uden at have fået særlig tilladelse. Sådan en behøvede vi dog ikke, for vi havde ingen planer om at forlade the beaten track, vi ville blive i det allerede trådte turistspor.

Når man rejser ind og ud af Yangon International Airport (Rangoon), kan man få visa on arrival, når man har bestilt det på forhånd. Og da der ikke findes en burmesisk ambassade i Danmark, hvor vi kunne få visum hjemmefra, lød det som en god idé. Vi fandt et site, som kunne klare formaliteterne for os. Online-formularen blev udfyldt med vores data, flynummer og rejseplan, en scanning af billedsiden i vores pas vedhæftet og små 500 kr. pr. snude betalt. Egentlig skulle man i rejseplanen opgive alle sine overnatningssteder, men vi havde på daværende tidspunkt kun booket hotel i Rangoon for de første 2 nætter, så vi anførte blot, at vi ville oplyse de øvrige hoteller senere. Det gjorde vi dog aldrig, og vi blev heller aldrig afkrævet informationen.

061213_1

Få dage senere modtog vi vores visa on arrival-dokumenter pr. e-mail. I form af 3 jpg-filer, billeder, der viste

  • et dokument på burmesisk, hvor det eneste, vi kunne læse, var ordene visa on arrival (se billede)
  • en liste med vores og 9 andre udlændinges navne, alle havde vi fået visum
  • en plan over Yangon lufthavn med angivelse af, hvor vi skulle henvende os ved ankomst.

Og jo, vi blev svagt bekymrede. For hvad stod der mon i dokumentet (måske ‘arrester straks disse personer’)? Havde nogen snydt os, og ville vi slet ikke blive lukket ind i Burma?

Der var dog ingen grund til bekymring :-). Vi gik lige igennem check-in i Bangkok lufthavn (hvor de tjekkede visumpapirerne), og da vi landede i Rangoon d. 9. november 2013, lå der print af vores pas klar på disken i Immigration, og på ganske kort tid havde vi fået visumlabels klistret ind i vores pas. Turistvisummet giver ret til at opholde sig 28 dage i Burma/Myanmar.

061213_4

Burma-eventyret kunne begynde. Og det kan du være sikker på, at der kommer endnu flere indlæg om ;-).

Det blogger jeg om …

Tidligere skriverier